Sådan mistede uheldig dansk opdagelsesrejsende 61 mand og et skib

I 1620 troede søfareren Jens Munk, at han skulle dø sammen med sin besætning på sit skib i Hudson Bugten. Men mod alle odds nåede han hjem til Danmark, og ekspeditionen er i dag kendt som en af danmarkshistoriens mest barske.

Sammen med sin besætning drog den danske opdagelsesrejsende Jens Munk i 1619-20 over Atlanten i sin søgen efter en ny sørute til Asien. Helt som planlagt gik rejsen dog ikke. (Foto: (Grafik) Morten Fogde Christensen © dr)

”Hermed alverden godnat, og min sjæl i Guds hånd.”

Jens Munk skriver de sidste ord i sit afskedsbrev i 1620. Han er sulten, syg og fanget på sit skib i Hudson Bugten i den nordlige del af det, som i dag er Canada.

Han er kravlet ud på dækket, da kahytten flyder med ligene af hans kammerater.

Kun tre af i alt 64 besætningsmedlemmer er stadig i live. Resten er døde af skørbug. De få, der er tilbage, er alle på dødens rand af sygdommen.

Jens Munk er sikker på, at det er ude med ham.

Jens Munk og hans besætning var i jagten på Nordvestpassagen sejlet ind i den store Hudson Bugt, som er markeret med en rød stjerne på det nutidige kort over USA og Canada. (© creative commons)

Historien om hvordan Jens Munk (1579-1628) er havnet i denne kattepine, og hvordan han alligevel får kæmpet sig hjem over Nordatlanten, kan du høre i første afsnit af DR’s podcast-serie ’På Kanten af Verden’, der udkommer i dag.

Ved hjælp af den sparsomme viden, der er om Jens Munk, er DR Podcast fulgt i kølvandet på den danske opdagelsesrejsende, og har genoplivet hans rejse og bestræbelser på at finde Nordvestpassagen: en rute nord om det nordamerikanske kontinent til det fjerne østen.

Fandt man denne rute, ville de europæiske lande ikke længere behøve at rejse den lange vej rundt om Afrika for at handle med Østen.

Jens Munks rejse er mest af alt imponerende på grund af de umenneskelige strabadser, som han og hans besætning var ude i, og fordi det lykkedes de få overlevende at komme tilbage over Nordatlanten.

Jens Munk har selv tegnet dette simple kort over Hudson Bugten. Syd er mod den øverste del af kortet, og i nederste venstre hjørne ses den sydlige spids af Grønland. Munk har navngivet bugten 'Mare Christian' i den danske konges ære. (Foto: Wyman Laliberte © creative commons)

Til sidst er kun tre mand i live, inklusiv Jens Munk.

- Det har altid imponeret mig, det må jeg sige. Som sportspræstation er det helt vanvittigt, siger Jakob Seerup, der er museumsinspektørNationalmuseet, og forklarer om de vanvittige forhold sømænd levede under dengang.

- De var jo våde til skindet og stod op, til de gik til køjs, og alt arbejde om bord på skibene var manuelt. Det har været sindssygt hårdt. De her mennesker har kendt til smerte og lidelse, som vi andre ikke kan forstå, siger han.

Kapløb om søvejen til Asien

Jens Munk og besætningen var sendt af sted af den danske kong Christian IV for at finde søvejen til Asien.

Det blev de, fordi Danmark deltog i et kapløb om at finde alternative og kortere søveje til de attraktive markeder.

Søvejene var på det tidspunkt den mest brugte måde at transportere gods og varer på, og derfor var det vigtigt at være de første til at finde nye ruter, forklarer Jakob Seerup.

- Hvis man absolut skulle finde en søvej nord om Nordamerika, så var det klart i dansk interesse, at det var en dansker, der fandt den, så man kunne sætte sig på attraktive støttepunkter og etablere havne og i sidste ende lukrere på den handel, der kunne komme af den vej, siger Jakob Seerup.

Og især Nordvestpassagen var vigtig for Danmark, forklarer Thorbjørn Thaarup, der er museumsinspektør på Museet for Søfart.

- Det nordatlantiske område var meget vigtigt for Danmark på grund af Færøerne, Island og Grønland og fiskeriet og hvalfangsten deroppe. Danmark ville derfor gerne finde Nordvestpassagen, af samme grund som alle andre, men også fordi det kunne styrke Danmarks position i Nordatlanten, forklarer han.

Kongen var glad for søfart

Jens Munk fik selv idéen til den farefulde færd, og Kong Christan IV tog imod tilbuddet.

For Jens Munk var det formentlig et spørgsmål om prestigen og æren i at være først med at finde en ny søvej til Asien, og det samme gjorde sig gældende for kongen.

1610’erne var et årti, hvor København voksede, og Christian IV spillede med musklerne ved at erklære svenskerne krig. Den ambitiøse konge gik også særdeles meget op i, hvad der foregik på verdenshavene.

- Christian IV var vores søfartskonge frem for nogen. Og han deltog selv i ekspeditioner til Nordlandene, så han havde været oppe omkring Nordkap. Det var ikke kun, fordi han syntes, at det var sjovt at sejle, det var et udtryk for hans ambition om at hævde sin magt, og i sidste ende var det hans mål at blive den ledende konge i Nordeuropa, forklarer Jakob Seerup.

Jens Munk drog ud på sin opdagelsesrejse på opfordring fra Kong Christian IV (1577-1648), som selv havde en stor interesse for søfart. Kongen ses her på et maleri af Pieter Isaacsz. (© creative commons)

Med de ambitioner har det måske været skuffende for den søfartsglade konge, hvad Jens Munk vendte hjem med.

Jens Munk tog afsted med 64 mænd og to skibe for at finde en vej gennem Nordvestpassagen. Han kom hjem med ét skib og to mand, og fandt ikke vejen gennem passagen.

Hverken Thorbjørn Thaarup eller Jakob Seerup mener, at der var historiske landvindinger at hente i Jens Munks togt, og fortællingen om ham lever mest videre på grund af ekspeditionens spektakulære karakter.

Vi ved ikke meget om, hvordan forsøget på at finde Nordvestpassagen blev betragtet i samtiden, men det var et mindre mirakel, at Jens Munk overlevede, og han beskriver i sin dagbog, hvordan de tre overlevende græd af glæde og takkede Gud, da de igen var sikkert hjemme.

Tidslinje: Jens Munks rejse

  • 9. maj 1619: De to skibe Enhjørningen og Lamprenen stævner ud fra København med kaptajnen Jens Munk og 64 besætningsmedlemmer ombord.

  • September 1619: Jens Munk og hans besætning når Churchill-flodens munding i Hudson Bugten. Her beslutter de sig for at overvintre.

  • November 1619: Første besætningsmedlem dør.

  • 16. februar 1620: Kun syv besætningsmedlemmer er stadig raske. Resten er syge eller døde.

  • 20. februar 1620: Jens Munk begynder at skrive dødstal i margenen af sin dagbog. 21 besætningsmedlemmer er nu døde.

  • 4. juni 1620: Fire mand er i live. Jens Munk mister troen på, at han kan overleve og skriver sit afskedsbrev.

  • 16. juli 1620: Jens Munk og de to eneste overlevende i besætningen stævner ud på Lamprenen med kurs mod Norge.

  • 21. september 1620: Lamprenen lægger til land ved Norges kyst. Norge var dengang under den danske krone.

Kilde: På Kanten af Verden

Facebook
Twitter