Nu bliver flygtningene historie: Nationalmuseet snart klar med ny udstilling

Vor tids flygtninge hører til på Nationalmuseet, lyder det fra landets største museum, som vil dokumentere flygtningenes flugt til Danmark i en ny samtidshistorisk udstilling.

Siden flygtningestrømmen ramte den danske grænse i foråret 2015, har bølgerne gået højt i den offentlige debat.

Nu melder Nationalmuseet sig på banen ved at sætte fokus på de udfordringer, flygtningene møder på deres vej gennem Europa til Danmark.

- Vi vil gerne vise, hvordan livet er som flygtning, og hvad det er for nogle udfordringer, man står overfor, når man er på flugt og ankommer til et nyt land, siger museumsinspektør fra Nationalmuseet Gitte Engholm, der er ansvarlig for udstillingens faglige indhold.

- Det kræver en masse styrke, beslutsomhed og mod at flygte fra sit land. Forhåbentlig kan udstillingen være med til at give de besøgende lidt flere billeder på nethinden i forhold til hvilke svære valg og situationer flygtningene oplever undervejs.

Mødet med Danmark

En af de genstande, der møder de besøgende på udstillingen, er blandt andet det kontroversielle vejskilt, som en ukendt dansker sidste år satte op på en jysk hovedvej nær et asylcenter i Thisted.

Skiltet viser en pil, der peger mod Syrien, og vakte stor debat på de sociale medier herhjemme. Nogen kaldte det dengang for racistiske og nedværdigende, mens blandt andre folketingsmedlem og viceborgmester i Thisted, Ib Poulsen (DF), roste det.

Ifølge Gitte Engholm er Nationalmuseets ærinde dog ikke at blande sig i flygtningedebatten, men at vise det, som flygtningene umiddelbart bliver konfronteret med, når de kommer til Danmark: Både dem der reagerer negativt og dem, og dem der byder dem varmt velkommen.

Genstande som dette kladdehæfte og et barns halskæde kan ifølge museumsinspektør Gitte Engholm gøre flygtningenes situation mere nærværende for museumsgæsterne. (Foto: Rikke Caroline Carlsen © (c) DR)

- Det har været vigtigt for os at få fat i vejskiltet fra flygtningelejren i Thisted, fordi vi gerne vil repræsentere den side også. De danskere, der reagerer negativt på flygtningene er jo lige så meget en del af den danske historie, som for eksempel venligboerne.

- De negative reaktioner har bare ikke affødt så mange genstande, man kan udstille, men er mest kommet til udtryk i medierne og på Facebook, siger hun

Stærke følelser

Udstillingen, der åbner d. 20. januar, fokuserer på de syriske flygtninge, som de seneste par år er rejst via flugtruten fra Tyrkiet til Lesbos og videre til Danmark. En flygtningestrøm som de fleste danskere har stiftet bekendtskab med enten på nært hold eller via medierne.

- Vi er godt klar over, at hele projektet berører stærke følelser, men vi har forsøgt at arbejde faktuelt og skildre det nogenlunde objektivt, siger Gitte Engholm

Hvad tænker du specifikt på kan være med til at vække stærke følelser?

- Jamen, jeg tænker, at der jo selvfølgelig er mange forskellige holdninger til flygtninge, men hvis man lige kommer bag det her billede af massevandring, som jeg tror, mange danskere føler sig lidt skræmt af, så vil man opleve, at det er mennesker, der står i nogle hjerteskærende situationer med nogle meget svære valg. Derfor håber jeg, at udstillingen kan være med til at mane til eftertanke.

International tendens

Professor, dr.phil. fra Syddansk Universitet, Kirsten Drotner, der er Leder af forskningsprogrammet ’Vores museum’, ser Nationalmuseets udstilling som en del af en international tendens:

- Nationalmuseet bevæger sig væk fra bare at vise sin samling og inddrager i stedet borgerne ved at sætte fokus på et tema, som alle har en holdning til.

- På den måde lægger de sig op ad en international tendens, hvor museer i stigende grad definerer sig ved at bruge deres samlinger som middel til at give borgerne nye oplevelser eller en anderledes viden om samfundet, siger hun.

For mange danskere er de orange redningsveste blevet et ikon for de seneste års flygtninge. Ved siden af ses en barnesko og et par bukser fundet på en strand på Lesbos. (Foto: Rikke Caroline Carlsen © (c) DR)

Museer har traditionelt forstået sig selv og deres samlinger som hele formålet med deres eksistens. Men ifølge Kirsten Drotner, er det ved at ændre sig:

- I dag ser vi, at mange museer rundt om i verden begynder at se deres samlinger som et ankerpunkt for aktiviteter, der rækker ud over museet selv. Ikke fordi de ser bort fra deres samlinger, men fordi de bruger samlingerne som katalysator for at sætte processer i gang, der rækker ud over besøget selv, hos den befolkning, som jo ofte betaler for museerne.

Alle har en holdning til flygtninge

Kirsten Drotner peger samtidig på, at en udstilling om nutiden uundgåeligt vil skabe mere offentlig debat end en traditionel udstilling.

- Man er mere indgribende, når man som Nationalmuseet vælger at lave en samtidshistorisk udstilling om vor tids flygtninge. Jo mere nutidigt et tema er, jo mere vil de besøgende umiddelbart kunne forholde sig til det, de ser, og have en holdning til det.

- For eksempel har mange danskere været på ferie i Grækenland og har oplevet flygtningestrømmen på nært hold. Derfor har alle også en holdning til dem på en helt anden måde, end de for eksempel har til vikingetogterne i vikingetiden.

En tåregaspatron fra Idomeni-lejren ved den makedonske grænse. Den blev affyret af grænsevagter for at afholde flygtninge fra at trænge gennem de fire meter høje hegn. (Foto: Rikke Caroline Carlsen © (c) DR)

”Vi skal fortælle alles historie”

I de kommende år vil udstillingen rejse rundt til andre museer i Danmark, der vil bidrage med indsamling og historier fra deres eget lokalområde. Og netop den indsamlingen af dokumentation er vigtig for eftertiden.

- Som museum har vi en forpligtelse til at indsamle samtidshistorisk dokumentation.

- Mange af de her flygtninge vil sandsynligvis ende med at blive i Danmark, og selvom de ender med at rejse tilbage til deres land, vil de i hvert fald for en stund være vores medborgere. Derfor hører deres historie også til Danmarkshistorien og er berettiget til en plads på Nationalmuseet. Vi skal fortælle alles historie, siger museumsinspektør Gitte Engholm.

’PÅ FLUGT’

  • Udstillingen ’På flugt’ bliver vist på Tøjhusmuseet i København fra d. 20. januar – 11. Juni 2017. Herefter vil udstillingen blive vist på forskellige museer rundt omkring i landet – heriblandt Moesgaard Museum og Lolland-Falster Museum.