Serie genopliver vild epoke: Før Hitlers jerngreb var der fest og bar røv i Berlin

En kvinde med læderkasket pisker en underdanig slave i kælderen, mens dansegulvet ovenpå bølger af de svedende kroppe. I baren står en mand i rød kjole og makeup – og et eller andet sted i baggrunden er der helt sikkert nogen, der retter an til en bane kokain.

Du tænker måske, det er en scene fra nattelivet i en storby anno 2018 – men vi er faktisk i Berlin 1929. Hvis du troede, at tysk kultur dengang kun var bratwurst og brunkål, kan du godt tro om igen.

Som tv-serien ’Babylon Berlin’ viser, var det en boblende storby, der på mange måder var frækkere end politiet tillader – også i nutiden.

Den tyske serie følger den narkotika-afhængige, krigstraumatiserede kriminalkommisær Gereon Rath gennem et heftigt plot, der blander ren fiktion med virkelige begivenheder og miljøskildring fra 1929:

Berlins natteliv bruser og brøler med både dans, drags, homoseksuelle, stoffer og prostitution. Samtidig er der overtryk på de politiske kedler, hvor hele spektret af kommunister, socialdemokrater, nationalkonservative og nazister kæmpede om magten og om Tysklands fremtid.

Da jeg selv begyndte at se tv-serien for nylig, havde jeg i forvejen hørt om både ’Weimarrepublikken’ og om de brølende 20’ere. Og jeg er tit stødt på billeder, arkitektur, teater, film og musik fra tiden, der har givet genlyd helt frem til i dag.

Men hvis jeg selv hurtigt skulle opsummere tysk historie ud fra hukommelsen, kunne det godt være noget med, at de tyske soldater i 1918 vendte hjem fra mudrede skyttegrave som tabere fra 1. verdenskrig. Og så gik der nogle år, og så tog Hitler magten …

Og det er en skam, at man ofte overser årene mellem de to verdenskrige, mener kulturforskeren Torben Sangild. På Facebook har jeg set tre-fire opslag om 'Babylon Berlin' fra ham - så da jeg kontakter ham, har jeg regnet ud, at han også ser serien:

- Weimarrepublikken er enormt udskældt og blev allerede i sin samtid set som et mislykket forsøg på demokrati, siger han.

- Men der sker jo mange interessante ting. Det kan godt være, der var en masse problemer, som der jo er i nye demokratier, men man glemmer, at der var nogle kræfter, der forsøgte at skabe en moderne tysk stat.

Her er 4 kulturprodukter fra Weimarrepublikken, du stadig kan møde i dag:

Dans og dolkestød side om side

For at forstå, hvorfor en depraverende krig på ingen tid forvandler sig til en vild og dragende fest i Berlin, kan det hjælpe at kende til situationen i slutningen af 1. verdenskrig

Mens skyttegravskrigen stadig rasede, udbrød der revolution i det tyske kejserrige i oktober 1918. Det startede blandt nogle utilfredse søfolk, der ikke ville i kamp på Nordsøen, og spredte sig til hele riget. TIl sidst valgte kejseren at abdicere og flygte.

11. november 1918 blev våbenhvilen underskrevet og 1. verdenskrig afsluttet. Og faktisk begyndte festen i Tyskland med det samme, siger Adam Paulsen, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet:

- Så udbryder der simpelthen dansefeber i Berlin og Hamborg og de andre store byer. Nattelivet eksploderer i løbet af ingen tid, og så bliver der bare danset løs, siger han

- Det har været den der ventil. Låget røg af. Lettelsen over, at det endelig var slut, var så stor, at man måtte røre sig. Og det på trods af, at de fleste var totalt underernærede.

Imens fik den nye republik indsat en præsident, og politikerne brugte sommeren 1919 på at blive enige om en forfatning: Et demokratisk parlament, stemmeret til både kvinder og mænd, og temmelig meget personlig frihed til borgerne.

Men hvis øjeblikket føltes som en dans på roser, så var der stadig masser af torne: Økonomien lå i ruiner og borgerkrig og kupforsøg fortsatte rundt om i Tyskland, hvor både højre- og venstreorienterede fraktioner prøvede at vælte Weimarrepublikken omkuld helt frem til 1923.

Se billeder fra urolighederne her:

Det rimelig store kommunistparti gik efter, at proletariatet - arbejderne - skulle overtage al magt.

De nationalistiske, konservative kræfter ønskede til gengæld genindførelse af monarkiet og kritiserede den fredsaftale, Tyskland lige havde underskrevet med Versaillestraktaten. Selvom det faktisk var hæren og kejserrigets elite, der havde bedt de folkevalgte politikere om at overtage tøjlerne og forhandle en fred på plads.

- Det var skidesmart, for så kunne de tørre ansvaret for den tabte krig af på de folkevalgte. Så opstod dolkestødslegenden: At det var hjemmefronten og de folkevalgte, der havde dolket den succesrige hær i ryggen, siger Adam Paulsen.

Versaillestraktaten efter 1. verdenskrig betød blandt andet, at Tyskland skulle afgive store landområder, betale enorme summer i krigsskadeerstatning – og ikke måtte have en hær på mere end 100.000 mand. Ikke meget for en befolkning på 60 millioner …

- En stat er jo netop kendetegnet ved at have et magt- og voldsmonopol, der også omfatter en hær. Det kunne Tyskland ikke, så i den forstand havde Weimarrepublikken alt mod sig, siger Adam Paulsen.

Et liv på vulkaner og fri sex

Så Weimarrepublikken var faktisk vakkelvorn helt fra starten, med stærke kræfter der trak væk fra demokratiet i hver deres retning. Groft sagt ’et demokrati uden demokrater’, som det ofte bliver kaldt.

Da de tyske soldater vendte hjem fra 1. verdenskrig, stod de heller ikke på fast grund. De var taget afsted direkte fra skolebænk til skyttegrav, de havde ikke nået at stifte familie, og de var slet ikke færdige med at være unge endnu. Og så var de med Adam Paulsens ord blevet "radikaliserede":

- Det kan få alle mulige udtryk. Både politisk, men også mere eksistentielt og som eksempelvis en lyst til at beruse sig, siger han.

Det gav alt sammen en følelse i 1920’erne af at ”leve på vulkaner”, uden fremtid i sigte og uden en baggrund at knytte sig til:

- Øjeblikket kom til at betyde sindssygt meget. Glemslen, øjeblikket, den her følelse og fornemmelse af, at man virkelig skulle udnytte de få tidspunkter, der nu var, siger Adam Paulsen.

Se billeder af nattelivet i Berlin:

Weimartidens Berlin bød på hundredevis af barer og natklubber, hvor dansediller som foxtrot og charleston føg over gulvet. Backstage blev der øjensynligt taget mængder af kokain, der ikke stod tilbage for nogen snehvid alpetop.

Mange af stederne var forbeholdt lesbiske, bøsser, kvinder i herretøj eller mænd i dametøj, drags og det, der nu hedder transpersoner. Selvom det på papiret var ulovligt, var Berlin verdenskendt som utrolig tolerant på mange planer.

- Fri sex var ikke noget, der blev introduceret af 1960'ernes ungdomsoprør. Det blev praktiseret til overmål af 1920'ernes berlinske kulturelite, som historikeren Steffen Heiberg har udtrykt det i Politiken.

Den rastløse følelse satte sig også i kulturlivet, hvor billedkunstnere og forfattere forkastede traditionen og eksperimenterede på livet løs.

Ikke mindst det nye medie, filmen, udviklede sig i det, der pudsigt nok hedder Babelsberg-studierne udenfor Berlin.

Filmstudiet blomstrede allerede inden 1. verdenskrig, ikke mindst med danske Asta Nielsen som en stor stumfilmsstjerne. Men i Weimarrepublikken blev eksempelvis de senere ikoniske film 'Metropolis' (1927) og 'Der blaue Engel' (1930) til der blandt massevis af andre produktioner.

Selvom krig og kultur kan virke som enorme modsætninger, så mener også Torben Sangild, at netop den depraverede situation kan få kulturen til at blomstre:

- Det er ikke sådan, at krig sætter kulturen i stå, faktisk kan den sparke til nogle kritiske og eksperimenterende strømninger, som netop forsøger at reflektere, hvad det er, der foregår, forklarer Torben Sangild.

Max Hansen var søn af en dansk skuespillerinde, voksede op som plejebarn i Tyskland - og blev en stjerne i kabaret, musik og film i 1920'erne. Han flygtede til Danmark i 1933, efter at han i sangen 'War'n Sie schon mal in Mich verliebt' havde ladet Hitler omfavne en jøde. Hør den her:

Fiktionen bygger bro til fortiden

Det er måske en grov generalisering, jeg her er ved at tegne op.

For selvfølgelig var det slet ikke alle i Weimarrepublikken, der havde hverken råd eller lyst til at deltage i Berlins vilde natteliv. Selvfølgelig var der både mere traditionel musik og litteratur, almindelige billedkunst, traditionelle boligbyggerier og almindelige film.

Ligesom det langt fra var alle i 1968, der var hippier, eller alle, der hørte Spice Girls i 90’erne.

Men det er tendenser fra tiden. Og sådan nogle skarpvinklinger af den mere mudrede virkelighed foretager tv-serien ’Babylon Berlin’ også.

I serien er alle nattelivets fristelser samlet i klubben Moka Efti. Efter at jeg selv så de første afsnit, googlede jeg den og fandt flere artikler, der bekræfter, at det faktisk er navnet på en rigtig klub fra 1920’ernes Berlin.

Se et par eksempler på virkelighedens etablissementer i Berlin her:

Men hvor Moka Efti på tv er genskabt i lækkert, let bauhaus-design, så var den i virkeligheden præget af en noget tungere, polstret og pyntet indretning med blandt andet en tyrkisk salon. Og prostitution skulle man nok finde et andet sted i byen …

Sådan blandes historiske fakta og ren fiktion i ’Babylon Berlin’, så man kommer til at slå op på Wikipedia gang på gang, hvis man først vil have styr på trådene. Revolutionslederen Trostkijs flugt til Istanbul spindes sammen med opdigtet guld-smugling fra Sovjet, hvilket igen flettes sammen med virkelighedens ulovlige hær ’det sorte rigsværn’ og en stål-magnat ved navn Nyssen … tæt på virkelighedens Thyssen.

Musikken i serien er for det meste heller ikke original, men forsøger at bygge bro over 90 år til nutidens ører. Ligesom det storladne centrale showpiece, sangen ’Zu Asche, Zu Staub’, lystig blander dansere i bananskørt (slå lige Josephine Baker op!), Marlene Dietrichs drag-påklædning og et publikum så tætpakket, at det kunne have været en Roskilde-koncert.

- De lægger vægt på nogle ting, der taler ind i vores tid, siger Torben Sangild.

- Sådan noget med queer og leg med kønsroller og identiteter er noget, man godt kan lide nu. Måder at være til koncert på, hvor man blander dans med at være vendt mod performeren er også en nyere ting. Men den tager man ind, fordi det kan se fedt ud.

Et af de musikstykker fra Weimar-tiden, der faktisk bliver brugt i 'Babylon Berlin', er 'Die Moritat von Mackie Messer', eller slet og ret: 'Mackie Messer'. Den stammer fra Bertol Brecht og Kurt Weils 'Laser og Pjalter' (1928) og er siden gjort til et hit af blandt andre af Frank Sinatra og Ella Fitzgerald. Her er versionen med Bertol Brecht selv:

Syndens by forsvandt i Det Tredje Rige

‘Babylon Berlin’ foregår i 1929. Netop det år, hvor hele Weimarrepublikken for alvor begyndte at falde fra hinanden.

Et af seriens første afsnit foregår under nogle voldelige 1.maj-optøjer, hvor politiet dræber 30 demonstranter og sårer endnu flere, der er gået på gaden på trods af at politiet har nedlagt forbud mod demonstrationer.

Efter at jeg havde set afsnittet, slog jeg hændelsen op og fandt ud af, at den såkaldte ’Blutmai’ på sigt førte til en større splittelse på venstrefløjen, mellem kommunisterne og de regeringsbærende socialdemokrater.

Klik på billedhjulet for at se fotos fra virkelighedens 'Blutmai':

I efteråret 1929 fulgte det store børskrak, der gav depression og kæmpe arbejdsløshed. Det var med til at give stigende opbakning til de højrenationale kræfter, der hele tiden havde foragtet den demokratiske republik:

- De gyldne Weimarår er et meget, meget lille vindue. Det er snarere 4-5 år end de 13-14 år, som det på papiret varer, siger Adam Paulsen.

I sin dagbog kaldte Det Tredje Riges propagandaminister, nazisten Joseph Goebbels, på et tidspunkt Berlin for "syndens Babylon". En henvisning til Biblen, hvor det babylonske rige fremstilles som overmodigt og afgudsdyrkende.

Ved valget i 1928 havde nazisterne fået 2,6 procent af stemmerne. I 1930 fik de 18,3 procent og i 1933 43,9 procent.

Størstedelen af det lystige og frisindede Berlin blev lukket ned i årene efter Hitlers fulde magtovertagelse i august 1933.

... men mange af Weimartidens kunstnere emigrerede under naziregimet og tog tidens idéer med sig ud i verden. Flere tyske filmfolk var med til at forny Hollywood, og både lyd og look fra Weimarperioden har inspireret musikere og kunstnere helt op til nutiden. Herunder er tre eksempler, jeg selv er begejstret for: