Holland og Frankrig kæmper om milliarddyrt Rembrandt-maleri

Frankrig har forbudt maleriet 'Fanebæreren' at forlade landet i 30 måneder.

'Fanebæreren', som museer i både Holland og Frankrig håber at kunne købe. (© WikiMedia Commons)

Det franske kunstmuseum Louvre har en stor opgave foran sig, hvis det skal have fingre i Rembrandts maleri ’Fanebæreren’.

Opgaven lyder: Skaf en ordentlig bunke penge eller lev med, at det i stedet bliver Hollands nationalmuseum, Rijksmuseum, der køber det.

En opgave, der ikke er helt ligetil, når hollænderne er villige til at betale 165 millioner euro (1,2 mia. kroner) for oliemaleriet, der er fra 1636.

Det er arvinger til den franske del af familien Rotschild, der efter at have haft maleriet i mere end 180 år nu har besluttet at sælge det.

Men den slags kunstskatte kan ikke bare afsættes til højestbydende, og Frankrigs kulturminister, Franck Riester, meddelte i april, at maleriet er en del af den franske nationalskat.

’Fanebæreren’ har derfor fået inddraget sin eksporttilladelse i 30 måneder, og i den periode har franske museer forkøbsret på maleriet, skriver The Art Newspaper.

Viser Rembrandts evner

Når de to museer er villige til at grave så dybt i pengekassen for at sikre sig maleriet, så skyldes det flere ting, fortæller Rembrandt-ekspert Jørgen Wadum fra Statens Museum for Kunst.

- Det viser, hvordan han kunne lave perspektiv og forkortning, for fanebærerens ene arm er bøjet og vender ud mod beskueren, og det er vanvittigt svært at få til at fungere, men det mestrer han i det billede, siger han.

- Det er sindssvagt dyrt, og kunstpriserne er jo vanvittige, men der er altså kun få Rembrandt’er tilbage i privat eje som det her, så når de kommer til salg, flokkes de store museer selvfølgelig om dem for at købe dem og gøre dem tilgængelige for folket, forklarer Jørgen Wadum.

Artiklen fortsætter under billedet.

'Fanebæreren' af Rembrandt. Malet i 1636. (© WikiMedia Commons)

Han vurderer, at Rijksmuseum i Amsterdam står med de bedste kort på hånden i kampen om maleriet.

Og ikke kun fordi man i Holland selvfølgelig har stor fokus på Rembrandt, der regnes for den største barokmaler, landet har fostret.

- Det bliver svært for Frankrig, for mange af de rige familier har lige doneret penge til genopbygningen af Notre Dame-katedralen, og med den politiske situation med demonstrationer fra De Gule Veste er det svært for Macron og staten at sige, at det køber vi, siger han.

Salomonisk løsning

Det er ikke første gang, at Louvre og Hollands Rijksmuseum på den måde har set sig varme på de samme værker fra den hollandske mester.

For tre år siden undgik de dog en eskalerende budkrig og fandt frem til en salomonisk løsning, da de i fællesskab betalte 160 millioner euro for to portrætmalerier, der nu på skift udstilles i de to lande.

Sælges ’Fanebæreren’ for den anslåede pris på 1,2 milliarder kroner, vil det rykke ind i top 10 over de dyreste malerier i historien.

’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci blev i 2017 solgt for 2,8 milliarder kroner som det dyreste nogensinde.

Facebook
Twitter