Nazistens oldebarn: Hvor meget skal man rode op i fortiden?

I dokumentaren ”Den Gode Nazist” stiller Ole Krogsgaard skarpt på sin oldefars dunkle fortid.

Oles søgen i familiens historie har gjort ham klogere på Tyskland under krigen, men hans forhold til hans mormor blev sat på prøve.

Selvom Ole Krogsgaard aldrig har mødt sin oldefar, har han i størstedelen af sit liv haft et billede af ham, som en rar og kærlig mand.

Ifølge hans mormor var oldefaren ”den bedste mand i verden”, og det var først da et gammelt fotoalbum blev genfundet for ca. tre år siden, at Ole Krogsgaard begyndte at stille spørgsmålstegn ved oldefarens person.

Fotoalbummet, som havde været i hans mormors varetægt, viste sig nemlig at indeholde en række billeder af hans oldefar side om side med Adolf Hitler.

- Min mor troede faktisk, at billederne var blevet brændt for længst, fortæller Ole Krogsgaard. Han forklarer, at hans mor engang som barn stødte på billederne, men at hun dengang fik at vide, at det ikke var noget, der skulle snakkes om.

Det glemte fotoalbum viste sig at indeholde en række billeder af Oles oldefar side om side med Adolf Hitler

Det kan være farligt at rode op i fortiden

For Ole Krogsgaard bliver fundet af de gamle fotografier startskuddet til en rejse tilbage til hans oldefars fortid.

Han har brugt de sidste to år på at undersøge forbindelsen mellem sin oldefar og den tidligere tyske diktator.

Kuldegravningen af oldefarens fortid bringer ham til både Tyskland og Frankrig. Langsomt begynder Ole Krogsgaards billede af oldefaren at ændre karakter.

Billedet ændrer sig så meget, at han undervejs i forløbet bliver nervøs for, om det kan få betydning for hans forhold til sin mormor, for hvem hans oldefar først og fremmest var en kærlig far.

- Da der begyndte at dukke rigtige ubehagelige ting op om min oldefar, insisterede min mormor stadig på, at han var den bedste mand i verden. Der var et tidspunkt, hvor jeg var nervøs for at kunne finde noget, som ville gøre, at jeg ikke længere ville kunne have samme gode forhold til min mormor, lyder det fra Ole Krogsgaard.

Han blev undervejs i projektet overrasket over, hvor farligt det kan være at rode op i fortidens synder.

- Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at det kunne være farligt at rode rundt i. I min generation har vi et relativt afslappet forhold til Hitler som historisk person, og jeg har jo heller aldrig kendt min oldefar, forklarer han.

Billedet af Oles oldefar ændrer sig så meget, at han undervejs i forløbet bliver nervøs for, om det kan få betydning for hans forhold til sin mormor.

Hitlerjugend var som spejderlejr

Foruden at vise sin oldefars historie, håber Ole Krogsgaard, at dokumentarfilmen ”Den Gode Nazist” viser, at mange af de mennesker, som i dag betragtes som nazister, på mange måder var helt almindelige mennesker.

Det gælder blandt andre hans egen mormor, som også spiller en stor rolle i dokumentaren.

- Min mormor er bare så normal og sødt et menneske - og alligevel er hun på den forkerte side af historien. Nogle af mine mormors lykkeligste barndomsminder er jo fra da hun var med i Hitlerjugend. For hende var det ligesom at være til spejder, men med masser af sang og musik.

Selvom billedet af hans oldefar i dag på mange måder er krakeleret, er han glad for at være dykket ned i sin families historie.

Dels har han fået en større forståelse for, hvordan almindelige tyskere levede under krigen. Og dels har det styrket hans forhold til hans mormor.

- Jeg er kommet meget tættere på min mormor som menneske, forklarer han. Vi er blevet meget mere ligeværdige.

Se, hvad det er Ole Krogsgaard finder ud af om sin oldefar i dokumentaren ”Den Gode Nazist”, som vises søndag klokken 20 på DRK.

'Jeg er kommet meget tættere på min mormor som menneske, forklarer han. Vi er blevet meget mere ligeværdige', fortæller Ole
FacebookTwitter