Vidste du det? Din karantæne stammer fra pest-epidemi i middelalderen

Når du er i 14 dages corona-karantæne, så skyldes det gode erfaringer fra dengang, Europa var ramt af pest.

At sidde i hjemmekarantæne i en lille lejlighed på 5. sal uden altan og uden roomies er måske ikke den mest sindsoprivende måde at bruge 14 dage af sit liv på.

Men prøv så at forestille dig, hvis karantænen varede 40 dage, og at den - i stedet for at kunne gennemføres derhjemme på sofaen med internet, Netflix og takeaway - skulle foregå på en isoleret ø ude i det forblæste Øresund.

Lyder det sjovt? Ikke rigtigt. Men sådan var virkeligheden for karantæneramte københavnere i 1711, da pesten hærgede hovedstaden – og tog en tredjedel af byens befolkning med sig.

Når myndighederne i dag sender folk i karantæne for at komme corona-virusset til livs, så trækker det tråde langt længere tilbage end 1700-tallet. Vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde inspirationskilden. Her blev netop karantæne og isolation nemlig et vigtigt middel i kampen mod den dødbringende pest, der satte et dødeligt aftryk på hele Europa.

I listen nedenfor kan du blive klogere på historien bag karantænen.

1

Italienske byer indførte karantæne i kampen mod Den Sorte Død

Pesten i 1300-tallet havde en dødelighed på omkring 40 procent. Det betød blandt andet, at kirkegårdene blev presset på kapaciteten. På grund af den høje dødelighed var pesten en sygdom, man helst ikke ville have indenfor bymurene. (© wikimedia)

For 700 år siden var norditalienske byer som Venedig og Milano hårdt ramt af pest. Det fik hurtigt byernes sundhedsmyndigheder til at indføre regler, der skulle begrænse mulighederne for smittespredning.

Havnebyen Ragusa, der i dag går under navnet Dubrovnik og ligger i Kroatien, indførte i 1377 en decideret lov om, at tilrejsende fra pestramte byer skulle tilbringe en måned på en lille ø nær Ragusa, før de fik lov til at sejle ind til byen.

Skibe fyldt med handelsvarer og sømænd var en kilde til pestens smittespredning, og ved at holde både skibe og besætning i karantæne sikrede man sig, at sygdommen kunne nå at vise sig hos potentielt syge sømænd og rejsende – også selvom de ikke havde symptomer ved ankomst.

2

40 dages isolation førte til ordet

Ordet "karantæne" stammer fra det italienske ord "quarantino", som man bruger til at beskrive en 40-dages periode.

Og det var ikke tilfældigt, at valget lige faldt på 40 dage. For udover at sikre sig at pestsygdommen kunne nå at bryde ud, også hos dem der ellers virkede raske, ved at isolere dem i 40 dage, så havde tallet 40 også stor symbolsk og religiøs betydning i middelalderens kristne samfund.

Bladrer man gennem Biblen, så vil man se, at tallet 40 går igen i mange af fortællingerne: Gud lod det regne i 40 dage og 40 nætter under syndfloden (det er den med Noahs ark), efter befrielsen fra Egypten vandrede jøderne i ørkenen i 40 år, før de nåede frem til Kanaans land, Jesus fastede i ørkenen i 40 dage og 40 nætter, og der gik 40 dage, fra Jesus genopstod påskemorgen, inden han fór til himmels på Kristi himmelfart.

3

Dansk konge importerede karantænen fra Italien

Frederik 4. var enevældig konge i 1700-tallet. Som enevældig konge udgjorde han den danske centralmagt, og kunne derfor beslutte at der skulle oprettes karantænestation på Saltholm. Det var også hans beslutning, at der skulle nedsættes en sundhedskommission i bekæmpelsen mod smitten. (© wikimedia)

Det var ikke kun de italienske bystater, der indførte karantæne for tilrejsende. I 1709 blev den lille ø Saltholm i Øresund gjort til karantænestation efter ordre fra den danske kong Frederik 4.

Inspirationen havde han dog fra Italien, hvor der flere hundrede år efter pesten i 1300-tallet stadig blev brugt karantænestationer for at sikre sig mod sygdomsepidemier i de travle handelsbyer.

Øresund var et travlt trafikknudepunkt med mange skibe på gennemfart fra hele Østersøregionen, og mange af disse skibe skulle lægge til i København.

I begyndelsen af 1700-tallet var der et nyt udbrud af pest flere steder i regionen, og for at undgå at pesten skulle nå til København, skulle tilrejsende fra de sygdomsramte områder i karantæne i 40 dage på Saltholm, før de fik lov til at sætte fødderne på de københavnske brosten – under forudsætning af at de var raske og uden sygdomssymptomer.

4

Københavnere blev sendt i karantæne

Under den store pestepidemi i København i 1711 døde en tredjedel af byens befolkning. (© wikimedia)

Det lykkedes dog ikke at holde pesten væk fra hovedstaden.

I 1711 blev København ramt af en voldsom pestepidemi, men selv med pesten inden for bymurene, blev karantæne og isolation et vigtigt middel i myndighedernes forsøg på at standse sygdommen.

I begyndelsen af epidemien sendte man hele husstande i karantæne på Saltholm, hvis der var nogen i huset, der havde været syge eller vist tegn på pest.

Som pestepidemien tog til, var det tydeligt, at Saltholm ikke slog til i størrelse. Derfor begyndte sundhedsmyndighederne at sætte folk i karantæne i deres hjem, hvis bare én fra husstanden blev syg. Det havde dog også den triste konsekvens, at mange døde af sult, fordi de ikke havde mad og drikke nok til at klare sig igennem karantænen.

Selvom pestepidemien kostede 23.000 københavnere livet – hvilket svarede til omkring en tredjedel af byens samlede befolkning – havde myndighederne succes med at inddæmme smitten. Den nåede aldrig længere vestpå end Roskilde og Køge.

5

Karantæne virker – og er blevet brugt mange gange siden

Forældre kigger ind til deres børn, der ligger i isolation på Blegdamshospitalet i København. (© Scanpix)

Siden de store pestepidemier har lægevidenskaben både opdaget bakterier og virus, og den har udviklet antibiotika og vacciner.

På trods af de banebrydende opdagelser er karantæne og isolation af syge dog stadig et vigtigt middel i sygdomsbekæmpelsen – ikke mindst inden der er udviklet en vaccine, eller fundet en anden kur.

Da København i sommeren 1952 blev ramt af en slem polioepidemi, isolerede man for eksempel de syge børn på Blegdamshospitalet. Her måtte forældrene kun komme på besøg en halv time to gange om ugen, og søskende måtte ikke komme med.

Under den store ebola-epidemi i Vestafrika i midten af 2010'erne var karantæne også en del af strategien.

I flere vestafrikanske lande sendte man muligt smittede i karantæne, ligesom også udenlandsk sundhedspersonale, der havde været nede og hjælpe under epidemien, skulle gå i karantæne, når de kom tilbage fra Vestafrika.

Kilder: Lektor emeritus Karl-Erik Frandsen, History.com, Videnskab.dk, Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Facebook
Twitter