Hollywood-stjerne skal i fængsel: Bestak sig til bedre karakterer til sin datter

Desperate Housewives-stjernen Felicity Huffman er blevet idømt 14 dages fængsel.

Felicity Huffman betalte 15.000 dollar for et bedre resultat til datterens optagelsesprøve på universitet. Her ankommer hun til retten i Boston sammen med sin mand, skuespiller William H. Macy. (Foto: KATHERINE TAYLOR)

Felicity Huffman, som blandt andet er kendt fra tv-serien Desperate Housewives, skal 14 dage i fængsel. Hun skal også betale en bøde på godt 200.000 kroner og udføre 250 timers samfundstjeneste.

Alt sammen for at have betalt sig til bedre karakterer i datterens optagelsesprøve til universiteterne i USA.

Allerede i maj erklærede den 56-årige skuespiller sig skyldig i at have betalt bestikkelse, så hendes datter ville klare sig gennem en optagelsesprøve, og hun accepterer dommen.

Det skriver hun i en pressemeddelelse ifølge CNN.

- Der er ingen undskyldninger eller gode grunde til mine handlinger. Punktum.

Undskylder til studerende

Dommen over Felicity Huffman er den første i et større sagskompleks, hvor 50 personer er sigtet eller anklaget for at have benyttet sig af korruption og svindel for at sikre deres børn en plads på et af USA's eftertragtede universiteter.

I sin pressemeddelelse undskylder Felicity Huffman til de studerende, som bliver optaget på ærlig vis.

- Jeg vil især undskylde overfor de studerende, der arbejder hårdt hver dag for at komme ind på universitetet og til deres forældre, der yder enorme ofre til støtte for deres børn.

Felicity Huffman har indrømmet at have betalt godt 100.000 kroner for en bedre bedømmelse i datteren Sophias optagelsesprøve.

Fuskeriet skete angiveligt ved, at Felicity Huffman overførte pengene til en falsk velgørenhedsforening, som så på hendes vegne bestak prøveansvarlige til at rette i datterens karakterer, skriver AP.

Det er et lavt beløb sammenlignet med de bestikkelsesbeløb, som andre forældre er anklaget for at have betalt for en adgangsbillet til universitet.

Ifølge AP er nogle forældre blevet anklaget for at betale op til 3,6 millioner kroner.