Hollywood-stjerne har bosat sig i Danmark: 'Det er kommet til at føles som mit hjem'

'Succession'-skuespilleren Jeremy Strong har fået et nyt liv med danske Emma.

(Foto: Kasper Månsson © Kasper Månsson/DR)

Det øser ned, da vi skal mødes.

Med en paraply i hånden ankommer den amerikanske skuespiller Jeremy Strong til cafeen på Hotel Sanders midt i København. Han har selv valgt den, fordi det er et sted, han kommer ofte.

Hollywood-stjernen er nemlig flyttet til Danmark og har taget tøjstilen til sig med brune nuancer og en varm Han Kjøbenhavn-trøje. Et noget andet outfit end de dyre jakkesæt og hvide skjorter, han har på i HBO's serie 'Succession', der tidligere i år vandt en Golden Globe for bedste dramaserie.

'Succession' handler om Roy-klanen, en af verdens rigeste og mest magtfulde familiedynastier, der ejer alt fra medier til forlystelsesparker - tænk Trump, Disney og Murdoch. Man følger den benhårde fars kamp for at finde en arving blandt sine børn, som alle er ret fucked up.

Jeremy Strong spiller sønnen Kendall Roy, en plaget mand med store ambitioner og et tidligere misbrug, som jagter den umulige kamp om sin fars accept, der for ham betyder mere end familiens milliarder af dollar.

Anderledes jordnært er det danske hverdagsliv for Jeremy Strong. Han er gift med danske Emma Wall og bor i et gammelt københavnerhus midt i centrum langt fra det luksusliv, man typisk forbinder med stjernerne i Hollywood.

- Gulvet knager, jeg kan næsten ikke stå op i badet, men jeg synes, det virkelig smukt og autentisk, lyder det med begejstring fra den Boston-fødte skuespiller.

Selvom han rejser meget med jobbet og er væk i flere måneder af gangen, hvor han bor i sit hjem i Brooklyn, har de besluttet, at København er Emmas og deres to døtres base.

Ved Critics' Choice Awards i januar løb 'Succession' med hele tre priser, heriblandt en for 'Bedste skuespiller i en dramaserie' til Jeremy Strong. "Alt det, der følger med den såkaldte succes, så som priser og shows, er en fantastisk anerkendelse, men ikke noget, jeg betragter som en del af mit liv. Det er et udstillingsvindue", siger han. (Foto: Kevin Mazur © Getty Images)

- Emma vil bo nær sin familie. Hendes danske baggrund er meget vigtig for hende, og det er et vidunderligt sted for børn at vokse op.

Parrets første datter kom til verden på Rigshospitalet, mens deres baby på tre måneder blev født i New York, fordi Jeremy Strong var i gang med indspilningerne til den kommende filmn 'The Trial of the Chicago 7'. Efter optagelserne rykkede familien tilbage til Danmark.

Rundt om halsen hænger en amulet med hans ældste datters fodaftryk. Den er lavet af Castro Smith, som er juveler i London, og Jeremy Strong bærer den altid på sig. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

- Jeg arbejder flest måneder i USA, men jeg prøver at tilbringe mest mulig tid her. Det er mit refugium. Min sikre havn og tilflugtssted.

Efter første sæson af 'Succession' udkom i 2018, oplevede Jeremy Strong massiv opmærksomhed. Men i København har han stadig fred til bare at være sig selv.

- Det er en flugt for mig, som gør mig fri for, at mit liv drejer sig om arbejde, siger han.

Jeremy Strong, som bruger mere tid på at læse bøger end at se tv-serier, citerer den afdøde forfatter T.S. Eliots beskrivelse af 'The life of significant soil' ('Livet på betydningsfuld jord'). Det rammer nemlig hans egne følelser af at være i Danmark.

Jeremy Strong har valgt at mødes på cafeen øverst på Hotel Sanders i København. "Det er et af mine favoritsteder. Hver gang vi har besøg af venner og familie, anbefaler vi det her sted. Det er æstetisk smukt, afslappet og har alt, hvad jeg elsker ved dansk design. Det er et skønt sted." (Foto: Kasper Månsson © Dr)

- Det er en gave at få lov at tilbringe tid her. Det er et blidt, civiliseret sted med overskud sammenlignet med New York, som har en konstant stræben efter status. Det er som om, I er bedre til at have benene på jorden, bedre til at skabe smukke øjeblikke.

Han tager en tår af sin juice.

- Jeg har lige afleveret min datter i børnehaven. De bager deres eget brød og leger i skoven. Det er da fantastisk. Det har vi ikke i Brooklyn.

Mødte Emma under orkanen Sandy

Hans egen middelklasse-opvækst i Boston var tryg og kærlig. De manglede intet, men havde heller ikke penge til at rejse verden rundt. Så tanken om at skulle bo i Danmark - ja, Europa generelt - kunne ikke være længere væk. Indtil for ni år siden under orkanen Sandy.

Lige der, midt i et kaos af strømafbrydelser i New York, som stod under vand, begyndte hans danske kærlighedseventyr.

For trods advarsler om at blive indenfor trodsede Jeremy Strong stormen og tog til en privatfest i en loftslejlighed i Soho. Her mødte han danske Emma Wall, som var ved at færdiggøre sine studier som psykiater.

Det var med hans egne ord skæbnen.

- Hun er fantastisk. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kan forestille mig at være sammen med nogen anden, siger han med et blik, så man tror ham.

Jeremy Strong og Emma Wall blev gift i Christians Kirke på Christianshavn i august 2016. I den anledning havde de fået et par hundrede gæster fløjet ind fra USA. Middagen blev holdt på Papirøen med stor fest bagefter. (Foto: Sara Galbiati)

Da de mødtes, var Jeremy Strong endnu ikke et stort navn.

Han havde lavet teater i ti år og var begyndt at få små roller i store film, men han havde ikke fået sit store gennembrud.

Fremtiden var stadig usikker, og han kæmpede hårdt for at få roller og kunne med egne ord næsten ikke få det til at hænge sammen rent økonomisk.

Men det var Emma ligeglad med, og parret var så seriøse, at hun inviterede ham til Danmark nogle måneder inde i deres forhold, så han kunne se hendes land og møde hendes familie.

- Fra lufthavnen tog jeg direkte til sild og snaps, den ordentlige danske velkomst. Hun viste mig København og den fantastiske kombination, I har af historiske bygninger og det ultramoderne. Jeg blev forelsket i byen med det samme. Det er kommet til at føles som mit hjem.

Elsker 'Borgen'

Vi er gået udenfor, hvor det endelig er holdt op med at regne. Jeremy vil gerne vise det København, han holder mest af, hvor han går mange ture.

  • 'Succession' skal i gang med tredje sæson til april, hvor Jeremy Strong og resten af holdet filmer ti afsnit på én gang. "Jeg prøver at få os til at filme en episode her i Danmark. Det vil jeg virkelig gerne, og jeg tænker, at det nok kan lade sig gøre en dag." (Foto: Kasper Månsson © Dr)
  • "Da vi lavede piloten (første afsnit) til 'Succession', håbede jeg virkelig, det ville blive til en serie, fordi jeg troede på materialet. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive så stor en succes." (Foto: Kasper Månsson © Dr)
  • "Der er noget med lyset her i landet, som jeg er forelsket i. Det er noget helt særligt hele dagen, hver dag. Det lys har vi hverken i Los Angeles eller New York," siger Jeremy Strong. (Foto: Kasper Månsson © Dr)
1 / 3

Han går hjemmevant forbi Skuespilhuset, ned til Kastellet, ind over Amalienborgs slotsplads og videre mod sin favoritcafe Bottega Barlie ved Nyboder, som ligger tæt på hans hjem.

Han er begyndt at hænge ud med andre filmfolk i København, træner i samme fitnesscenter som Claes Bang og hænger ud med instruktørerne Tobias Lindholm og Joshua Oppenheimer. Sidstnævnte har blandt andet lavet den prisvindende dokumentar 'The Act of Killing' og har også slået sig ned i København.

- Jeg føler, her er et lille kreativt fællesskab. I USA samles vi kun til prisshows, men jeg elsker, at alle her ser ud til at kende hinanden og arbejder sammen på kryds og tværs. Jo mere tid jeg bruger her, jo mere har jeg lyst til at finde måder, jeg kan være en del af det.

Selv før han mødte sin danske kone, var han vild med den danske dramaserie 'Borgen', som med Jeremys egne ord "er en af de bedste tv-serier, jeg nogensinde har set". Han er også fan af Thomas Vinterbergs klassiker 'Festen' og instruktøreren Susanne Bier.

- Du kan sige meget om et samfund ud fra, hvad det producerer. Og af et land med kun fem millioner mennesker er det bemærkelsesværdigt den kvalitet og dybde, der kommer herfra. Hvorimod min kultur i filmbranchen er mere… jeg vil sige i en fase af tilbagegang.

Får mange tilbud

'Succession' er blevet et stort hit internationalt, og Jeremy Strong har da også vundet to priser for sit skuespil i serien.

Jeremy Strong mener, at København er en af de bedste madbyer i verden. Nogle af hans favoritsteder er Mikkeller, som har god øl, Baar og Peder Oxe. Han har været på Noma én gang og var vild med det, men elsker også mere traditionel dansk mad som her på Bottega Barlie i København K. (Foto: Kasper Månsson)

Derfor er han begyndt at få så mange tilbud, at han kan tillade sig at vælge.

Lige nu kan han opleves i Guy Ritchies biografktuelle film 'The Gentlemen'. Til april rejser han til USA for at filme sæson tre af 'Succession', og til næste år skal han lave en film med Bradley Cooper om musikfænomenet Leonard Bernstein.

- Det føles mirakuløst at være et sted, hvor jeg har valgmuligheder. Men de skuespillere, jeg beundrer mest, er faktisk dem, der ikke laver vildt meget. Og det, de så laver, går de all in på. Daniel Day-Lewis er det bedste eksempel. Han er en stor rollemodel, som også er blevet min ven. Han har lært mig at være tålmodig og kun tage de roller, som føles som en vild udfordring. Som at bestige et bjerg.

"Jeg har ofte misundt folk, som ikke vidste, hvad de ville lave, for så havde de mulighed for at gå på opdagelse. Jeg har været besat af skuespillet, siden jeg var fire år. Det er min måde at forsvinde på." (Foto: Kasper Månsson)

Og når han så har besteget det bjerg og har brug for at koble af og lade op til næste rolle, har Jeremy Strong fundet sin helt egen metode.

- Så kommer jeg til København. Jeg føler mig meget heldig at have et ægte liv her. Et liv, hvor det betyder alt at se smilet på min datters ansigt, når jeg henter hende i børnehaven.

Han peger ned på brostenene og fortæller, at han lullede hende i søvn i barnevognen lige her.

- Jeg har skuespilvenner, som er meget succesfulde og lever et helt andet liv, men jeg fundet ud af, at der ikke er nogen sammenhæng mellem materiel velstand og fred i sindet, siger han.

- Mange af dem, jeg har mødt her i Danmark, som hverken er velhavende eller ejer privatfly, er lykkeligere og gladere, end dem jeg kender i USA. Meget mere tilfredse. Jeres liv er mere rigt. Det er noget, vi alle kan lære af.

Facebook
Twitter