Nationalmuseet siger farvel til 'eskimo' i arktisk udstilling

Nu starter arbejdet med at fjerne ordet "eskimo" fra udstilling på Nationalmuseet, skriver Kristeligt Dagblad.

Udstillingen "Eskimoer og Grønland" på Nationalmuseet i København skal have nyt navn. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Nationalmuseet vil droppe ordet "eskimo" i sin arktiske udstilling "Eskimoer og Grønland". Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det skyldes, at det af mange opfattes nedsættende, fortæller Martin Appelt, der er museumsinspektør.

- Der er for os ingen tvivl om, at vi på Nationalmuseet må fjerne brugen af "eskimo", da det af rigtigt mange af de mennesker, som nu bor i de områder, hvor Nationalmuseet samlede de mange genstande ind, nu opfattes som nedsættende, siger han til Kristeligt Dagblad.

Is fik også nyt navn

Den seneste tid er en række potentielt stødende navne kommet op til debat - blandt andet ordet "eskimo".

Aaja Chemnitz Larsen, som repræsenterer det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit i Folketinget, har blandt andet opfordret til at droppe brugen af ordet.

Fornylig valgte isproducenten Hansens Is at ændre navn på isen 'Eskimo' med samme begrundelse som Nationalmuseets.

Danmarks største isproducent, Premier Is, har dog valgt at holde fast i navnet.

/ritzau/