50 ÅR MED DR'S BØRNE-TV

Stoffer, forførelse og fake news: B&U’s første ungdomsprogram rykkede grænserne

Der blev gået lige til, men også over grænsen, da B&U begyndte at lave programmer til unge.

Forestil dig, at du sidder foran et tv i slutningen 1960'erne. På den sort/hvide skærm dukker en sød, ung kvinde frem som så mange gange før i bedste sendetid.

Hun sidder bag et kateder over for en flok folkeskoleelver. Men i stedet for at synge, eller lære børnene en sommervise, læser hun op af en bog - 'Den lille røde bog for skoleelever'.

- Hvis en elev på 14 år forfører en lærer, går i seng med ham, og der er vidner på det, bliver læreren fjernet med det samme. Hvis I bruger den sidste metode, må I være klar over, at den lærer aldrig nogensinde kommer til at undervise igen, han er færdig som lærer, læser Nele Rue op for den måbende klasse.

Her ses Nele Rue, mens hun læser op for klassen. (© dr)

Uddraget stammer fra ungdomsprogrammet 'Peberkværnen' fra 1968, som allerede fra første udsendelse gav chefen for Danmarks Radios helt nye Børne- og Ungdomsafdeling, Mogens Vemmer, sved på panden.

- Formålet med 'Peberkværnen' var at vise den voksne del af befolkningen, at her kom der altså en ny generation, som havde meninger og meningers mod, og de elskede at lave tv, fortæller Mogens Vemmer, der var chef for B&U i 32 år fra begyndelsen i 1968 til 2000.

Og meninger, det havde de. Det var langt fra den eneste gang, at 'Peberkværnen' lagde DR's klagetelefon ned.

Fake news i 1960'erne

'Peberkværnen' blev ikke bare sendt i tv, men også radio, og programmet var et af de første samarbejder mellem de to platforme i DR.

På Radiofronten ville man ikke stå tilbage for tv-folkene, så man fik den idé, at man ville omredigere DR's flagskib - Radioavisen.

Det satiriske indslag kom til at handle om en socialistisk magtovertagelse af et brændende København.

Peberkværnen var et af de første programmer i DR, der både blev sendt i radio og tv. (© dr)

Kritikken haglede ned over B&U og Mogens Vemmer. Flere lyttere, der havde oplevet Anden Verdenskrig, var simpelthen ved at få hjerteanfald, mente daværende radiochef Niels Grunnet.

Når Mogens Vemmer tænker tilbage på de mange klager og kritikken, som han skulle svare på dag efter dag i Radiorådet, afviser han ikke, at man gik over grænsen nogle gange.

- Meget af kritikken var berettiget, men det er meget svært at lave en ny grænse for, hvad man må sige som ung, og hvad man må sige som voksen. Det skal være gennemtænkt, og det var det ikke altid, siger Mogens Vemmer, der i dag er 83 år.

Det endte med, at der blev lavet forbud mod at redigere i nyhedsudsendelser både i radio og tv - et forbud, der holdt helt til 1990'erne.

Købte stoffer i bedste sendetid

B&U var hjemsted for nogle af landet største talenter. Store navne som Jesper Klein og Jacob Ludvigsen slog sine folder i afdelingen, hvor de lavede små indslag om både sjove og alvorlige emner.

Et af de mere alvorlige emner var stoffer, som 'Peberkværnen' satte fokus på i temaet 'Status narkotika'. Her havde man allieret sig med nogle af Danmarks specialister inden for området.

Men som så mange gange før, ville man ikke blot fortælle om problemet - man ville også vise og dokumentere problemet.

Derfor blev Lasse Jensen, som senere blev chef for TV-Avisen, sendt på gaden med et par hundrede kroner under tv-udsendelsen for at købe heroin. 25 minutter senere, da radio-udsendelsen havde taget over, stod han i studiet med heste- eller veterinærheroin.

Klagetelefonen blev kimet ned, og landets politikere stod i kø for at give Mogens Vemmer en næse og en fyreseddel. Mogens Vemmer holder fast i, at det var et vigtigt greb.

- Vores historie dengang var: Lad være med at tro, at andre beskytter de unge mod fristelserne, for i løbet af en halv time kan man få fat i heroin, siger han.

Alle problemerne værd

Her 50 år efter, fortryder Mogens Vemmer langt fra, at 'Peberkværnen' blev sendt i bedste sendetid i over et år.

Også selvom at det kunne have kostet ham jobbet, som han nærmest lige havde fået.

- Jeg synes, det var det hele værd, for det viste befolkningen, at der var en ny generation, der var levende og havde deres problemer, men som samtidig havde en idé til at løse problemerne. Det var en succes, som jeg er stolt af, siger Mogens Vemmer.

I videoen øverst i artiklen kan du blive klogere på 1960'erne og høre Mogens Vemmer fortælle om 'Peberkværnen'.

Facebook
Twitter