Var der virkelig mere sex og vold i fortiden?

Film, tv-serier og skønlitteratur tegner et både sexet og voldeligt billede af vores fortid. Og vores forfædre havde skam hang til både blodsudgydelse og hor, lyder det fra et par historikere.

I middelalderen havde man et meget mere afslappet forhold til det med synd, fordi de efterfølgende kunne bede om syndsforladelse, fortæller historiker Kåre Johannesen. Men film og tv smører måske for tykt på.

Den engelske kong Henrik den 8. vælter sig i smukke, unge kvinder i tv-serien 'The Tudors'. I Ken Folletts romaner om middelalderens England bliver der drukket, slået ihjel og dyrket sex i næsten samme omfang, som der bliver bygget katedraler.

Populærkulturen er ikke sen til at tegne et yderst sexfyldt og voldeligt billede af den europæiske forhistorie. Her vælter mændene sig i smukke piger og alkohol, og kvinderne bruger deres attributter til at snøre mændene om deres lillefingre. Folk bliver straffet og dør voldeligt og bestialsk.

Men kan det passe, at mennesket var så voldeligt og lystfuldt i en tid, hvor blandt andet den katolske kirke spillede en central rolle i også det almindelige menneskes liv?

Spørger man to historikere, er svaret ’ja’. Dog i en lidt anden indpakning end den, bøger og tv-serier gerne vil sælge.

- Middelalderens mennesker var ofte ganske bramfri, og livsvilkårene en del hårdere for de fleste end i dag, siger historiker Mia Münster-Swendsen, der blandt andet underviser i middelalderhistorie på RUC. Hun fortæller, at skriftlige kilder fra middelalderen afslører en ligefrem tone, hvor sex ikke var et emne, man gik udenom:

- Der er meget af periodens litteratur, ikke mindst den mere folkelige, der er ret saftig og meget ligefrem. Sex og vold er en del af menneskets grundvilkår til alle tider, så selvfølgelig var det også en del af middelaldermenneskers hverdag, siger hun.

Syndsforladelsens redning

Mia Münster-Swendsen forklarer, at vi ofte misforstår middelalderen og dens mennesker. Særligt bliver den katolske kirkes rolle misfortolket, mener hun.

- Den katolske kirke var ikke som sådan anti-sex i middelalderen. Den var imod bestemte former for uproduktiv sex. Sex, der kunne resultere i børn, var helt OK.

Det synspunkt deler hun med historiker Kåre Johannesen, der har et stort kendskab til middelalderen som historisk periode, og som blandt andet har skrevet en bog om netop sex i middelalderen.

- Det smarte er jo, at der i den katolske kirke er et system for tilgivelse. Mennesket i middelalderen havde et meget mere afslappet forhold til det med synd, fordi de efterfølgende kunne bede om syndsforladelse, fortæller han.

Kåre Johannesen forklarer, at vores syn på middelalderen i dag i høj grad er præget af, at vi er godt 500 år på den anden side af Martin Luther, reformationen og Oplysningstiden. Derfor vil vi gerne pakke middelalderen ind i et mørke, hvor særligt den katolske kirke spiller rollen som skurk.

Middelalderen tilbyder større dramatisk frihed

Men hvorfor er det, vi er så vilde med at gøre den fjerne fortid som for eksempel middelalderen til en periode, hvor mennesket i så høj grad var i sine drifter og følelsers vold?

Mia Münster-Swendsen mener, det handler om middelalderens historiske placering.

- Middelalderen er tilpas fjern og giver derfor mulighed for lidt mere fri digtning. Man kan lege mere med ekstremerne, end hvis det for eksempel drejede sig om 1800- eller 1900-tallet. Tænk bare på balladen omkring 1864-serien.

Det synspunkt deler Peter Schepelern, som er lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet.

- Fortiden er spændende, fordi den tilbyder os historier, som er mere voldsomme, end nutiden kan levere, fortæller han. - Ved at føre handlingen ned i fortiden, kan tingene komme til at stå klarere.

Og så fortæller Peter Schepelern, at fiktionen altid har og altid vil beskæftige sig med vold og sex, fordi det på naturligste vis skaber det, som vi finder underholdende: Drama og konflikt, lyst og begær.

- Vi vil have smæk for skillingen. Og så gider vi altså ikke folk, der sidder og behersker sig, afslutter han.

Historiker Mia Münster-Swendsen mener, at netop det behov for smæk for skillingen burde føre til en større refleksion blandt forbrugerne.

- Sex og vold sælger jo. Og bøgerne og tv-serierne er kommercielle produkter, der skal sælges. Men det store fokus på sex og vold har dybest set mere med vores egen tid at gøre end med fortiden. Så egentlig burde vi nok undre os mere over, hvorfor netop disse aspekter er så centrale i, hvad vi opfatter som underholdning, snarere end blot at projicere dem tilbage på en fjern fortid, siger hun.

Facebook
Twitter