Horder af elefanter indtager København

102 udsmykkede elefanter vil fra næste måned være at finde på gader og stræder i hovedstaden, når den såkaldte Elephant Parade Copenhagen indtager byen.

Fra næste måned kan du med stor sandsynlighed møde en elefant eller to, hvis du tager på en travetur i København.

Den 1. juni begynder den såkaldte Elephant Parade, En verdensomspændende kunstprojekt der nu er nået til den danske hovedstad.

Udsmykket af danske kunstnere

Helt præcis 102 kunstelefanter vil blive udstillet på centrale pladser og parker rundt om i byen, og for dem alle gælder det, at de er blevet udsmykket af danske kunstnere - deriblandt Bjørn Nørgaard, Leif Sylvester og Isabel Berglund.

- Vi håber, at københavnerne og besøgende vil passe rigtig godt på kunstelefanterne mens de er her, samtidig med at de nyder den energi og stemning de bidrager til i byrummet, udtaler kunstkoordinator for Elephant Parade Copenhagen, Marie Caroline Schjeldal i en pressemeddelelse.

Vil være verdens største støtteorganisation

Elephant Parade så første gang dagens lys i 2007 i Rotterdam, og har siden været afholdt i Antwerpen, Amsterdam og er i maj måned aktuel i London.

Ambitionen er, at projektet skal blive en af verdens største støtteorganisationer for elefanter via de penge, som bliver indsamlet gennem auktioner og sponsorater.

Auktion den 9. september

Indtil videre har Elephant Parade indsamlet 46 millioner kroner, og efter arrangementet i København rykker Elephant Parade foreløbig videre til storbyerne Milano, Singapore, Istanbul og Singapore.

De 102 kunstelefanter kan ses indtil den 25. august rundt om i hovedstaden, og skulle man have lyst til at sikre sig et eksemplar, vil alle elefanterne blive bortaktioneret den 9. september hos Bruun Rasmusssens Kunstauktioner.

Facebook
Twitter