Vrag af to danske slaveskibe er fundet i Caribien

Skibene var på vej fra det nuværende Ghana til Sankt Thomas, men de nåede aldrig frem.

Et anker på kanonvraget undersøges af en amerikansk arkæolog. Foto: Jason Raupp, East Carolina University.

Vragene af to danske slaveskibe er med stor sandsynlighed fundet ud for Costa Ricas kyst.

Skibene sejlede fra det nuværende Ghana med kurs mod Caribien i 1709. Omkring 700 slaver lå lænket i lastrummet – men på den månedlange rejse over Atlanterhavet slap maden op, og der udbrød hungersnød.

Skibene nåede aldrig frem til deres bestemmelsessted på Sankt Thomas. I 1710, da land var i sigte, gjorde besætningen mytteri, og skibene blev ødelagt.

Resterne af de to skibe blev egentlig fundet i 1970'erne, men nu har et hold af amerikanske og danske marinearkæologer og historikere altså med stor sandsynlighed slået fast, at vragene er de to gamle danske slaveskibe.

- Der er lavet en række videnskabelige undersøgelser af vragene, og vi er meget sikre på, at der faktisk er tale om rester af de to danske slaveskibe "Christianus Quintus" og "Fridericus Quartus", siger marinearkæolog Andreas Kallmeyer Bloch.

Han var selv med nede ved vragene, som ligger på bare fire meter vand.

38.600 mursten

Nyheden om fundet bringes i bogen "Dobbeltmytteriet på de danske slaveskibe" af journalist Jakob Olling, som udkommer i dag.

Men de senere år er skibene blevet undersøgt årligt, fordi man gerne har villet finde ud af mere om dem. Og det har ført holdet af marinearkæologer og historikere til en pakkeliste med blandt andet 38.600 danske mursten.

Der er tale om en helt særlig slags mursten, som kun blev brugt i Danmark på det tidspunkt. Stenene blev fremstillet i Flensborg og på Sjælland – og dermed er murstenene det stærkeste bevis på, at der er tale om skibe fra Danmark.

De to skibe er i dag meget nedbrudte, og på vragene vokser et meget stort koralrev.

En af de amerikanske arkæologer undersøger det såkaldte kanonvrag. Foto: Jeremy Borrelli, East Carolina University

Alligevel kan man direkte på havbunden blandt andet se spor i form af kanoner, et stort anker og den gigantiske bunke mursten.

Ifølge Andreas Kallmeyer Bloch giver vragene os ny viden om Danmark som søfartsnation og om det liv, der blev levet på slaveskibe i 1700-tallet.

- Vi fortæller altid historien om vores handelsskibe, der sejlede rundt over hele kloden, og vi arkæologer er rigtig gode til at undersøge vrag langs de danske kyster.

- Men hvilken betydning, vi har haft på samfundene på rejsen rundt i verden og i vores kolonier, kender vi ikke nok til, siger han.

Facebook
Twitter