Hoppede du også med på den? Her er 3 ikoniske modetrends fra film og serier - og en lille bonus

Det store lærred har kastet talrige modediller af sig gennem tiden.

Både 'Sex & The City' og filmen 'Call Me by Your Name' har kastet modetrends af sig. (Foto: Nicolai Bruun (Grafik) © DR)

Har du siddet foran skærmen og sukket længselsfuldt efter de flotte og pompøse kjoler i Netflix-serien 'Bridgerton'?

I så fald er du ikke alene.

For nylig lancerede modebrandet Hill House i samarbejde med Netflix og organisationen Phenomenal en række kjoler inspireret af Daphne Bridgerton, Penelope Featherington og de andre fashionable karakterer i successerien.

Og interessen for kollektionen, der bestod af tre farverige kjoler dekoreret med mønstre inspireret af moden i serien, var så stor, at kjolerne blev udsolgt på rekordtid.

Du kan se de tre eftertragtede kjoler i opslaget her:

De 'Bridgerton'-inspirerede kjoler er blot det seneste eksempel på, hvordan tv, film og serier inspirerer til nye modetrends.

Ifølge stylist og skrædder Jon Elster, der til daglig driver modebrandet Jome Studio, har kulturscenen og modebranchen altid haft et tæt samspil.

- Film og serier har altid været med til at skabe trends. Se bare, hvad 'Top Gun' gjorde for Aviator-solbrillen, eller hvad James Dean gjorde for læderjakken og den hvide t-shirt, forklarer han.

Daphne Bridgerton, der spilles af skuespiller Phoebe Dynevor, i Netflix-serien 'Bridgerton'. (Foto: Liam Daniel © Netflix)

Ifølge Jon Elster har film, serier og musikvideoer altid været særligt effektive til at skabe nye trends og modetendenser - også mere end traditionelle reklamer.

- Når du ser en film, bliver du ikke præsenteret for moden med et sælgerperspektiv, som du gør i en reklame. I stedet bliver tøjet en del af den store fortælling. Og når vi som seere så sidder dér og bliver forelskede i en bestemt karakter, får vi jo lyst til at være som dem – og dermed også gå klædt som dem, siger Jon Elster og fortsætter:

- Så snart der bliver opbygget en god historie omkring en person og et stykke mode, er det faktisk underordnet, om det er god kvalitet, hundedyrt eller overhovedet er specielt smart. Vi vil bare gerne købe ind på fortællingen.

Tom Cruise ses her under optagelserne til hitfilmen 'Top Gun', der i 1986 var med til at gøre den ikoniske Aviator-solbrille til en stor modetrend. (Foto: Sunset Boulevard © Getty Images)

I sit arbejde med at style og designe nyt tøj finder Jon Elster også selv inspiration på det storre lærred.

- Jeg finder meget inspiration i film, serier og musikvideoer, fordi det er så letoversætteligt. Skal du ud og finde inspiration i en bygning eller en park, kan det godt blive lidt svært, men i film, serier og musik er tendenser og inspiration meget mere letafkodelig, forklarer han.

Vi har bedt Jon Elster komme med tre eksempler på film og serier, som gennem tiden har dannet grundlag for nye modetendenser – og til sidst venter dig også et bonus-eksempel fra DR's egne rækker.

1

'Sex and the City'

Sarah Jessica Parker ses her under optagelserne til 'Sex and the City: The Movie' fra 2008. (Foto: James Devaney © Getty Images)

Når man taler mode og tv-serier, er det svært at komme udenom 'Sex and the City'.

Ifølge Jon Elster har serien, der kørte fra 1998 til 2004, og som også har kastet to spillefilm af sig, været "banebrydende", når det kommer til at blande fiktion og mode.

- 'Sex and the City' har helt sikkert været med til at bryde nogle barrierer ned, fordi moden fyldte så meget. Både i dag og dengang var der jo folk, der udelukkende så serien for at blive inspireret af det tøj, de medvirkende havde på.

HBO-serien har gennem årene kastet flere ikoniske outfits og tendenser af sig – blandt andet den navnehalskæde, som seriens hovedperson, Carrie Bradshaw, spillet af Sarah Jessica Parker, bærer flere gange gennem serien.

- Den blev en kæmpe ting. Pludselig skulle alle ud at have sådan én, og der var ikke et modehus med respekt for penge, der ikke lavede deres egen navnehalskæde, fortæller Jon Elster.

Sarah Jessica Parker i 2001 iført den ikoniske 'Carrie'-halskæde. (Foto: Tom Kingston © Getty Images)

Han fremhæver også et andet af Carrie Bradshaws antræk, som hun bærer i spillefilmen 'Sex and the City: The Movie' fra 2008:

I en scene løber Carrie gennem sne og slud – iklædt stiletter og en stor pelsfrakke – gennem New Yorks gader for at mødes med veninden Miranda, der – ligesom Carrie – holder nytår mutters alene.

- Den scene er så stærk og fuld af følelser. Alle andre fester løs, mens hun stormer gennem New Yorks gader iført den her store rævepels og fine glimmerhue. Det er en ikonisk scene og et ikonisk outfit, som helt sikkert har dannet grobund for mange nytårs-looks siden da.

2

'Call Me by Your Name'

Skuespillerne Armie Hammer (til højre) og Timothée Chalamet spiller hovedrollerne som Oliver og Elio i den anmelderroste film 'Call Me by You Name'. (Foto: pressefoto)

I biografsuccesen 'Call Me by Your Name' følger vi den spirende – og forbudte – romance mellem hovedpersonerne Oliver og Elio.

Ifølge Jon Elster har filmen kastet flere modetrends af sig. Han fremhæver blandt andet en særlig sølvhalskæde, som den unge Elio, spillet af Timothée Chalamet, bærer i store dele af filmen.

- Det er en lille bitte ting, men den simple sølvhalskæde er med til at sætte en stemning og bliver en del af Elios karakter. Elio er en figur, der drager folk, og dér er halskæden en ret let og tilgængelig måde at blive en del af det univers, forklarer Jon Elster om halskæden.

I filmen er Elios halskæde prydet med et vedhæng formet som en davidsstjerne, men tendensen dækker generelt over tynde halskæder med simple vedhæng og ikke kun davidsstjerner.

'Call Me by Your Name' udspiller sig i 1983 i en søvnig by i det nordlige Italien, og filmens garderobe er fuld af sarte pasteller og løse sommergevandter. Tendenser, som også har vækket genklang i alverdens klædeskabe.

- Filmen emmer af den her følelse af løssluppenhed og sommeren, der aldrig ender. Den stemning har vi også set gøre sig gældende i modebilledet i form af ting som hørbukser, løse skjorter og enkelte stylinger, som fremstår meget afslappede og ubesværede, forklarer Jon Elster.

3

'Peaky Blinders'

Skuespiller Harry Kirton, der spiller rollen som Finn Shelby i 'Peaky Blinders', ses her på den rød løber ved NME Awards 2020. Hans ven bærer en sixpence - eller newsboy cap - som er et af de faste modeelementer i serien. (Foto: Jo Hale © Getty Images)

Jon Elsters sidste eksempel er BBC-serien 'Peaky Blinders', der lige nu brygger på sin sjette sæson. Serien udspiller sig i Birmingham efter Første Verdenskrig og følger den korrupte forretningsmand Thomas Shelby og hans kriminelle familie.

- Her er en serie, der også får mændene med på modefronten. Den udspiller sig i det her benhårde undergrundsmiljø i det gamle Storbritannien, hvor mændene render rundt med three piece suits, skjortenåle og newsboy caps på hovedet, fortæller Jon Elster.

- Det er ikke, fordi alle pludselig rendte rundt i tweed-jakkesæt efter at have set 'Peaky Blinders', men den satte helt sikkert nogle spor, siger Jon Elster og fremhæver den såkaldte newsboy cap (forestil dig den sixpence, som alle avisdrenge i gamle film bærer på hovedet).

- Jeg var på en tøjmesse i Firenze, hvor jeg talte med manden, der faktisk havde leveret de her hatte til holdet bag 'Peaky Blinders'. De kunne melde totalt udsolgt.

4

En lille bonus: 'X Factor'

Sofie Linde har været vært på 'X Factor' siden 2016. Jon Elster har været med til at klæde værten på i alle sæsoner siden da. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Ret skal være ret. Jon Elster bragte ikke selv 'X Factor' på banen.

Men direkte adspurgt kan designeren, der gennem mange år har stået for stylingen af 'X Factor'-værten Sofie Linde, ikke se sig fri for, at han selv har været med til at skabe looks, der har smittet af på andre.

Også selvom de kommer fra virkeligheden og ikke fiktionens verden, som de andre eksempler.

- Jeg vil ikke lyde høj i hatten, men nu du spørger, så tror jeg da, Sofies outfits har inspireret en del mennesker, siger han og tilføjer:

- Men det giver jo også sig selv, for når jeg smider noget tøj på Sofie, er der jo måske én million tv-seere, der ser det i fjernsynet. Og dertil kommer de mange folk, der følger Sofie på Instagram. De outfits får med andre ord en massiv eksponering.

Sofie Linde på scenen under 'X Factor'-semifinalen i 2017. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

'X Factor'-værten har flere gange trukket overskrifter for sine farverige – og ofte noget ekstravagante – antræk.

- Vi har altid gjort os umage med at tage nogle chancer og ikke bare følge strømmen. Det har altid været et mantra for os, siger Jon Elster.

Han forklarer, at han og Sofie Linde gennem årene netop har forsøgt at gøre det let for andre at lade sig inspirere af tv-værtens vilde outfits.

- Det har været vigtigt for os, at det skulle være lettilgængeligt og noget, alle kunne være med på.

- For os er det et succeskriterium, hvis et barn tropper op til fastelavn udklædt som Sofie Linde, for så betyder det, at det har været letafkodeligt og noget, man har kunnet lave derhjemme i stuen, slutter han.

Tidligere fremgik det i artiklen, at Elio i filmen 'Call Me By Your Name' havde et vedhæng formet som en jødestjerne i sin halskæde. Det er rettet til davidsstjerne.

Facebook
Twitter