Nu udkommer Jumbobog nr. 500: Måske har du en sjælden førsteudgave på loftet?

En original Jumbobog nr. 1 i god stand vil give dig mange misundelige blikke.

(Foto: Jan Wenneberg)

Har du tegneserie-guld liggende på loftet?

Det er måske værd at undersøge i anledning af, at eksemplar nummer 500 af den legendariske Jumbobog nu udkommer.

En førsteudgave i god stand er nemlig et ekstremt sjældent og eftertragtet samlerobjekt.

- Du vil få mange misundelige blikke, hvis du får fingre i sådan en, siger tegneserieekspert Thomas Schrøder.

Men hvad kan sådan en førsteudgave egentlig være værd?

Det ser vi på senere. For først skal vi lige høre Thomas Schrøder, hvad det er, der gør Jumbobøgerne til noget særligt.

Reklame fra 1974 for Jumbobog nummer 1. Den "indfødte" med de store røde læber var nok ikke gået i dag. (Foto: Wenneberg.dk)

Meget vildere end Anders And-bladet

Thomas Schrøder er selv indehaver af en komplet samling af de små, tykke lommebøger, der nu i over et halvt århundrede har underholdt millioner af børn, unge og voksne.

Især i Danmark har de været populære.

Og den lange levetid skyldes måske, at Jumbobogen især på ét område har formået at tilbyde læserne noget andet, end man kunne få i det mere kendte Anders And & Co.

- Både tegnestilen og indholdet er simpelthen bare vildere, forklarer Thomas Schrøder.

Stålanden giver en mavepuster til en skurk med sin fjeder-boksehandske i Jumbobog nummer 493. (© Disney / Story House Egmont)

Tegneserier har historisk set været fyldt med masser af vold, hvor figurerne bliver sprængt i luften, får tæsk med store muggerter og det der er værre. Det har dog ændret sig en del med tiden.

- Men Jumbobøgerne holder i høj grad fast i de vilde ting.

Mickey Mouse bliver tortureret og er ved at blive hængt en historie fra 1936. (© Disney)

Pistoler og tanks

Thomas Schrøder har selv skrevet flere historier til Anders And & Co - et blad som han beskriver som "lidt mere forsigtige".

Det oplevede han blandt andet, da han foreslog en historie, hvor Bjørne-banden kom til at træde på nogle landminer.

- Den gik ikke, og jeg måtte lave det om til, at de røg gennem nogle faldlemme og ned til nogle glubske hunde, der bed dem i røven.

- De mere voldsomme ting har større sandsynlighed for at komme i Jumbobogen, hvor man for eksempel ofte ser Mickey Mouse og andre skyde med pistol. Det ser man ikke så meget i Anders And-bladet.

Forklaringen skal ifølge Thomas Schrøder nok findes i, at de fleste af historierne i Jumbobogen er italienske, og at de sydlandske kollegaer får lov af deres redaktører til at lave lidt mere vilde og voldsomme ting, end man får lov til herhjemme.

Hexia de Trick angribes af soldater og tanks i Jumbobog nummer 434. (© Disney / Story House Egmont)

Desuden henvender Jumbobogen sig også til en lidt ældre målgruppe end Anders And-bladet.

- Jeg læser for eksempel stadig selv Jumbobøger. Historierne er langt mere komplekse. Når man sidder i toget og læser, bliver jeg da også skævet markant mindre til, hvis jeg sidder med en Jumbobog, end hvis jeg sidder med et Anders And-blad, fortæller Thomas Schrøder.

Hvad er en førsteudgave så værd?

Og nu tilbage til det med værdien. For hvordan finder man ud af, hvor sjælden og værdifuld en jumbobog nr. 1 er?

For det første skal du tjekke, hvilket oplag den Jumbobog nr. 1, du kigger på, har. Siden den udkom første gang i 1968, er den nemlig blevet genudgivet hele fem gange.

Heldigvis er der hjælp at hente til dette på supersamleren Jan Wennebergs hjemmeside. Her kan man få et komplet overblik over samtlige danske Jumbobøger i alle oplag, der nogensinde er udgivet.

Som det også kan ses på billederne herunder, kan du blandt andet sikre dig, at din Jumbobog er en original nr 1, ved at tjekke, at der ikke står noget oplagsnummer på forsiden - og at prisen her er angivet til 4 kroner og 85 øre.

  • 5. oplag fra 2005. Kendetegn: Nye forsidefarver. Jumbo nr. 1 som rygmotiv. Prisen er 39,50.
  • 4. oplag fra 1992. Kendetegn: Ét nummer på ryggen. Gult bånd: Genoptryk. Prisen er 26,50.
  • 3. oplag fra 1980. Kendetegn: Forsidelayout med rammer. Ét nummer på ryggen. Prisen er 12,50. Oplagsnummer på forsiden.
  • 2. oplag fra 1974. Kendetegn: Intet nummer på ryggen, prisen er 6,85, der er ingen stregkode på bagsiden. Oplagsnummer på forsiden.
  • En original førsteudgave fra 1968. Kendetegn: Intet nummer på ryggen, intet oplagsnummer på forsiden, prisen er 4,85, ingen stregkode på bagsiden. (Foto: Wenneberg.dk)
1 / 5

Standen er altafgørende

Får du så bekræftet, at den Jumbobog, du står med, rent faktisk er en original førsteudgave, er du heldig.

Og er du ekstremt heldig - så er bogen også i så god stand, at den ifølge tegneseriebutikken Faraos Cigarers vurderingsside kan betegnes som det, de kalder 'mint/near mint'. Det er den bedste stand, end tegneserie kan være i.

Altså ingen æselører, flossede kanter eller revnede rygge.

Sådan en vil koste cirka 7.500 kroner i en tegneseriebutik.

Dette eksemplar af Jumbobog nummer 1 i første oplag, er i ekstremt god stand. Vi har fået billedet fra en anonym samler, som ikke ønsker at stå frem med navn. Jumbobogen nærmer sig den vurdering, der hedder 'Near mint plus' - som er den næstbedste stand, en tegneserie kan være i. (Foto: Anonym samler)

Men er din Jumbobog godt smadret efter flere generationers læsning, kan prisen på 7.500 kroner falde drastisk. Faktisk helt ned til 125 kroner, hvis det står rigtig grelt til.

Standen er nemlig altafgørende for den økonomiske værdi. Det er også tydeligt, når man ser på, hvordan en original nummer 1 prissættes i forskellige stande:

Desuden er det vigtigt at påpege, at 7.500 kroner er butiksprisen. Skal du selv sælge sådan en Jumbobog på det private marked, vil prisen typisk ligge mellem 4.000 og 5.000 kroner.

Økonomisk værdi er ikke alt

Selvom flere tusinde kroner er mange penge for noget, der engang kostede mindre end en femmer, er det altså ikke ligefrem fantasillioner, der er tale om.

Og dine planer om at bygge en pengetank til pengene, kan du også godt droppe igen.

Allerede tidligt blev Jumbobøgerne markedsført som samlerobjekter med sloganet 'Jumbobøgerne - Dem samler man på!" (Foto: Wenneberg.dk)

Men det gør heller ikke så meget, når det handler om tegneserier, mener Thomas Schrøder.

Prisen behøver nemlig ikke have nogen betydning for, om en tegneserie kan være guld værd.

- At få nummer 1 er jo kronen på værket i enhver samling. Der er jo bare noget helt særligt over at have sådan en original, som simpelthen ikke kan gøres op i penge.

- Og nu undskylder jeg, hvis jeg lyder som en freak, men sådan en bog dufter jo også helt særligt. Både når jeg får en ny og en gammel tegneserie, skal jeg lige dufte til dem. De nye dufter af frisk tryksværte og de gamle af gammelt trykkeri. Det har en helt enorm stor værdi for mig - uanset hvor mange penge den er værd.

Billeder fra Jumbobøgerne bragt med tilladelse fra Story House Egmont.

FacebookTwitter