Ofte kaster Hollywood-stjerner glans og glitter over velgørenhedsorganisationers arbejde i den gode sags tjeneste.
Men nu går en række Hollywood-stjerner som Meryl Streep, Anna Hathaway, Emma Thompson, Lena Dunham og Kate Winslet imod Amnesty, efter den verdensomspændende menneskerettighedsorganisation overvejer at afkriminalisere prostitution og sexarbejde.
En række berømtheder har sat deres signatur på et brev til Amnesty International i en kampagne ført an af Coalition Against Trafficking in Women (CATW), der skal overbevise organisationen om ikke at vedtage en resolutionsændring ved et møde i Dublin næste måned.
- Amnestys rygte som beskytter af menneskerettigheder for den enkelte vil blive alvorligt og uopretteligt skadet, hvis det vedtager denne policy, der tilgodeser sexkøbere, alfonser og andre, der udnytter, fremfor de udnyttede, står der i brevet, som i alt 400 kvinderettighedsgrupper, tidligere menneskehandlede, læger, ledere af trosretninger, modedesignere, 'bekymrede individer' og altså Hollywoodstjerner har skrevet under på.
Amnestyforslag: Kriminalisering fører til flere overgreb
Kriminalisering af prostitution og sexkøb er et emne, der i årevis har splittet forskere, ngo'er og meningsdannere. Amnesty International er ved at lægge sidste hånd på resolutionsforslaget, der har været to år undervejs, og som ifølge organisationen er baseret på evidens, der viser, at kriminalisering af sex med samtykke mellem voksne kan føre til endnu større overgreb på sexarbejdere og prostituerede.
- Disse overgreb inkluderer både psykisk og seksuel vold, vilkårlige anholdelser og frihedsberøvelser, afpresning og chikane, tvungen HIV-tests og medicinske interventioner og udelukkelse fra sundhedstilbud, boliger og andre sociale og juridiske tilbud, skriver Amnesty i en erklæring ifølge Reuters.
Vil man lytte til Amnesty eller Lena Dunham?
Flere forskere og forkæmpere for sexarbejderrettigheder giver online udtryk for, at berømthedernes brev er 'celebrity humanitarism', når det er værst og negligerer flere års forskning på området. Blandt andet juraprofessor Chi Adanna Mgbako, Fordham University i New York:
https://twitter.com/chiadanna/status/624970950182875136
Forslaget vil blive fremsat ved Amnesty Internationals råd i Dublin 7.-11. August.
Læs det lækkede udkast til resolutionsforslag her.