Vidste du... at børneporno var lovligt i Danmark i 11 år?

Et "sort kapitel" i danmarkshistorien opstod efter pornoens frigivelse for 50 år siden.

Der er 12 dage til juleaften, da justitsminister Knud Thestrup går på Folketingets talerstol for at tale om porno.

Vi er i 1968, og året forinden er tekstpornoen frigivet. Nu er det billedpornoens tur, mener den konservative minister.

Der er bred opbakning i folketingssalen, men ministerens partifælle Ellen Strange Petersen er skeptisk.

Hun er blandt andet bekymret for børnene, og for at fri porno i Danmark vil lokke "kyniske" udlændinge til som "forretningsmæssigt vil udnytte situationen”, argumenterer folketingspolitikeren i folketingssalen.

Ellen Strange Pedersen var en af de få, der forsøgte at advare mod risikoen for børneporno. (Foto: Ib Rahbek-Clausen (via Aarhus Arkivet) © creative commons)

Ellen Strange Petersen får ret.

Da 125 af Folketingets medlemmer godt et halvt år senere stemmer for at frigive pornoen, får det en tragisk konsekvens.

I 11 år bliver Danmark en central for distribution af børneporno.

Lovsjusk åbner sort kapitel

For at kunne forstå, hvordan det kan lade sig gøre, skal vi spole tiden tilbage til et årti, hvor 'forbud' er et fy-ord og hippier, 68’er-generationen og tidens strømninger trækker samfundet i en retning mod så få forbud som muligt.

Herunder forbuddet mod pornografiske billeder.

I løbet af to år bliver det både lovligt at producere, købe og sælge pornografisk materiale i tekst og billeder.

- Uden en ordentlig lovforberedelse sletter man bare paragraffen om utugt, og så tillader man, at alle mennesker kan være modeller for porno. Det er lovsjusk, og man glemmer at beskytte børnene mod overgreb fra voksne, siger Søren Hein, der er historiker og forfatter til bogen ’Fri porno’.

- Det er et sort kapitel i danmarkshistorien, tilføjer han.

Det er stadig forbudt at have sex med børn under den kriminelle lavalder, så det er derfor ikke lovligt selv at producere børneporno - men i perioden 1969-1980 er det altså lovligt at både købe, klippe, sælge og besidde materiale, som viser det ske.

Og det er der nogle, der udnytter.

Den første med børneporno

En af dem er Willy Strauss. Han er entreprenant og begynder i midten af 1960’erne at sælge dildoer i Danmark.

Eller 'stav-massageapparater' som det hed dengang.

Senere udvider han porteføljen, og på Vesterbro i København opbygger han et pornoimperium i butikken ’Blue Movie’.

Willy Strauss' butik 'Blue Movie' solgte alle slags porno - også børneporno. (© Scanpix)

Han bliver en af Danmarks pornokonger og forsyner i 1970’erne også store dele af verden med filmet sex i alle mulige og umulige afskygninger.

Herunder børneporno.

- Jeg var den første i hele verden, der lavede blade med børn. I 1970 lavede jeg ’Bambina Sex’ og ’Lolita Sex’. Jeg har lavet 50-100 forskellige blade, og jeg har tjent mange penge. På en uge solgte jeg 90.000 eksemplarer af ’Bambina Sex’, fortæller Willy Strauss i en amerikansk dokumentar om børnepornoen i Danmark fra 1984.

- Hvis jeg ikke gør det, så er der andre, der gør det, forsvarer han sig, da den amerikanske journalist spørger ind til de konsekvenser, børnepornoen har for de medvirkende børn.

Willy Strauss er ikke den eneste, der tiltrækker sig opmærksomhed fra udlandet.

To brødre tjente kassen

Når man taler om porno i 60’erne og de efterfølgende årtier, så er det umuligt at komme uden om Peter og Jens Theander.

Peter Theander under et interview med Tv-avisen i 1970. (© dr)

Ifølge forfatteren til bogen ’Dansk porno’, Jon Nordstrøm, var brødreparret de største i den danske pornobranche.

- Der er ingen som dem, der i så lang en årrække har produceret, markedsført og distribueret porno, siger Jon Nordstrøm.

- Den ene bror var forretningsmand og havde styr på tallene, og den anden havde slet ingen moralske skrupler. Det var bare money og liderlighed. De har bare kørt på. Har der været et marked for det, så gjorde de det. Og det har de jo også gjort med børnepornoen, siger han.

Jens Theander erkender i TV Aktuelt i 1979, at han sammen med Peter Theander har udgivet både børnepornofilm og børnepornomagasiner, heriblandt magasinerne ’Children Love’, ’Nymph Lover’ og ’Lover Boys’.

I 1974 havde Jens og Peter Theander ifølge dem selv solgt mere end 150.000 eksemplarer af magasinerne og tjent op mod en million kroner på børneporno om året.

Et af bladene med børneporno, som brødrene Theander udgav.

Børneporno i gadebilledet

I starten af 1970’erme er det faktisk helt normalt at se børnepornografiske billeder, hvis man går en tur på Vesterbro eller Strøget i København.

Det fortæller Morten Thing, der er kulturhistoriker og forfatter til ’Pornografiens historie i Danmark’.

- I de første par år efter pornoens frigivelse kan man se børneporno i vinduerne i pornobutikkerne. Efter en juridisk præcision af, hvad man må vise i butiksvinduerne, bliver det mindre tydeligt. Og så opstår der en rumlen om, at børneporno bør forbydes.

Den rumlen betyder i første omgang blot, at sælgerne bruger andre kanaler til at promovere deres film og blade - blandt andet annoncer i Ekstra Bladet.

Børnepornoen er stadig helt frit tilgængelig.

USA: Vores børneporno kommer fra jer

Selv efter lovgivningen bliver præciseret, og børnepornoen forbydes i 1980, formår distributørerne at få deres materiale ud i verden.

Det bliver tydeligt i 1984, hvor Danmarks statsminister, Poul Schlüter, modtager et åbent brev fra en række amerikanske senatorer, hvori de gør opmærksom på, at 85 procent af al den børneporno, der bliver konfiskeret i staterne, stammer fra Holland og Danmark.

Udsnit af et børneporno-magasin ved navn 'Bambina Sex'.

Ifølge dokumentarserien ’Candy Film’ fra 2016 er ingen danske pornoproducenter dømt for at have produceret børneporno selv.

De er altså ikke dømt for seksuelle overgreb på børn under 15 år, men udnytter det hul, der opstår i lovgivningen, da pornoen bliver fri, hvor det er tilladt at købe, klippe, sælge og besidde børneporno.

En helt anden tidsånd

Men hvorfor skal der gå 11 år, før hullet bliver lukket?

- Tiden var slet ikke moden til, at man tog stilling til, om børneporno skulle forbydes. Det skal også ligge i tiden, at man har lyst til at stoppe det, siger Jon Nordstrøm.

Forfatteren til ’Dansk porno’ taler om årene efter pornoens frigivelse som år, hvor ”det hele flød rundt”, og hvor ”børn og voksne løb nøgne rundt mellem hinanden”.

Unge mennesker nyder solen i 1968. (Foto: Torben Huss © Scanpix)

- Der går noget tid, inden det falder på plads, og man finder ud, at man altså bliver nødt til at skille tingene ad. Der er rigtig mange, der har svært ved at sige sig fri for, at de var meget naive, siger Jon Nordstrøm.

- I dag synes vi, at børneporno er det værste af det værste. Dengang var opfattelsen ikke sådan. Man gjorde ikke noget ved det. Det ville man jo gøre i dag, hvor børneporno er noget af det mest stigmatiserede, supplerer historiker Søren Hein.

At der skulle over et årti hænger ifølge kulturhistoriker Morten Thing også sammen med, at domstolene ret tidligt efter pornoens frigivelse fastslår, at det stadig er forbudt at have sex med mindreårige.

- Derfor tænkte man, at der var lovgivning nok på området, siger Morten Thing.

Derudover argumenterede kriminolog Berl Kutchinsky for, at der var en sammenhæng mellem faldet af pædofilisager og den frie børneporno. Altså at færre pædofile forgreb sig mod børn, fordi de kunne udleve deres seksuelle fantasier via børnepornofilm og -blade.

Derfor skulle børnepornoen fortsat være fri, vurderede han.

Kriminologen fik ifølge dokumentarserien 'Candy Film' overbevist flere læger og psykologer, hvoraf et par stykker brugte spalteplads i Ekstra Bladet til at argumentere for at bevare den frie børneporno, kort før forbuddet blev stemt igennem Folketinget.

Et etisk dilemma

Det kan lyde vanvittigt at argumentere for at bevare børnepornoen, men der er ifølge Christian Graugaard, professor i sexologi, ikke noget i vejen med de resultater, som Berl Kutchinsky brugte som argumenter.

- Jeg tror ikke, at man entydigt kan sige, om Berl Kutchinsky havde ret eller uret. Han pegede på nogle sammenhænge og dokumenterede dem ganske solidt på en valid måde, som sådan set står til troende i dag. Hvis Berl Kutchinskys centrale dogme står ved magt, altså at tilstedeværelsen af børneporno kan nedbringe antallet af overgreb mod børn, så står vi over for et etisk dilemma, siger Christian Graugaard i 'Candy Film'.

- Nytteetisk kan man sagtens sige, at det er moralsk forsvarligt, hvis overgreb mod et barn kan forhindre overgreb mod 100 børn. Omvendt kan man som pligtetiker sige, at vi ikke gør børn fortræd i vores samfund. Punktum. Uanset hvad det kan have af gavnlige konsekvenser for andre børn.

Et andet argument for modstanderne af et forbud var ifølge Morten Thing, at forbuddet mod sex med børn mere var et skamsforbud end et beskyttelsesforbud, og at det ville være mindre problematisk for børnene, hvis de bare fik lov til at have sex.

- Jeg kendte en af dem, der argumenterede sådan. Han var tosset, og der var ikke et stort følgeskab der. Der var heldigvis også nogle psykologer, der slog bak og understregede, at børn tager varig skade af at blive misbrugt seksuelt, og at det er bedst at beskytte dem, indtil de er seksuelt modne, siger Morten Thing.

Peter Theander ønskede ikke at medvirke i denne artikel. Jens Theander og Willy Strauss lever ikke længere.

Kilder: Artiklen 'Porno-Willy', Jyllands-Posten 11/8-2000, Kristeligt Dagblad, dokumentarserien 'Candy Film' (sendt på DR i 2016), Jon Nordstrøms bog: 'Dansk porno', Morten Things bog: 'Pornografiens historie i Danmark', Danmarkshistorien.dk, Søren Hein, historiker.

Facebook
Twitter