Unge ser 100 år gammel pornofilm: Det er fandeme underligt

Erotiske film fra starten af århundredet var bestemt ikke kedelige. Men det er dog ikke noget, de unge ville tænde på i dag.

- Nå, der kommer en mand mere!

26-årige Patrik Hegelund Petersen bliver overrasket, da en fjerde person pludselig tilslutter sig handlingen i den omkring 100 år gamle pornofilm ’Grækeren’, der sammen med over 20 andre film for nylig blev trukket frem i lyset fra DR’s arkivkælder.

Sammen med tre andre unge har han sagt ja til at se den gamle film for at kaste lys over forskellen på pornofilm dengang og i dag. Og den er bestemt til at få øje på, mener de unge, der også bliver overraskede over, hvor meget forfædrene rent faktisk går til stålet i filmen, hvor en græsk kunstner er ved at skabe en lermodel af sit eget vedhæng.

Da kunstneren på et tidspunkt har sex med både kvinder og filmens anden mand, maler overraskelsen sig tydeligt i alle de unges ansigter.

- Nå, så skal han prøve dem alle sammen? Okay, den havde jeg ikke set komme! Det var noget af et twist, udbryder Patrik Hegelund Petersen.

Den maskinskrevne seddel der ligger sammen med filmrullen, hvor ’Grækeren’ er på. Nogle kilder peger på, at filmen faktisk er helt tilbage fra 1911.

Helt anderledes end i dag

I sort-hvid og uden lyd – herunder den vante stemningsmusik og ikke mindst stønnene – og med en del mere kropsbehåring end nutidens pornostjerner, viser den erotiske film et næsten 100 år gammelt bud på, hvordan porno også kan se ud.

Og en ting er hvert fald helt sikkert. Det ligner ikke den porno, som nutiden disker op med.

- De går bare ind, og så tager de tøjet af hinanden. Simpelthen, lyder det fra Patrik Hegelund Petersen.

Og kammeraten Asger Beier Berndsen på 24 år er helt enig:

- Der er ikke så meget opvarmning. Det er lidt anderledes i forhold til i dag. Der synes jeg godt, de kan bruge lang tid på de indledende ting.

Alle de unge nævner derudover en helt essentiel ting, som mangler i filmen. Nemlig lyden.

- Det er sjovt, når der ikke er lyd på. I dag er der lyd på det hele, hvis ikke der er dårlig underlægningsmusik. Så kan man da høre noget. Nu får man lyst til at lægge stemmer til dem alle sammen, siger 24-årige Laura Bjerregaard.

”Det tænder mig ikke rigtigt”

’Grækeren’, der angiveligt er fra 1920 – og muligvis helt tilbage fra 1911 - viser en helt anden side af pornoen end den, vi er vant til at se i dag, mener de unge.

Det er da også tydeligt på de mange grin, at de unge finder denne type af porno mere underholdende end oprivende.

- På det tidspunkt har det sikkert været meget frækt, men der er noget med tempoet i den her film. Det tænder mig ikke rigtigt, lyder det fra Laura Bjerregaard.

Og der er heller ingen tvivl om, at tempoet i filmen er noget anderledes end nutidens porno.

- Det er et lynkursus, vil jeg kalde det, siger Patrik Hegelund Petersen om filmen.

- Det er fandeme underligt, tilføjer Asger Beier Berndsen.

Porno er tabu for kvinder – men ikke for mænd

Men selvom porno er noget, alle kender til, og i en vis grad har en holdning til, er det ikke noget, alle snakker om.

- Det er måske lidt et tabu som kvinde at tale om porno, hvor at det har drenge jo altid gjort lige siden folkeskolen, fortæller Laura Bjerregaard.

- Jeg tror, det er sværere for kvinder at tale om. Jeg taler hvert fald ikke med mine veninder om porno. Men jeg kunne godt forstille mig, at drenge taler om det. Og måske endda sender links til hinanden, lyder det fra 23-årige Katrine Klitgård.

Og hun har da også dels ret.

- Jeg har engang sendt et link til en kammerat. Men det var mere, fordi den var så underlig og sjov dén film, at jeg sendte den videre, fortæller Patrik Hegelund Petersen.

Men grænsen går dog ved personlige præferencer. Ligegyldig køn eller alder, er det ikke noget nogen af de fire unge, taler med andre om.

- Jeg vil ikke have det rart med at sige til min ven: ’Jeg kan virkelig godt lide det her’ eller at ’Jeg er til det her’. Det føler jeg alligevel, er for privat, fortæller Asger Beier Berndsen.

Sex på film versus sex i virkeligheden

Alle er de også enige om den kæmpe forskel, der er mellem sex på film og sex i virkeligheden.

- Jeg synes virkelig ikke, at porno minder om det sex, man selv har, lyder det fra Asger Beier Berndsen.

- Jeg håber bare ikke, at unge mennesker tror, at det er sådan, det er. ’Så kom hun lige 24 gange’, fortæller Katrine Klitgård.

Og den primære forskel er da også, at porno oftest er noget, man nyder alene, mens virkelighedens sex er sammen med en partner. Og svaret på, hvorfor man ser porno, er de fire unge enige om. Man ser porno af samme grund, som man har sex: For at få en orgasme.