I centrum af striden står den danske læge Olaf Halvorsen.

Han er ansat som vikarierende overlæge på sygehuset i byen Klaksvík, der er Færøernes næststørste by og hovedby på de nordlige Norderøer. Blandt byens og øens beboere er han både vellidt og afholdt, ikke mindst fordi han er stabil i sit arbejde og efter et par år på øen stadig holder ved.

Men i 1953 indhenter Halvorsens fortid ham.

Olaf Halvorsen har været medlem af det danske nazistiske parti, DNSAP, og i en periode kort før Anden Verdenskrig begyndelse i 1940 er han også lægevikar for den nazistiske leder i Danmark, Frits Clausen.

Forbindelserne til det nazistiske parti før og under Anden Verdenskrig får i 1953 den danske lægeforening til at starte en sag mod Halvorsen, der ender med en ”alvorlig misbilligelse”. Derudover kræver Lægeforeningen, at Halvorsen skal betale de omkostninger, der er blevet brugt på at rejse sag imod ham.

Men det nægter Halvorsen, hvilket får ham ekskluderet af den danske lægeforening. Det gør det umuligt for ham at få fastansættelse som læge både i Danmark og andre dele af Rigsfællesskabet.

Halvorsens nazistiske fortid og uoverensstemmelsen med den danske lægeforening er formentlig årsagen til, at de dansk-færøske myndigheder i den færøske hovedstad Tórshavn beslutter sig for at fyre Halvorsen fra stillingen som vikarierende overlæge i Klaksvík og i stedet indsætte en anden læge.

Det er hér, uroen begynder at ulme, for i Klaksvík vil man ikke af med Olaf Halvorsen.

- Når lægespørgsmålet kan udløse sådan en uro, så handler det blandt andet om, at borgerne i Klaksvík oplever det som indblanding i deres interne affærer. De mener, at de selv bør bestemme, hvem der skal være læge på byens sygehus, fortæller Hans Andrias Sølvará.

I 1955 sidder Olaf Halvorsen stadig som læge i Klaksvík. Derfor begiver politimesteren og rigsombudsmanden, der er den øverste danske myndighed på Færøerne, sig fra hovedstaden, Tórshavn, mod nord for personligt at afsætte lægen. Med sig har de også en dommer samt to læger, der skal indsættes i stedet.

Den 21. april 1955 går de i havn i Klaksvík.

Inden længe er ordet nået rundt blandt borgerne i byen. De samler sig om sygehuset, hvor myndighedspersonerne fra Tórshavn endnu ikke har haft held med at finde Halvorsen. Her spidser situationen til. Borgerne danner ring om sygehuset, så det er umuligt for myndighedspersonerne fra Tórshavn at forlade bygningen på egen hånd.

Herfra bliver de presset tilbage mod havnen, hvor menneskemængden genner dem tilbage på det skib, de ankom på. De løsner fortøjningerne, og kaster dem i havet.

- Denne episode er med til at eskalere konflikten. Det bliver tydeligt for myndighederne i Tórshavn, at de ikke kan løse lægestriden i Klaksvík uden hjælp, fortæller Hans Andrias Sølvará.

Derfor beder hjemmestyret i Tórshavn den danske regering om assistance. I Danmark har man hele tiden været klar til at hjælpe, men man har ikke villet træde til, før der kom en direkte anmodning om hjælp fra Landsstyret på Færøerne.

Det kommer der nu.

Allerede samme aften, den 21. april, stævner skibet M/S Parkeston ud fra Esbjerg Havn med 120 politifolk og tung ammunition.

Da nyheden om M/S Parkeston når Færøerne, gør en del af befolkningen i Klaksvík sig klar til kamp. Man sender kvinder og børn ud af byen, og fjorden spæres med tønder og gamle skibe, der angiveligt skulle være læsset med sprængstof.

M/S Parkeston når dog aldrig til Klaksvík, da man i stedet vælger at sende den danske finansminister Viggo Kampmann til Færøerne for at mægle i striden i stedet.

Med involveringen af Danmark udvikler konflikten sig til at blive et dansk-færøsk anliggende og ikke blot et internt anliggende på Færøerne. Og det er med til at få konflikten til at spidse yderligere til.

For her kommer de storpolitiske strømningerne i tiden og i forholdet mellem Danmark og Færøerne også til at spille ind i Klaksvíkstriden, fortæller Hans Andrias Sølvará.

I 1955 har Færøerne haft hjemmestyre i syv år. Hjemmestyret er blevet indført efter en folkeafstemning i 1946, hvor størstedelen af færingerne faktisk stemmer for selvstændighed fra Danmark. Men det danske folketing godkender ikke resultatet, da man i Danmark mener, at flertallet ikke er overbevisende nok.

Så i stedet for at blive et selvstændigt land og en suveræn stat, bliver Færøerne et selvstændigt medlem af Rigsfællesskabet med eget hjemmestyre.

- Men i Klaksvík er der rigtig mange løsrivelsesfolk. Her stemte omkring 70 procent af vælgerne for selvstændighed i 1946. Så at Danmark nu blander i konflikten, opfatter man som utidig indblanding i færøske anliggender, og det puster også til ilden.

Klaksvíkstriden kulminerer i første omgang i slutningen af april og starten af maj 1955, hvor den danske finansminister Viggo Kampmann flyver til Færøerne for at forhandle en aftale på plads, der skal give Klaksvík mere selvbestemmelse i fremtidige lægespørgsmål.

Det har han held med.

I begyndelsen af maj indgår man et forlig, der sikrer, at der kan blive indsat to midlertidige læger på sygehuset i Klaksvík for en periode på seks måneder. Imens forlader Halvorsen Færøerne, og for en stund sænker freden sig over Klaksvík.

Men freden varer ikke meget mere end et halvt år, og i efteråret 1955 blusser konflikten mellem Klaksvík og de dansk-færøske myndigheder op igen, da det går op for befolkningen i Klaksvík, at lægen Olaf Halvorsen ikke vender tilbage til sin stilling i byen efter de to midlertidige lægers afrejse.

- Blandt en del af borgerne i Klaksvík var der en klar opfattelse af, at Viggo Kampmann havde lovet, at Halvorsen ville komme tilbage. De opfatter det som løftebrud, forklarer historiker Hans Andrias Sølvará.

Rigsombudsmanden, der er den øverste danske myndighed på Færøerne, ankommer til Klaksvík fra Tórshavn sammen med landslægen for at forhandle en ny lægeaftale på plads.

Men stemningen i byen er ophedet. De dansk-færøske embedsfolk mødes med slag, skub og spark.

Derefter bliver de taget som gidsler på politistationen i Klaksvík. Her holdes de indespæret i 10 timer.

Den stigende uro i Klaksvík med indespærringen af rigsombudsmanden og landslægen får den danske regering til at sende krigsskibet Rolf Krake til byen, ligesom også finansministeren Viggo Kampmann endnu en gang må tage turen nordpå for at mægle i konflikten.

Om bord på Rolf Krake er 150 marinesoldater og 32 bevæbnede betjente. Modsat foråret, hvor de 120 betjente aldrig nåede Klaksvík, går soldater og betjente denne gang i land.

- Klaksvík er en by, hvor der normalt er to betjente. Pludselig færdes der over 100 betjente og mariner i fuld uniform i den lille by. Det sætter sit aftryk, fortæller Hans Andrias Sølvará.

Flere steder kommer det til opstand mellem befolkning og politi. Øjenvidner beretter for eksempel, hvordan politifolkene slår ud efter de lokale.

Det endelige punktum for Klaksvíkstriden sættes i maj 1956, hvor det endelig lykkes at fastansætte en ny læge på sygehuset i Klaksvík.

Men det er ikke Olaf Halvorsen, der kommer tilbage. Han vender aldrig tilbage til Klaksvík eller til Færøerne.

Hans Andrias Sølvará fortæller, at selvom striden varede mere end to år og fik sat sit aftryk både i Færøerne og i Danmark, så er den siden blevet fortrængt til historiens tåger – mere eller mindre bevidst.

- Dem, der oplevede den, taler helst ikke om den. Det var en voldsom tid, som folk ikke har haft behov for at mindes. Man har haft brug for at se fremad og komme videre.

Noget kom der dog ud af konflikten, fortæller Hans Andrias Sølvará. Man ændrer for eksempel systemet sådan, at Klaksvík får større selvbestemmelse over byens sygehus - hvilket jo var grundlaget for hele striden.

Siden 1955 er det færøske hjemmestyre blevet udvidet ad flere omgange, og mens Færøerne har fået mere selvbestemmelse, er løsrivelsesdagsordenen blevet mindre fremtrædende i den politiske dagsorden i landet.

Avisuddragene er fra Politiken, Kristeligt Dagblad og Ekstra Bladet.

De originale arkivbilleder er taget af Preben Sørensen og Hartz Lauritzen og stillet til rådighed af Saxo Film.

Kilder: DR2-programmet ’Klaksvíkstriden’, dagblade fra perioden, historiker Hans Andrias Sølvará

Alle fire afsnit af ’Klaksvíkstriden’ kan ses på DRTV. Tredje og fjerde afsnit sendes hhv. onsdag den 18. august og onsdag den 25. august på DR2 klokken 21.