Ung skuespiller giver liv til gamle stykker

Hun har spillet Moliére, Shakespeare og Ibsen. Den talentfulde skuespiller Johanne Louise Schmidt har været omkring mange af de historiske dramatikere, der stadig kan være moderne.

Skuespiller Johanne Louise Schmidt modtog sidste år Kronprinsparrets Stjernedryspris. (Foto: Bjarne B Hermansen)

Af Dorthe Chakravarty

I 2009 debuterede Johanne Louise Schmidt i forestillingen Libertineren, der foregår i 1700-tallets Frankrig og kræver store kjoler og højt opsat hår, der matcher oplysningstidens mode.

Siden har hun på teatret taget favntag med Shakespeare, Ibsen og Molière, hvis stykke Fruentimmerskolen krævede, at hun og medspillerne fremsagde dialogerne på alexandriner-vers.

Anmelderne og publikum har været vilde med hendes præstationer, og i 2014 modtog hun Kronprinsparrets Stjerndryspris.

Talent har hun masser af, men hvordan kan det være at hun i løbet af sin unge karriere har spillet så mange historiske stykker?

Mest af alt beror det på en tilfældighed, fortæller skuespilleren, der netop er dumpet ned i sin lejlighed efter en flyvetur fra Aalborg.

Hun lyder ikke spor stresset efter turen, tværtimod er hun fuldt tilstedeværende i telefonen, da hun forklarer, at hun altid har søgt – og altid vil søge – efter at være alsidig, og derfor har spillet både Molière og ny dansk dramatik:

- Jeg synes jeg er en alsidig skuespiller, der kan gå ind og angriber et stof, så jeg kommer til at eje det på min egen måde og som et moderne menneske, der er i starten af 30’erne. Og så har jeg en stor forkærlighed for de store komplekse fortællinger og historier, og det er jo ikke uden grund, at Shakespeare stadig er så brugt, som han er. Eller Ibsens Hedda Gabler, som jeg også har spillet. Det er simpelthen så godt skrevet. Og man kan putte en nutid ind i det.

Ville lære Hedda Gabler at kende

Selv om de historiske dramatikere og deres stykker måske ikke ligner nutiden fuldstændigt i form eller indhold, så har de nogle grundlæggende bestanddele, der er relevante i dag.

Den gifte kvinde, Hedda Gablers følelse af indespærring i 1800-tallets patriarkalske samfund ligner måske ikke vores tid, men for Johanne Louise Schmidt gælder det om at finde frem til det genkendelige i den gamle historie, for som hun siger:

- for at kunne skabe noget nyt, skal man kende det gamle, og fortsætter med at forklare:

- Da jeg læste stykket Hedda Gabler fik jeg en dyb attraktion efter at lære det her menneske at kende. Det spændende ved mennesket er jo, at vi aldrig bliver klogere! Hver periode – også i dag – har sit eget regelsæt, om hvordan du skal være og leve. Hedda er gået imod sine reelle lyster og reelle drive om, hvordan hun gerne vil leve sit liv.

- Derfor har hun stille og sikkert trængt sig selv op i en krog og skabt et fængsel for sig selv, og det får fatale konsekvenser. Det interessante ved Hedda-figuren er, at hun på samme tid er så arketypisk destruktiv og samtidig så naivt håbefuld. Og jeg kan genkende mig selv i de mekanismer. Derfor behøvede jeg ikke at presse en forståelse og retfærdiggørelse ned over karakteren, selvom jeg lever i en anden tid. Stykket mødte mig i forhold til, hvordan man som menneske skal tilegne sig den verden, man er omgivet af.

Selv om hun som skuespiller har gjort sig i store kjoler og fremsagt dialoger på vers, så bliver hun lidt eftertænksom, da hun skal svare på, om hun bedst kan lide de moderne opsætninger af gamle stykker eller dem, hvor stykkets samtid fremgår af scenografi og kostumer: ”Det er et godt spørgsmål”, siger hun og fylder telefonen med en tænkepause efterfulgt af et hurtigt bud:

- Jeg har jo prøvet begge dele, men rent intuitivt vil jeg sige, at jeg bedst kan lide at stå i en moderne fortolkning, fordi der på en eller anden måde er nogen helt åbenlyse genkendelsesfaktorer både for mig og for publikum.

De græske dramaer er vanvittige

På den anden side mener hun også, det har en frihed at sætte det hele i spil i fortidige rammer, for det gør, at det, der i stykket er genkendeligt og relevant i dag, kan forstørres op og gøres endnu tydeligere.

Fortælleformen bliver bare noget andet. Generelt kan hun godt lide den historiske baggrund, selv om hun, som hun selv siger, ikke dyrker historie på en måde, hvor hun sluger det ene historiske opslagsværk efter det andet, men hun har en basal nysgerrighed efter forhistorierne:

- Jeg kan godt lide at læse mig ind i historien om kunst og musik. for det gør min bevidsthed større. Både når det gælder mit liv og mit arbejde. Det er interessant med de perioder, hvor klassisk musik og billedkunsten har ændret sig. F.eks. i form af en verdenskrig, hvor tyske komponister bagefter skriver mere voldsomme stykker. Det giver et perspektiv og en mærkbar forståelse.

Johanne Louise Schmidt er meget påpasselig med at sige, hvad der er hendes drømmestykke, for hun har så ofte oplevet, at nye og ukendte roller har vist sig at blive yndlingsroller. Men adspurgt om et historisk stykke, hun godt kunne tænke sig at optræde i, kommer svaret alligevel efter lidt tid:

- Jeg har aldrig lavet nogle af de græske dramaer. Det er jo helt vanvittigt og helt ud i det ekstreme, og jeg har tit tænkt, hvordan kan man nogensinde spille den slags? Det vil være en vild udfordring. Men med den rigtige instruktør, vil jeg synes, det var vildt sjovt. Ja, det kunne virkelig være sjovt at prøve. Og kæmpeudfordrende.

Facebook
Twitter