Hun startede en revolution: Nu kommer Sofie Lindes MeToo-kjole på museum

Sofie Linde bliver danmarkshistorie. 'Det er ret fantastisk', siger designer.

Sofie Linde i rollen som vært ved 'Zulu Comedy Galla 2020'. (Foto: UNGER © Unger Anthon)

Hvis Sofie Linde på et tidspunkt ud i fremtiden skal på Nationalmuseet med børn og eventuelle børnebørn, så får hun måske god anledning til at fortælle om, dengang hun satte skub i den danske MeToo-bølge.

For den kjole, Sofie Linde bar som vært under 'Zulu Comedy Galla', hvor hun fortalte om "tv-kanonen", der ville tvinge hende til et blowjob, er kommet i museets varetægt.

- Vi indsamler løbende ting til vores samlinger, da det er vigtigt at kunne fortælle en større historie ud fra noget materielt, siger Bobo Krabbe Magid, der er samlingschef på Nationalmuseet.

Kjolen skal altså være med til at fortælle historien om den revolution i køns- og sexime-debat herhjemme, der er fulgt i kølvandet på Sofie Lindes opsang.

Den er ikke en del af en decideret MeToo-samling, men en genstand, der skal være med til at fortælle, om hvad der er sket i 2020. Ligesom visir, ansigtsmasker og flasker med sprit skal fortælle om coronapandemien.

MeToo-kjole sammen med gevandter fra 1600-tallet

Nationalmuseet har dog været en smule udfordret i forhold til MeToo-debatten, for hvordan indsamler man en hånd på låret eller en ulækker kommentar til en julefrokost?

Det er lettere at indsamle kjolen båret af hende, der er blevet ikonet på MeToo-bevægelsen i Danmark.

- Og det kan måske godt blive lidt svært at få fat i Sofie Lindes kjole om 50 år, hvis man vil det, konstaterer samlingschef Bobo Krabbe Magid.

Derfor tog Nationalmuseet kontakt til designeren og indehaveren af kjolen, der indvilgede i at donere kjolen til museet.

Lige nu hænger MeToo-kjolen på et kontor på Nationalmuseet og er ved at blive registreret.

Derefter bliver den sendt til et af museets magasiner, hvor den blandt andet skal hænge sammen med kjoler, der kan dateres helt tilbage til 1600-tallet.

For kjolen er ikke udelukkende indsamlet som et symbol på MeToo-bevægelsen, men også som et eksempel på en tidssvarende gallakjole.

Kjolen var designet til, at Sofie Linde nemt og hurtigt kunne vise sin mave frem under 'Zulu Comedy Galla'. (Foto: UNGER © Unger Anthon)

Tale havde indvirkning på designet

Med 7.500 Swarowski-sten gør kjolen da også et vist indtryk.

Ligesom det gør på designeren bag, Morten Ussing, at Nationalmuseet har valgt at indlemme kjolen i danmarkshistorien.

- Det er ret fantastisk, og jeg er meget stolt over, at Nationalmuseet har et stykke af mit tøj, men æren skal jo tilfalde Sofie, siger Morten Ussing.

- Det er jo tilfældigt, at det er mig, der har lavet kjolen. Det er den debat, som Sofie, har skabt, der er vigtig. Så jeg har faktisk ikke tænkt så meget over, at det var min kjole, hun havde på, understreger han.

Morten Ussing har lavet flere X Factor-kjoler til Sofie Linde, som han har arbejdet sammen med i knap fem år, og han glæder sig på hendes vegne over, at talen ved 'Zulu Comedy Galla' i august har haft den effekt, den har.

Faktisk var han blevet informeret om, at Sofie Linde ville smie en bombe ved at sige, det hun gjorde.

- Ja, for der skulle tages nogle hensyn til kjolen i forhold til det, hun ville sige, fortæller Morten Ussing uden at ville afsløre præcist, hvad de hensyn gik ud på.

Til gengæld vil han godt fortælle, at kjolens korte design skyldes, at Sofie Linde skulle have mulighed for hurtigt og nemt at løfte op i den, så man kunne se hendes gravide mave.

Det vides ikke, om Morten Ussings kjole skal udstilles på Nationalmuseet. I første omgang er den indsamlet til opmagasinering.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter