Ung dansk soldat: Derfor rammer de her 5 uddrag fra 100 år gammel soldaterdagbog mig lige i maven

Emils oplevelser i Afghanistan kommer helt op til overfladen, når han læser beskrivelserne fra Første Verdenskrig.

For 100 år siden kæmpede Kresten Andresen i Første Verdenskrig, og i 2012 kæmpede Emil Mosekjær i Afghanistan.

De to unge mænd var soldater i forskellige århundreder og under helt forskellige omstændigheder. Alligevel bringer det mange minder frem, når Emil læser Krestens 100 år gamle dagbøger og breve fra krigen.

Her er fem fascinerende - og frygtelige - beskrivelser af, hvordan det var for Kresten at være i krig - udvalgt af Emil Arenholt Mosekjær.

1

Om ikke at føle sig som et menneske

(Foto: Mathis Birkeholm Duus © dr)

Uddrag fra Kresten Andresens dagbog fra fronten den 28. september 1914:

”Så, nu er timen slået. Længe har man gået i angst og spænding. I nat er der kommet befaling til, at 1.700 mand skal afsted – og jeg er en af dem. Vi kan komme afsted i morgen, om to dage, tre dage.”

”Man er døvet for alt, så man koldblodigt drager i krigen uden tårer og uden gru – og dog ved vi alle som en, at vi drager ud i det rene helvede. Men i en stram uniform slår hjertet ikke som det vil. Man er ikke sig selv. Knap nok menneske mere. Højest en funktionerende automat, der gør alt uden videre eftertanke. Åh herregud, om man dog måtte blive menneske igen”

Emil Mosekjær:

Jeg har valgt det her uddrag, fordi det er helt fantastisk godt skrevet. Men også fordi jeg godt kan genkende det dér med, at ’hjertet ikke slår, som det vil i en stram uniform’.

Det handler jo om, at det ikke er meningen, at man som soldat skal være et menneske lige som alle andre. Du skal kunne befinde dig i en situation, hvor menneskelighed ikke er et plus. Det, der derimod er et plus, er at være god til at få slået fjenden ihjel, før han slår dig ihjel.

Når man får uniformen på, ophører man et eller andet sted med at være menneske som alle andre. Så er du netop en uniform, og der ’slår hjertet ikke, som det vil’, fordi din menneskelighed træder i baggrunden, og du bliver en del af en masse, som skal udføre en opgave ’som en funktionerende automat’.

Der er jo selvfølgelig forskel på dengang og i dag. I Første Verdenskrigs skyttegravskrige var man jo i højere grad kanonføde, hvor der i det danske forsvar i dag er en større opfattelse af, at man har værdi som individ. Hvis du for eksempel bliver såret, bliver himmel og hav jo sat i bevægelse for at få dig

evakueret
.

Men det er stadig ikke dine ønsker og behov, der er i forgrunden – det er opgaven og enheden.

2

Om solskin, kanontorden og krigen som hverdag

(Foto: Mathis Birkeholm Duus © dr)

Uddrag af Krestens brev til familien, fredag 27. november 1914:

”Kære forældre og allesammen. Nu er jeg ankommet i betænkelig nærhed af det slemme hjørne.”

”I morgen går det måske løs. Måske i aften allerede. Jeg er så mærkværdigt rolig ved det hele, og I behøver jo ikke være mere bekymrede end mig.

”Det er et aldeles henrivende vejr. Det er så mildt, så mildt og solen stråler fra en klar blå himmel. (…) Der er en underlig fred, som slet ikke stemmer sammen med kanontordenen.”

Emil Mosekjær:

Han beskriver her jo enormt godt den kontrast, der kan være mellem det smukke og det uskønne i en krig.

Selv ved fronten synger fuglene en gang imellem.

Jeg synes jo sådan set, at Afghanistan var et rigtigt smukt land. Det tænkte jeg tit, når vi var ude at gå patruljer, eller når jeg stod i et eller andet vagttårn, hvor der var tid til at filosofere lidt.

Det er nok også meget menneskeligt, at man midt i alt det ubehagelige forsøger at hæfte sig ved det, der er rart.

Samtidig lyder det også, som om krigen og kanonernes torden er ved at blive hverdag for ham. Sådan var det også for os.

Når man i starten hørte de britiske 105’ere skyde granater af midt om natten, så fór man jo ud af sengen, men efterhånden sov man jo bare videre igennem det. På samme måde reagerede man efterhånden jo nærmest ikke mere, når man hørte en kamphelikopter skyde Hellfire

missiler
afsted mod et eller andet.

Selv det at slå ihjel, kan for nogle soldater også blive hverdag.

Derhjemme er det jo ulovligt, men nu er det pludseligt ikke bare lovligt – det er også en opgave, man skal udføre.

For at kunne udføre den opgave skal man et eller andet sted ophøre med at være menneske og tage de værdier, man er opfostret med og lægge låg på dem – som for eksempel, at man selvfølgelig ikke må slå folk ihjel.

Og det er virkelig, når de her ting bliver hverdag, og de ikke rører en mere, at man skal passe på, at ens menneskelighed ikke tager varig skade.

Jeg ved ikke, om jeg selv har slået nogen ihjel. Jeg ved bare, at jeg har affyret mit gevær mod nogen der lå langt væk. Måden, jeg bearbejder det på, og måden, jeg argumenterer for, at det var okay at gøre, er med det argument, at – og det kan måske næsten lyde barnligt – men: Det var dem, der startede.

De begyndte at skyde på os, og så skød vi igen. Så hvis jeg har ramt nogen, så er det dem, der har taget en beslutning om at tage et gevær op og trykke på aftrækkeren.

Jeg skrev også selv til mine forældre og dem derhjemme. Men det var ikke dér, jeg gik dybest ned. De grummere ting gemte jeg til min egen dagbog.

Jeg forsøgte med vilje at skåne min familie lidt for de lidt værre ting. De var bekymrede nok i forvejen. Jeg tror ikke, at min mor sov særligt godt i det halve år. Eller det ved jeg, at hun ikke gjorde.

Hvis vi havde været i ildkamp, beskrev jeg det meget konstaterende og uden detaljer. Det var ikke der, hvor jeg gik ned i, hvor overvældende det faktisk er, når et andet menneske forsøger at slå dig ihjel.

3

Om at være på en slagmark

(Foto: Mathis Birkeholm Duus © dr)

Uddrag fra Krestens brev til familien 16. januar 1915:

”Kære forældre. Førend jeg begynder at skrive dette brev, vil jeg sige, at jeg er ved helt skind og sind. Disse sidste fem døgn har været sådanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større slag ved Soissons. Over halvdelen af vores bataljon er væk…”

”Det var den såkaldte Zuavelund eller heksekeddel, som skulle stormes. Den lå på højderne nord for Soissons, og regiment efter regiment havde stormet uden held. (…) Ligene fra disse kampe lå endnu omkring i mængde...”

”Oppe fra et bakkedrag i venstre stod et batteri og gav os det skæreste flankefyr. De sprang i hundredvis omkring os, og vi lå på knæene tæt pakkede nede i bunden af graven. Det varede heller ikke længe, så begyndte de sårede at slæbe sig henover os til forbindingspladsen. Undertiden kom der en hel strøm af dem – og værre og værre blev det. En granatsplit suste lige forbi mit øre og huggede ned mellem mine fingre. Og sådan blev det ved fra om morgenen kl. syv til klokken fem om eftermiddagen, og til tider var det sådan, at der kom en to tre granater i sekundet.”

”Da pludseligt lød kommandoen ’Første kompagni. Auf. March, march!’ Og så gik det løs med bajonetter – hen over de døde, der endnu lå der siden sidst - ned i de dybe granatgrave, og op igen og fremad, fremad.”

”Åh, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

Emil Mosekjær:

Jeg tror, at det for ham har føltes, som om tiden i det her slag er gået ekstremt hurtigt. Det kan jeg godt genkende.

Tiden er noget underligt noget, når man er i kamp. Adrenalinen pumper og for nogle får det tiden til at gå i slowmotion, mens den for andre bare flyver afsted – og pludseligt er der gået en hel dag.

Til tider kan det næsten føle,s som om man er passager i sin egen krop.

Uddraget tydeliggør også, hvor forskellig hans krig var fra min.

For det første var det her jo slet ikke hans krig. Han var jo tvangsindkaldt til at kæmpe i en krig, som på ingen måde var hans, fordi han jo var dansk af sind.

Det er utroligt, at han har været i stand til at udholde det.

Der er også rent praktisk stor forskel, for eksempel når han skriver det her med, at ’regiment efter regiment stormer frem’. Et regiment kan altså snildt indeholde 1.000 soldater - så er det jo også meget tydeligt, at han er en meget lille brik i et meget stort spil.

Det er jo slet ikke sådan, man fører krig i dag.

Rent strategisk er der også stor forskel. For eksempel bruges bajonetter jo ikke rigtigt mere. Den eneste gang, jeg har hørt om det, var for 10 år siden, hvor en britisk enhed blev så presset, at ordren blev givet til at påsætte bajonetter og storme frem. Det lykkedes dem vist også at jage fjenden væk. Men det er en enorm sjældenhed i dag.

Når det er sagt, er krig på mange måder alligevel en historieløs ting. Selvom der er 100 års forskel, gennemgår soldater stadig nogle ting, der er de samme.

4

Om at blive beskudt

(Foto: Mathis Birkeholm Duus © dr)

Uddrag af Krestens brev til familien 5. august 1916:

”Den tredje dags aften hen ved klokken halv elleve kom der pludseligt som et rasende brøl fra tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster. Jord og sten og kvalm og krudtrøg hylder det hele i røg. Og dækninger har vi ikke. Vi sidder presset ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørene og ens oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv.”

”… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på en, når den svære haubitzer kommer susende. Tænk, der var 38cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe hele besindelsen ved det.”

Emil Mosekjær:

Dén dér følelse, når man er under beskydning, kan jeg virkelig godt genkende. Han sidder presset ind mod væggen med hjelmen ned om ørerne, og forsøger at gøre sig selv så lille som muligt.

En dag i Afghanistan skulle vi ned og undersøge nogle

compounds
, som var under mistanke for at blive brugt som en slags fabrik til at bygge vejsidebomber. Pludseligt kom vi under beskydning.

Da de skød på os, sigtede de direkte på mig og på ham ved siden af mig.

Det første man hører, er overlydsknaldene fra kuglerne over ens hoved. Kuglerne bryder lydmuren, og derfor kommer der et knald. Først derefter hører man selve skuddet fra geværet.

Derefter tager kroppen over, og man smider sig ned på jorden – og man forsøger at få overblik. Hvis man har mulighed for det, så skyder man igen. Alt omkring dig ophører med at eksistere. Du får tunnelsyn. Der er kun dig, dit gevær, og den derude, som du forsøger at ramme.

Jeg kunne mærke kuglerne slå ned i jorden lige omkring mig. Det var et spørgsmål om centimeter, om jeg blev ramt – og min krop sagde bare til mig, at jeg skulle ned. Jeg havde nærmest lyst til at komme ned under jorden. Sådan tror jeg også, at han havde det.

På et tidspunkt vender verden så tilbage igen, da nogen råber ’hold inde’, og vi stopper med at skyde.

Der vidste vi, at nogen ovre på den anden side var blevet ramt. Vi havde god ildstøtte i form af kampvogne oppe på bakkedragene bag os. Jeg ved også, at vores finskytte fik ram på et par stykker.

5

Om det gode i et menneske

(Foto: Mathis Birkeholm Duus © dr)

Uddrag fra Krestens brev til familien 18. december 1915:

”Det går de fleste sådan, at de taber troen på det gode i disse frygtelige tider.”

”…jeg tror på de evige værdiers beståen, selvom de kan mørkes til tider. Det gode i et menneske trækker sig tilbage og forkapsler sig, når det med sine sarte følehorn frastødes af den rå virkelighed – ligesom naturen går i dvale om vinteren. Derfor er det gode der lige fuldt, og det lister sig frem, når der efter stormen kommer blikstille og solskin. Et menneske kan blive så råt og så forhærdet det vil i disse krigstider. De gode minder ligger som en skat på bunden af dets sjæl, og hverken rust eller møl kan fortære dem. Men en skønne dag kommer de frem, og da har de større magt end før.”

Emil Mosekjær:

Det er fabelagtigt, hvordan han på meget få ord kan opsummere en masse ting, som jeg er meget enig i.

Det er vigtigt, at krigen ikke frarøver os vores menneskelighed totalt. Det kan godt være, at det er noget vi som soldater skal lægge låg på for at overleve, men det er også vigtigt, at vi ikke sletter den fuldstændigt, så vi ender med at være monstre uden menneskelighed, som er i stand til hvad som helst – både i krigen, og når vi kommer hjem igen.

Jeg kan godt forstå, hvorfor mange af dem, der deltog i Første Verdenskrig blev pacifister bagefter. De havde oplevet noget, der var så meningsløst og ubehageligt. Det var jo et industrielt slagteri.

Som dansk Afghanistan-veteran, når man kigger tilbage på det, så er der nok mange af os, der efterhånden er kommet frem til, at det her nok var en spildt krig. Men det var noget, vi havde svært ved at indse undervejs, og måske også i årene efter.

Men jo mere den er kommet på afstand, jo mere klart er det blevet for os, at den måske aldrig skulle have fundet sted, og at den blev ført på den helt forkerte måde. Det kan man se, at der er flere og flere danske veteraner, der udtaler sig om offentligt.

Når jeg kigger på historien, er der tilfælde, hvor krig har været nødvendigt. For eksempel Anden Verdenskrig, hvor det var jo nødvendigt at bekæmpe en endnu større ondskab: nazismen.

Jeg tror, jeg har en meget pragmatisk tilgang til det: Krig er noget, vi skal forsøge at undgå, men det betyder ikke, at Danmark aldrig skal gå i krig igen.

Men vi skal satanedme gøre det på et ordentligt grundlag. Vi skal tænke os om, og vi skal have en plan klar til at tage os af soldaterne, når de komme hjem igen.

Du kan få mere at vide om Kresten Andresens liv i podcasten 'Den forsvundne soldat', hvor Emil Mosekjær også medvirker. Du kan også læse 'Krestens breve og dagbøger: En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig' af Claus Bundgaard Christensen.

Facebook
Twitter