Historisk sejr: For første gang vinder to mænd 'Vild med dans'

Skuespiller Jakob Fauerby og Silas Holst vinder årets udgave af 'Vild med dans'.

Jakob Fauerby og Silas Holst ses her ved finalen i "Vild med dans" i Forum Horsens, fredag den 28. november 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Vinderne af "Vild med dans" 2019 er skuespilleren Jakob Fauerby og danseren Silas Holst.

Det er første gang i verdenshistorien, at et par af samme køn vinder konkurrencen.

De tog sejren efter en hæsblæsende finale på gulvet i Forum Horsens, hvor hele tre par for første gang nogensinde i dansk "Vild med dans" skulle dyste om sejren.

I de tidligere sæsoner har der kun været to par til at jagte sejren i det sidste show.

Jakob Fauerby og den professionelle danser Silas Holst var oppe mod tv-værten Christopher Læssø og danserinden Karina Frimodt samt sangerinden Coco O. og danseren Morten Kjeldgaard i finalen, hvor de tre par hver var på dansegulvet to gange - først i en selvvalgt dans og bagefter i en freestyle.

Denne sæson har blandt andre sangerinden Anne Dorte Michelsen, skuespillerinden Marie Bach Hansen, den tidligere bokser Mikkel Kessler og den tidligere bordtennisspiller Michael Maze ladet sig svinge på dansegulvet, men er altså blevet stemt ud af seerne undervejs.

I fredagens finale lagde Christopher Læssø og Karina Frimodt ud med en jive, og her fik de hjælp af fire af programmets professionelle dansere. Det samme gjorde Coco O. og Morten Kjeldgaard, da de dansede deres selvvalgte chachacha og Jakob Fauerby og Silas Holst, da de gav deres bud på en pasodoble.

Deres dans fik dommer Marianne Eihilt til at juble.

- Jeg er så stolt af at bo i et land, hvor to mænd kan danse en finale, udbrød hun.

Traditionen tro var de par, der i løbet af sæsonen er blevet stemt ud af konkurrencen, også på dansegulvet i finalen - dog glimrede kokken Umut Sakarya ved sit fravær. Han trak sig fra programmet, da han begyndte at modtage hadske beskeder på de sociale medier på grund af sin medvirken, og han valgte således, at han heller ikke ville danse med i finalen.

Tæt finale

Da finaleparrene havde danset deres første dans, lå Jakob Fauerby og Silas Holst i spidsen med 40 i karakter, mens Christopher Læssø og Karina Frimodt indtog andenpladsen med 38 og blev fulgt af Coco O. og Morten Kjeldgaard med 37 i karakter fra dommerne.

De længe ventede freestyles, hvor finaleparrene virkelig skal vise deres kreativitet, lavede om på den stilling, for her fik Coco O. og Morten Kjeldgaard toppoint, og indtog en delt førsteplads med Jakob Fauerby og Silas Holst.

Coco O. og Morten Kjeldgaard fik stor ros af Anne Laxholm for deres dans.

- Det var romantisk, bevægende, tough. Det havde hele registret, sagde hun blandt andet.

Minister for ligestilling, Mogens Jensen (S), jubler over sejren på Twitter.

Jakob Fauerby og Silas Holst var helt oppe at svæve under loftet i Forum Horsens i deres freestyle, der fik dommer Marianne Eihilt til at græde og blev belønnet med 37 i karakterer.

I sidste ende var det dog seernes stemmer, der gjorde udfaldet, og her endte Christopher Læssø og Karina Frimodt på en tredjeplads, mens Coco O. og Morten Kjeldgaard indtog andenpladsen.

Det var 16. gang, TV2 viste en udgave af "Vild med dans".

/ritzau/