VIDEO Dengang dronningen blev afbrudt af larmende indianere

For præcis 40 år siden brød den venstreorienterede teatergruppe Solvognen ind i den dansk-amerikanske fest i Rebild Bakker.

Det var en dejlig solskinsdag i 1976, og dronning Margrethe talte til den dansk-amerikanske fest i Rebild Bakker, hvor man fejrede 200-årsdagen for USA's uafhængighed.

Men midt i den gode stemning kom aktivister fra teatergruppen Solvognen ridende på heste og udstedte højlydte indianerhyl. Det betød, at dronningens tale blev en smule tøvende, og store danske personligheder som statsminister Anker Jørgensen og entertaineren Victor Borge så på, mens politiet greb hårdt ind overfor indianerne.

- Nu tager politiet fat lige i nærheden af tribunerne. Der blev smidt rådne æbler eller frugter lige foran dronningen, lød det fra tv-kommentatoren.

I alt blev 56 aktivister anholdt.

Grunden til at aktivisterne overhovedet kunne komme så tæt på festen med den falske indianergruppe var, at de havde udgivet sig for at være skuespillere til en filmoptagelse.

Solvognen sympatiserede med USA's oprindelige befolkning, og indianeraktionen var en kritik af festdagen, der, ifølge gruppen, ukritisk fejrede USA. Dele af demonstrationen blev bragt både i dansk og amerikansk tv og nåede på den måde ud til millioner.

Se klippet i videoen over artiklen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter