Ny PlayStation lander i dag - bare ikke i butikkerne: Sådan så det ud, sidste gang vi rev konsollerne ned fra hylderne

Der venter gamere i hele verden en lidt anderledes festdag.

I dag bliver spændingen endelig udløst: PlayStation 5 kommer i handlen i Danmark.

Udgivelsesdagen for de store konsoller plejer at være et større tilløbsstykke, hvor hardcore fans samles foran butikker for som de første at få fingrene i de nye maskiner.

Men sådan bliver det ikke i år.

Sony meldte således allerede den 5. november ud, at salget af PlayStation 5 kun kommer til at foregå online i første omgang.

Men måske er det godt nyt for gamere, at de kan få konsollen leveret til døren i stedet for at skulle slæbe den hjem.

PlayStation 5's design er nemlig blevet diskuteret heftigt de seneste par uger, og blandt andet mener nogle fans, at den er alt for stor.

Den spritnye konsol får dog fine ord med på vejen fra dr.dk's gaming-redaktør, der kalder den 'en virkelig kraftfuld og potent maskine'.

Anderledes festligt gik det til i 2013, da trofaste fans stod i kø ved spilbutikkerne eller deltog i stort anlagte festligheder som fejrede udgivelsen.

Blandt andet var Thomas Skov konferencier til 'Playstation 4 Launch Party' på Lokomotivværkstedet i København, hvor deltagerne kunne opleve den nye konsol og snakke dårligt om konkurrenten, Xbox.

Det er syv år siden, Sony senest lancerede en af deres populære spillekonsoller, da PlayStation 4 udkom i november 2013.

I videoen øverst i artiklen kan du både komme med i køen og til releasefest for PlayStation 4 på udgivelsesdagen.

Facebook
Twitter