Pædofil nazist tyranniserede religiøs sekt. Nu lever hans bødler og deres ofre side om side

Dansk dokumentar åbner porten til en traumatiseret gruppe troende tyskere, der var tæt forbundet med chilensk diktator.

(Foto: Illustration: Oliver Seppo)

Har du hørt om Paul Schäfer?

Nej?

Hvad så med Augusto Pinochet?

Chiles diktator fra 1973-1990 er formentlig mere kendt end førstnævnte, men Paul Schäfer gjorde også sit for at markere sig som brutal hersker. Bare i mindre skala. I en lille, lukket sekt i Chile. Med støtte fra netop Augusto Pinochet.

I mere end 35 år styrede Paul Schäfer med hård hånd Colonia Dignidad (Værdighedens Koloni) – en lille samling kristne tyskere, der var flyttet med ham til et idyllisk landområde for foden af Andesbjergene i midten af Chile.

De var kommet for at dyrke deres fælles tro og hjælpe fattige, men blev en del af den pædofile nazists rædselsregime, hvor Paul Schäfer – der var flygtet fra anklager om overgreb mod børn i Tyskland – holdt beboerne indespærret, forgreb sig på drengene, afstraffede de voksne og hjalp Augusto Pinochet med at torturere og dræbe politiske modstandere.

Paul Schäfer er død, men det er hans håndlangere og ofre ikke.

Et af de par, som helst ser, at den grumme fortid bliver glemt, og hvor manden var med til at afstraffe andre beboere i kolonien. - Vi gjorde det for at gøre tingene bedre, og vi har tilgivet hinanden. Det er overstået, og vi er kommet videre, siger han i 'Undertrykkelsens sang'. (© FINAL CUT FOR REAL)

De lever stadig side om side i Colonia Dignidad, der nu har skiftet navn til Villa Baviera (Den Bayerske Landsby), og som de to dokumentarister, danske Marianne Hougen-Moraga og hendes chilenske mand, Estephan Wagner, har besøgt. Målet for dem har været at få et indblik i, hvordan beboerne håndterer deres fælles traume og det faktum, at naboen har været bøddel for den diktator, der ikke længere er der.

- Flere af beboerne har både været bødler og ofre, og det er dét, der gør det så kompliceret. De fleste forsøger at fortrænge det, der er sket, mens nogle få har et vildt stort behov for at tale om det, fortæller Marianne Hougen-Moraga.

Sammen med Estephan Wagner har hun brugt fire år på at lave dokumentaren 'Undertrykkelsens sang', der vandt hovedprisen ved CPH:DOX 2020 og nu kan ses på DRTV. Den giver et indblik i det dybt problematiske forhold mellem Villa Bavieras beboere. Dr.dk har talt med filmskaberne om arbejdet med at få så lukket et samfund til at åbne sig op og fortælle deres historie.

Og så har vi allieret os med en dansk journalist i Chile for blandt andet at få svar på, hvordan i al verden det kan lade sig gøre, at Paul Schäfers torturbødler kan gå ustraffet rundt blandt de mennesker, de har været med til at pine igennem flere årtier.

Pigtråd og torturkammer

Anne M. Sørensen har været Politikens latinamerikakorrespondent siden 1988 og har boet i Chile i de seneste 12 år.

Hun har besøgt Villa Baviera flere gange og forsøgte også at få beboerne i tale, dengang Paul Schäfer stadig holdt dem indespærret bag pigtråd og med vagttårne udstyret med projektører til at afsløre flygtninge.

Korrespondenten var blandt andet ved kolonien i starten af 1990'erne, da Augusto Pinochet havde forladt præsidentposten, men hvor stærke politiske kræfter stadig holdt hånden over Paul Schäfer, som endnu ikke var flygtet fra de anklager om pædofili og tortur, der var begyndt at dukke op.

- Beboerne var meget uuddannede og naive. De gik rundt i sådan noget tøj, man gjorde i Bayern for 100 år siden. Og Paul Schäfer holdt dem indespærret i uvidenhed. Det var umuligt at komme derind. Jeg kunne bare se beboerne stå med deres store øjne og deres gammeldags tøj på den anden side af hegnet, fortæller Anne M. Sørensen over en telefon fra Chile.

- Det var ingen hemmelighed, at de var der, men de var selvforsynende og havde intet behov for at komme ud, og de fik heller ikke lov til det. Der var pigtråd om lejren og tårne med store projektører.

Og folk uden for lejren havde ikke umiddelbart den store lyst til at blande sig i, hvad der skete inde hos de tyske tilflyttere. For Paul Schäfer arbejdede i mange år tæt sammen med manden, der herskede på den anden side af pigtråden. Nemlig føromtalte Augusto Pinochet, der stjal magten ved et blodigt militærkup i 1973.

Paul Schäfer, der tidligere havde været en del af Hitlerjugend, og som uden held forsøgte at blive en del af Adolf Hitlers SS-elitevagtkorps, leverede våben til Augusto Pinochets soldater og hjalp også selv med at holde den politiske modstand nede.

- Der blev lavet et torturkammer under lejren, hvorfra der kun var én person, der slap ud, og ham troede man ikke på, da han fortalte, hvad der foregik i kolonien. Man er ikke sikker på, hvor mange der blev myrdet i Colonia Dignidad, men der var hundredvis igennem de torturkamre, fortæller Anne M. Sørensen.

Den chilenske general og diktator Augusto Pinochet, der sad på magten i 17 år, holdt hånden over Paul Schäfer og hans ugerninger, mens lederen af Colonia Dignidad leverede våben til diktatorens soldater og hjalp ham med at få politiske modstandere til at forsvinde. (Foto: Str)

Paul Schäfers system fortsætter

Vi har altså at gøre med en karismatisk og kompromisløs sektleder i ledtog med Chiles diktator, der, da han stjal magten, fik omkring 200.000 chilenere til at flygte fra landet.

Cirka 800 af dem kom til Danmark. Én af dem var Marianne Hougen-Moragas mor.

Morens familie befandt sig på den politiske venstrefløj i Chile, mens Estephan Wagners familie var en del af det tyske mindretal, der var langt ude på den politiske højrefløj og faktisk var med til at beskytte Paul Schäfer og Colonia Dignidad mod de anklager, der kom.

Noget, som 44-årige Estephan Wagner tager afstand fra, men som har fået ham til at interessere sig for Colonia Dignidad og de mennesker, der stod igennem Schäfers rædselsregime og stadig bor i Villa Baviera.

En nysgerrighed, han deler med 42-årige Marianne Hougen-Moraga.

Da de to mødtes og blev kærester for godt ti år siden, besluttede de sig for at undersøge, hvordan de cirka 120 tilbageværende beboere i kolonien håndterer den problematiske fortid.

Bødler og ofre står stadig side om side i koret, der ifølge Marianne Hougen-Moraga bliver brugt til at glemme fortiden og samles om noget, som de har tilfælles. Samtidig bliver musikken brugt til at fastholde beboerne i fortiden, hvor Paul Schäfer også brugte musikken til at undertrykke beboerne i Colonia Dignidad. Derfor titlen 'Undertrykkelsens sang'. (© FINAL CUT FOR REAL)

Hvad fandt I ud af?

- Vi har ikke nødvendigvis svar på de spørgsmål, vi stiller. Men der har ikke været nogen forsoning, og meget af Schäfers system fortsætter. Det er stadig meget hierarkisk og undertrykkende. Der hersker stadig en slags censur, hvor man ikke taler om fortiden, og de, der gør, bliver udstødt af fællesskabet, fortæller Estephan Wagner.

Hvordan kan de overhovedet leve videre sammen med den historie?

- Det virker til, at de er forbundet af deres fælles traumer. De har både smerte og skyld tilfælles, og så har de altså været lukket inde i deres lille samfund i 45 år. Det er lidt som en dysfunktionel familie, hvor der også kan være tætte bånd. Derudover er de bundet sammen af deres tro, som er meget stærk, og som var det, der startede det hele, siger Marianne Hougen-Moraga.

Horst vil ikke være med i koret mere. Han finder det hyklerisk at synge sammen og lade som om, intet er hændt. (© FINAL CUT FOR REAL)

Tilgivelsesceremoni

Der er blevet fortalt om kolonien tidligere, men ifølge Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner på en unuanceret måde, som minder om de skrækhistorier, de selv fik fortalt med hver deres fortegn som børn.

Og historierne er blevet fortalt på en måde, der har fået beboerne til at lukke ned over for omverdenen, når den har stillet spørgsmål til årene med Paul Schäfer.

Derfor skulle der arbejdes hårdt på overhovedet at få beboerne i tale.

- Vi skulle spørge dem, der er øverst i hierarkiet, og de gav os lov, da vi fortalte, at vi ville tage udgangspunkt i beboernes historier. Jeg tror også, det hjalp, at vi har de baggrunde, vi har. Altså at Mariannes mor er politisk flygtning, og at jeg kender til kulturen. Når der er en kulturel forståelse, opstår der en fortrolighed, der kan være med til at åbne folk op, siger Estephan Wagner.

Både han og Marianne Hougen-Moraga flyttede ned i nærheden af kolonien i et halvt år.

- Vi besøgte beboerne hver dag, og jeg tror, at tid var nøglen til, at det her kunne lade sig gøre. I starten havde vi ingen forberedte interviews. Vi lod dem komme til os, og så talte vi bare sammen. Vi blev en slags ventil for dem, der havde lyst til at tale, fortæller Marianne Hougen-Moraga.

Efter Paul Schäfer flygtede fra anklagerne om seksuelt misbrug, holdt resten af ledelsen i Colonia Dignidad en slags tilgivelsesceremoni, der blev afsluttet med en påtvungen aftale om, at der aldrig skulle tales om fortidens synder mere.

Den aftale holder de fleste af beboerne i Villa Baviera ifølge Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner sig til. Og de få, der ikke gør, har det svært.

- De første, der kom til os for at fortælle deres historier, var Helga og Horst. De er de eneste, der kæmper mod det system, der stadig hersker i kolonien, og de insisterer på, at fortiden ikke skal glemmes. De er udstødt af fællesskabet, men vil ikke give op. De vil ikke rejse, for så føler de, at alle de andre, der bare vil fremstille kolonien som et hyggeligt og dejligt turiststed, har vundet, siger Marianne Hougen-Moraga og fortæller, at det stadig er dem, som var tættest på Paul Schäfer, der har mest at skulle have sagt.

Og at det ifølge dokumentarparret virker til, at ens position under den tyske nazists regime også har betydning for, hvor hårdt beboerne er traumatiseret.

Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret, at Villa Baviera er blevet til et ynder turist, hvor der blandt andet bliver holdt oktoberfest, mens myndighederne leder efter massegrave. (© FINAL CUT FOR REAL)

Hvor er ligene begravet?

Anne M. Sørensen, du har dækket Chile som journalist siden 1988. Er det her slet ikke noget, man taler om i Chile?

- Nej, det var bare én af de frygtelige ting, der skete under Pinochet.

Men hvordan kan undgå at tale om det, når nogle af Paul Schäfers håndlangere stadig er der?

- Sådan er det også i resten af Chile. Der har jo aldrig været et retsopgør med det, der skete under Pinochet, og man kan også risikere at rende ind i en af Pinochets bødler, når man går ned til bageren.

- Og når man bor i et lille samfund som det i Villa Baviera, så er det måske bedst bare at holde sin kæft.

Undskyld, men det er lidt svært for mig at forstå, at der bor folk i kolonien, som har været håndlangere for en dømt pædofil nazileder, som måske ovenikøbet har været med til at slå folk ihjel for Augusto Pinochet. Hvordan kan det lade sig gøre?

- Da Pinochet tog magten, troede man, at det ville vare i et par uger, men han blev i 17 år og fik opbygget en angst i befolkningen, som var der frem til hans anholdelse i London i 1998 og stadig er der i dag. Man taler bare ikke om de ting, der skete.

Heller ikke i Villa Baviera, hvilket ifølge Estephan Wagner også er en af grundene til, at det er svært at finde ud af, hvor mange af Augusto Pinochets politiske modstandere, der blev dræbt og hældt i de massegrave, der er fundet spor af på Villa Bavieras 16.000 hektar jord.

Selv om myndighederne med jævne mellemrum forsøger at finde massegravene.

- Der er stadig folk i kolonien, der ved, hvor de massegrave ligger, men de fortæller ikke noget. Der er i den grad stadig censur i kolonien, siger Estephan Wagner.

Paul Schäfer flygtede til Argentina i 1997 og blev udleveret til Chile i 2005. Her ses han efter en afhøring i Santiago de Chile kort efter udleveringen. Paul Schäfer døde i fængslet i 2010, 88 år gammel. (Foto: RODRIGO GARRIDO)

Stadig støtte til Pinochet og Schäfer

Derfor er det ifølge Anne M. Sørensen imponerende, at Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner overhovedet har fået beboerne i tale.

For de forsøger tilsyneladende at holde det løfte, der blev givet på den såkaldte tilgivelsesceremoni ved at leve videre, som om intet var hændt.

- Det hele ligner sig selv, som det gjorde dengang, Paul Schäfer var der, og ledelsen har lavet en turisttur, hvor de sørger for, at man ikke kommer i kontakt med andre end guiden og ham, der står i baren. Så fortæller de lidt af historien, uden at fortælle hvor grum den egentlig er, siger Anne M. Sørensen.

Jürgen er turistguide i Villa Baviera og viser blandt andet turisterne ned i den tidligere torturkælder, hvor der er lavet spaområde. (© FINAL CUT FOR REAL)

'Undertrykkelsens sang' bliver også vist i Chile. I første omgang på et par filmfestivaler og derefter formentlig i biografen, fortæller Estephan Wagner.

Og så har han og Marianne Hougen-Moraga har været i Villa Baviera for at vise filmen for beboerne.

- Vi lovede, at de kunne se filmen, inden den blev vist andre steder, og det er en af de vildeste visninger i vores liv. Når man fortrænger så meget, som de har gjort, og så pludselig ser det i en film, så er det meget stærkt. Det er voldsomt at se så meget smerte i øjnene, siger Estephan Wagner.

Hvis verden ikke havde været ramt af Covid-19, skulle de to dokumentarister havde været i Chile for at promovere filmen.

I stedet må de blive hjemme og håbe på, at 'Understrykkelsens sang' kan være med til at skabe en forsoningsproces og en mere nuanceret dialog om, hvad der skal ske med kolonien, for holdningerne til den er ifølge Estephan Wagner stadig meget polariserede.

- Det er ikke længere sexet at sige, at man kan lide Pinochet, og alle er imod de seksuelle overgreb, Paul Schäfer stod bag, men den yderste højrefløj er stadig ekstremt stærk i Chile, og Schäfer og Pinochet har stadig politiske tilhængere.

Eller som Anne M. Simonsen formulerer det i forhold til den del, der drejer sig om at få afdækket, præcist hvad der skete i Colonia Dignidad.

- Jeg tror stadig, der er stadig folk, som har interesse i, at de detaljer ikke kommer ud.

Facebook
Twitter