Hollywood-legende kritiserer ung skuespiller for at tage nøgenbilleder: Du burde vide bedre

Hvis man ikke vil have nøgenbilleder af sig selv ud i offentligheden, skal man lade helt være med at tage dem, mener Whoopi Goldberg.

Whoopi Goldberg (tv.) er ude med riven, efter Bella Thorne (th.) har delt nøgenbilleder af sig selv, som en hacker havde truet hende med at offentliggøre. (© Getty Images)

- Hvis du er kendt – og så er jeg ligeglad med, hvor gammel du er - så tager du ikke nøgenbilleder.

Sådan lyder det fra den Oscar-vindende skuespiller Whoopi Goldberg, der langer ud efter den amerikanske skuespillerkollega Bella Thorne, som tidligere på ugen delte nøgenbilleder af sig selv i et opslag på sin Twitter-profil.

Bella Thorne delte sine nøgenbilleder selv, fordi en hacker angiveligt havde truet hende med at offentliggøre de selv samme billeder på nettet.

- I de sidste 24 timer er jeg blevet truet med mine egne nøgenbilleder. Jeg føler væmmelse, jeg føler mig overvåget, jeg føler, at nogen har taget noget fra mig, som jeg kun ville have en særlig person til at se, skrev hun i opslaget.

Men ifølge Whoopi Goldberg kan man ikke forvente sympati, når man tager den slags billeder, og de efterfølgende havner i de forkerte hænder.

- Når du tager et billede, så ryger det op i skyen og er tilgængeligt for enhver hacker, der vil have fingrene i det. Og hvis man ikke ved det i 2019, så er jeg ligeglad med, hvor gammel man er... det gør man bare ikke, siger Hollywood-legenden i det daglige talkshow 'The View', hvor en række tv-personligheder diskuterer den aktuelle nyhedsstrøm med hvert deres input til debatten.

Ud over sin nuværende rolle som meningsdanner i 'The View' er Whoopi Goldberg også skuespiller. Hun modtog i 1991 en Oscar for sin birolle-præstation i 'Ghost'. (Foto: Bettmann © Getty Images)

Kønsforsker: 'Det flytter fokus fra de kriminelle'

Men Whoopi Goldbergs argument holder altså ikke.

I hvert fald ikke, hvis man spørger Rikke Andreassen, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet.

- Det, der sker i Whoopi Goldbergs argumentation, er klassisk victim blaming (bebrejdelse af offeret). Det er en retorik, vi kender tilbage fra 30'erne, hvor man blandt andet sagde, at hvis jøderne ikke så jødiske ud med krøller og kalot, så ville man ikke diskriminere dem, siger hun og fortsætter:

- Vi kender det også fra kvinder, der i mødet med politiet efter en voldtægt bliver spurgt, hvordan de var klædt, som en indirekte beskyldning om, at de selv er uden om det.

- Det er at give kvinder - og nogle gange mænd - skylden for de overgreb, der finder sted imod dem.

Rikke Andreassen mener, at det er problematisk, når Whoopi Goldberg begår victim blaming, fordi det underminerer den kriminelle handling, der er forsøgt begået mod Bella Thorne.

- Problemet er, at det, som Whoopi Goldberg siger, er med til at flytte fokus fra en overgrebskultur som et samfundsmæssigt problem over til det enkelte individ, som får ansvaret for problemerne, siger hun og sammenligner det med andre tilfælde, hvor man ikke kunne drømme om at skyde skylden på offeret:

- I mange andre sammenhænge kigger man jo ikke på offeret. Ved mobning i folkeskolen, ville man jo ikke sige, at ham eller hende, der bliver mobbet, selv er skyld i det. Der vil man jo kigge på kulturen i skolen, siger Rikke Andreassen.

Bella Thorne (tv.) har fået en masse opbakning for at dele sine nøgenbilleder i protest mod hackeren. Blandt andre har hendes ven og kollega Zendaya (th.) skrevet, at Bella Thorne er 'stærk, modig og smuk fra inderst til yderst'. De to spillede sammen i deres fælles gennembrudsserie 'Shake It Up' på Disney Channel. (Foto: Axelle/Bauer-Griffin © Getty Images)

'Fortjener jeg så også at blive voldtaget?'

Selvom det er sandt, når Whoopi Goldberg siger, at der ikke vil være nøgenbilleder at hacke, hvis de aldrig er blevet taget til at starte med, så køber Bella Thorne ikke helt den argumentation fra Whoopi Goldberg, der ellers indtil nu har været hendes store idol.

- Så hvis jeg går i byen og drikker mig fuld og har lyst til at fyre den af på dansegulvet, fortjener jeg så også at blive voldtaget?, spørger Bella Thorne retorisk i en story på sin Instagram-profil som reaktion på Whoopi Goldbergs bemærkninger.

Kønsforsker Rikke Andreassen kan på papiret godt se, hvad Whoopi Goldberg mener, men synes, at det er en glidebane, hvis vi begynder at sige, at vi skal have restriktioner for vores lovlige færden i den virkelige verden såvel som online.

- Det, Whoopi Goldberg siger, er jo ikke løgn. Der er en risiko. Men det er på samme måde, som der jo altid er en risiko forbundet ved at gå ud i det offentlige rum, siger Rikke Andreassen og fortsætter:

- Vi skulle hellere arbejde på, hvordan vi forbedrer kulturen i det offentlige rum og sørger for at straffe hackere og juridisk gå efter de her krænkelser, som er ulovlige - i stedet for at sige, at det er den individuelles ansvar.

Facebook
Twitter