Hulemalerier på Møns Klint

Møns Klint er klar med et nyt Geocenter, der skal fortælle om stedets udvikling - blandt andet ved hjælp af et hulemaleri af Bjørn Nørgaard og en film af Rumle Hammerich.

På Møns Klint åbner snart et nyt Geocenter. Der vil man på traditionel vis kunne læse, høre og se, hvordan Danmark er bygget på kridt og hvordan Møns Klint blev til.

Men centeret har også taget nye metoder i brug for at formidle Møns Klints historie.

For at lette formidlingen - og skrue op for sanserne - har Geocenter Møns Klint nemlig inviteret fem kunstnere til at skabe hvert deres unikke værk til stedet.

Der er derfor indrettet fem udstillingshuler, hvor kunstnerne Thorbjørn Lausten, Jeppe Hein, Bjørn Nørgaard, Ole Bornedal og Rumle Hammerich giver hver deres fortolkning af den geologiske historie.

Ikke set før

Resultatet er blandt andet hulemalerier, film og lysinstallationer i hulerne, hvor filminstruktør Ole Bornedal er manden, der står for den overordnede scenografi, siger direktør for Møns Klint, Nils Natorp.

- Kunsten skal være med til at gøre det til en anderledes og spændende oplevelse. Det er i hvert fald et koncept man ikke har set på andre naturcentre, siger Nils Natorp til DR Kultur.

Dronningebesøg

Dronning Margrethe åbner det nye Geocenter den 29. maj og dagen efter vil der være åbent for offentligheden.

Geocenter Møns Klint ejes af en privat erhvervsdrivende fond.

Facebook
Twitter