Rusland finder stadig dræbte efter 2. verdenskrig: Har gravet 120.000 lig op

På slagmarken i Rusland finder et oprydningshold stadig lig fra krigen.

Det kan godt være, at Anden Verdenskrig sluttede i 1945, men der er stadig ikke ryddet op efter grusomhederne.

I hvert fald ikke på Østfrontens slagmarker i Rusland, hvor Nazi-Tyskland og Sovjetunionens røde hær i flere måneder i starten af 1942 kæmpede mod hinanden i nærheden af byen Demjansk.

Her ligger der stadig løse genstande som vragdele, hjelme og rester af miner i det høje græs.

Det står klart, da historiker og tv-vært Cecilie Nielsen i programmet ’Rejsen til slagmarken’ besøger Østfronten sammen med en flok russiske mænd fra eftersøgningsorganisationen Dolina, der rydder op efter krigen.

- Jeg glædede mig helt vildt til at se Østfronten. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var så vildt. For det første er skovene i Rusland kæmpe store og der er ikke rigtigt nogle veje, man kan køre på derud, og for det andet lå der jo rester fra krigen overalt, siger hun.

Allerede da tv-holdet og det russiske team hopper ud af bæltekøretøjet, falder de nærmest over en flak-granat.

- I Normandiet skal man grave efter det, men på Østfronten vælter man bogstavliget talt over resterne fra krigen. Det kan godt være, at der har været fred i 70 år, men krigen er ikke slut, for der er ikke ryddet op endnu. I Vesteuropa er der ryddet meget mere op, siger Cecilie Nielsen.

Flere hundredetusinde lig i skovbunden

Men lige under skovbunden og de løse genstande gemmer sig endnu flere makabre fund.

Her ligger der nemlig flere hundredetusinde lig, og det er særligt dem, som det russiske hold fra Dolina og et tilsvarende tysk hold har brugt mange år på at grave op.

På den russiske side af området har man de seneste 30 år fundet 120.000 soldater og officerer fra Den Røde Hær, og heraf er bare de 20.000 af dem identificeret, fortæller Igor Neofitov, leder af Dolina:

- I dag går vi på jord, hvor der ligger soldater, der faldt i kamp. Bare 10 centimeter under skovbunden venter disse menneskeskæbner på, at deres familier får vished, siger Igor Neofitov.

Cecilie Nielsen foran det bæltekøretøj, som man har brug for, hvis man skal ud til slagmarken på Østfronten, hvor voldsomme kampe fandt sted i 1942. (© dr)

Så hans russiske oprydningshold arbejder flittigt – og forsigtigt – på at få så mange som muligt identificeret.

- Vi ser sådan på det, at hver eneste lille knogle skal behandles som var det et levende menneske. Man skal have respekt for det.

For Cecilie Nielsen har det været en øjenåbner at besøge slagmarken.

- Det har givet mig et meget klart billede af, at Østfronten var et meget vildt sted, og man så virkelig tydeligt, at der ikke var ryddet op endnu. Jeg vidste slet ikke, at det var så massivt, siger hun og tilføjer:

- Grundlæggende er det sådan med historie, at man kan godt læse, at tingene er voldsomme. Man ser et tal, og så kan man godt se, at det er godt nok mange mennesker. Men når man står der og ser hjelme og skosåler på jorden, så ser man krigen meget mere klart.

Du kan se Cecilie Nielsens tur ud til slagmarken sammen med oprydningsholdet Dolina i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter