Slagmarker populære: Krigens rædsler har altid været fascinerende

Man forstår, hvad krig handler om, når man ser de uendelige rækker af grave, lyder det fra historiker.

Soldaterne her må have været nervøse, da blev sejlet til lands ved Omaha Beach i Normandiet på D-dag den 6. juni 1944. På grund af D-dag er Normandiet i dag en af de mest populære rejsedestinationer for rejsebureauet Cultours, der arrangerer militærhistoriske rejser. (Foto: John Parrot/Stocktrek Images © Getty Images)

I år er det 100 år siden, at nogle af 1. verdenskrigs største og mest blodige slag blev udkæmpet.

I den forbindelse sender DR K i aften første del af dokumentarserien 'Rejser til Slagmarken' - og DR Historie ser her på Dr.dk tilbage på slagmarksturismens historie.

Normandiet og historien om D-dag er den mest populære destination for rejsebureauet Cultours, der arrangerer militærhistoriske rejser.

D-dag er den største landsætningsaktion nogensinde, og så kender stort set alle historien fra utallige film og bøger, fortæller bureauets direktør Torsten Granov.

Siden 1988 har han arrangeret ture til europæiske slagmarker fra 1. og 2. verdenskrig. Det er destinationer som Stalingrad, Normandiet og Belgiens frontlinjer. Og Ifølge Granov er der intet nyt i slagmarksturismen:

- Efter 1. Verdenskrig strømmede folk jo til slagmarkerne, og fra 1920’erne blev der sat plakater op i Frankrig om ture til Flandern og andre steder.

Tidligere endnu, fortæller han, valgfartede folk til Waterloo i Belgien for at se området for det store slag i 1815.

Tidligere valgfartede folk til Waterloo i Belgien for at se det sted, hvor Napoleon i 1815 kæmpede sit sidste slag. I dag er Normandiet, hvor D-dag fandt sted i 1944, særligt populært. Slaget ved Waterloo er her gengivet af den irske maler William Sadler II. (© Commons Wikimedia)

Den ukendte soldat er blevet symbolet på 1. verdenskrig

Det samme fortæller historiker Ning de Coninck-Smith, der forsker i franske soldatergrave i Danmark, og derfor har arbejdet med krigsgrave og slagmarker i Europa, ikke mindst dem fra 1. Verdenskrig.

En gammel, international aftale om gravfred sikrede, at de omkomne i krig blev begravet, hvor de faldt, og forblev i jorden for eftertiden. Det ændrede sig med 1. Verdenskrig, hvor soldaterne ofte faldt i ingenmandsland, og områderne bagefter blev pulveriseret af granatnedslag:

- Så røg kropsdelene jo til højre og venstre, siger hun og fortsætter:

- Det er derfor, de har benhuse, hvor knoglerne er samlet – og det er også derfor, at den ukendte soldat er blevet symbolet på 1. verdenskrig. I 1918 beslutter den franske stat, at der skal være gravfred. Så der udvikler sig en slagsmarksturisme, hvor bedemænd og lokale folk tjener gode penge på guidede ture for slægtninge, der vil finde deres afdøde. Jeg har set en film, der viste, hvordan der blev stillet interimistiske borde op, og alt der var fundet på slagmarken blev lagt frem. Så kunne man se om der lå noget fra ens kære.

Ning de Coninck-Smith forklarer, at den tids ture ofte havde et bestemt mål:

- Slagmarksturismen efter 1. verdenskrig havde en helt kontant karakter. Det handlede om, at familier ville have deres afdøde hjem, eller som alternativ finde hans grav.

Krig rummer både heltemod og svigt

Selv om der var gravfred, blev der lempet på reglerne, så mange afdøde kom hjem. I dag rejser de færreste danskere til de europæiske slagmarker på baggrund af en personlig erindring. De fleste rejser af nysgerrighed, siger Granov:

- Krig er jo ekstremt. Det drejer sig om liv og død. Der er masser af gode historier om folk, der har ydet en heltemodig indsats og andre, der totalt har svigtet. Så der er to planer i det her. Dels det høje plan om, hvorfor krigen begyndte, og hvordan den gik for sig, og så det, der handler om det praktiske. Det gælder for eksempel Ruslandsfelttoget. Når man fortæller, at halvdelen af de køretøjer, der kørte ind i Rusland den 22. juni 1941, var hestetrukne, bliver de fleste overraskede. Det er jo ikke det indtryk, man får af tyske film fra krigen.

Som rejseleder oplever han, at turene giver de rejsende stof til eftertanke:

- Når vores ture er rimeligt populære, tror jeg, det handler om den stemning, der opstår om aftenen, når folk sidder og taler om et fælles emne. Efter en tur, der fortæller om 1. Verdenskrigs forfærdelige krigsførelse, kan folk ikke lade være med at spekulere på deres eget liv, hvor man ikke har den slags erfaringer. Det giver en fornemmelse af, hvordan det er at være i krig og hele det system, som krig er.

Efter 1. verdenskrig rejste mange mennesker til slagmarkerne, for at se, om de kunne finde nyt om deres kære. Her ses en britisk soldat i en skyttegrav under slaget ved Somme i juli 1916 i Frankrig. (© Commons Wikimedia)

Krig skal ikke være underholdning

Garnov overvejer nøje, hvilke seværdigheder, der har kvalitet til at indgå i en tur. Nogle militære turistmål er nemlig mere underholdning end god historieformidling.

Han fortæller om Cu Chi-tunnelerne udenfor Ho Chi Minh i Vietnam, hvor de underjordiske gange af hensyn til turisterne er gjort større end de var under Vietnamkrigen:

- Jeg synes jo også, det er lidt specielt, at man dér kan få lov til at skyde med kalashnikov og rigtig ammunition et sted, hvor tusindvis af mennesker er døde, siger rejselederen og tilføjer:

- Der er nogle museer, som vi ikke ønsker at bruge. De er for kommercielle og har lavet krig om til underholdning.

Ning de Coninck-Smith mener ikke, at slagmarksturisme forherliger eller forfladiger krig. Selv har hun lige været i Bayeux, og udover det berømte tapet, der viser slaget ved Hastings i 1066, lever byen af sine slagmarker fra 2. Verdenskrig.

- Det er byens 'raison d’être' (eksistensgrund, red), og jeg kan slet ikke se, at der er noget problem i det. Når man ser på de uendelige rækker af grave, bliver man virkelig klar over, hvad krig handler om. Det er stærkt bevægende. Det handler om mennesker og familier og tab af liv. Jeg ville blive forarget, hvis vi ikke tog ud for at se disse steder og fik fortalt historierne om, hvad der skete.

Facebook
Twitter