'Hun var en håndgranat for den kongelige familie': Meghan Markle fylder rundt og er hadet og elsket

Hertuginde Meghan fylder 40 år i dag. Vi ser tilbage på hendes turbulente år i det britiske kongehus.

Hertuginde Meghan er blevet én af verdens mest omtalte kvinder, siden hun for fem år siden indledte et forhold til prins Harry. (Foto: SplashNews.com © Scanpix)

Et spirende forhold til en britisk prins, et overdådigt bryllup, som gik verden rundt, et mere end anstrengt forhold til pressen og et sjældent set brud med den britiske kongefamilie.

Sådan kan man ultra, ultra kort opsummere amerikanske Meghan Markles indtræden i alles bevisthed, da hun for fem år siden indledte et forhold til britiske prins Harry.

Det har i det hele taget været et begivenhedsrigt liv for hertuginde Meghan, der i dag fylder 40 år.

Hun er i dag én af verdens mest omtalte kvinder, og hun deler i den grad vandene – specielt efter, at hun og prins Harry for halvanden år siden officielt meldte sig ud af den kongelige familie.

- Hun er en håndgranat, der er blevet smidt ind i det britiske kongehus. Buckingham Palace står stadigvæk, men hun har virkelig rusket op i den britiske kongefamilie og allermest prins Harry, siger Lone Theils, der er tidligere Storbritannien-korrespondent og følger den britiske kongefamilie tæt.

Fik ændret sæbereklame

Meghan Markle blev født i Los Angeles for 40 år siden. Hendes mor, Doria Ragland, er afroamerikaner og arbejder som socialrådgiver og yogainstruktør. Hendes far, Thomas Markle, er hvid og en prisvindende filmfotograf.

Hendes forældre blev skilt, da hun var seks år gammel, og om sin opvækst som halv afroamerikansk og halv hvid har Meghan Markle tidligere udtalt følgende til Elle Magazine:

- Min far er kaukasisk, og min mor er afroamerikansk. Jeg er halv sort og halv hvid. At sige, hvem jeg er, at dele hvor jeg er fra, og at tale om min stolthed over at være en stærk, selvsikker mixed-race kvinde, er noget jeg omfavner i dag, udtalte hun i 2016.

Og racespørgsmålet har også fyldt i kampen mod medierne. Samme år udsendte kongehuset en usædvanlig pressemeddelelse, hvor man beskyldte de britiske medier for racistiske undertoner i dækningen af Meghan Markle.

Prins Harry og hertuginde Meghan blev gift den 19. maj 2018 i St George's Chapel på Windsor Castle i Storbritannien. (Foto: damir Sagolj © (c) Getty images)

Allerede som 11-årig fik Meghan Markle opmærksomhed fra medierne.

Her lykkedes det hende nemlig at tvinge en sæbeproducent til at ændre en reklame, som antydede, at kvinder hører hjemme i et køkken.

Sæbeproducentens slogan lød: "Kvinder over hele USA kæmper mod fedtede potter og pander".

Men efter blandt andet at have skrevet et brev til den daværende førstedame i Det Hvide Hus, Hillary Clinton, fik mediepresset virksomheden til at ændre sit slogan til "folk" i stedet for "kvinder".

The blind date

Meghan Markle blev uddannet fra Northwestern University i Chicago, hvor hun har en bachelorgrad i internationale studier og teater, og det ledte hende til Hollywood.

Efter et par mindre roller i sæbeoperaen 'General Hospital' og tv-serien 'CSI: New York' fik Meghan Markle sit store gennembrud i tv-serien 'Suits', hvor hun fra 2011 spillede den hårdtarbejdende jurastuderende Rachel Zane.

- Historien går i øvrigt på, at prins Harry fik øje på hende i serien og sagde, at det var hans drømmekvinde, siger Lone Theils.

Meghan Markle (i midten) spillede med i den populære tv-serie 'Suits' i syv sæsoner. (Foto: USA Network © (c) Getty images)

Men der skulle gå endnu fem år, før Meghan Markle og prins Harry mødte hinanden.

Af en fælles ven blev de sat op på en blind date, som gik forrygende.

- Jeg blev overrasket, da jeg trådte ind i rummet og så hende. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre mig meget umage her, sagde prins Harry til det britiske medie BBC efter deres forlovelse i 2017.

Efter et par dates overtalte prins Harry Meghan Markle til at tage med ham på en campingtur i Botswana.

- Vi camperede med hinanden under stjernerne. Hun var sammen med mig i fem dage, hvilket var fantastisk, sagde prins Harry videre.

Mobbet af den britiske presse?

Meghans forhold, forlovelse og ægteskab med prins Harry gjorde med ét hertuginde Meghan til en global superstjerne.

Brylluppet mellem hertuginde Meghan og prins Harry fandt sted i maj 2018, og det blev fejret med al den pomp og pragt, som kun det britiske kongehus kan præstere.

Men under den lykkelige overflade lurede problemerne for parret. Især med den britiske tabloidpresse.

- Der er ingen tvivl om, at den britiske presse kastede sig over Meghan på en meget hård måde, siger Lone Theils.

Der er tidligere blevet bidt mærke i, at pressens behandling af hertuginde Meghan har været hård - tenderende til mobbende, hvis man sammeligner den med pressens behandling af hertuginde Kate, der er gift med Harrys storebror, prins William.

I 2019 sammenlignede prins Harry tabloidpressens behandling af sin kone med den, hans mor, prinsesse Diana, fik. Hun døde i et biluheld i 1997 - tæt fulgt af paparazzifotografer.

- Der har været utrolig meget negativ presse omkring hende, har Marianne Singer, der er hofreporter på Billed-Bladet, tidligere udtalt til dr.dk.

Her peger hun på historier om, at hertuginde Meghan er arrogant, overfladisk og dominerende, samt at hun har behandlet sin familie dårligt og har et overforbrug af tøj.

Bruddet med kongehuset

Meghan og Harrys dårlige forhold til pressen var én af årsagerne til, at parret i januar 2020 tog den drastiske beslutning at forlade den kongelige familie.

- Beslutningen om at træde tilbage, som jeg har truffet for min kone og jeg, har ikke været nem. Det krævede mange måneders snakke efter mange års udfordringer. Jeg ved, at jeg ikke altid har gjort det rigtige, men i den her situation var der ingen anden udvej, sagde prins Harry dengang.

Her ses hertuginde Meghan med sønnen Archie under et besøg i Sydafrika i 2019. (Foto: Pool © Getty Images)

Bruddet med kongehuset blev af mange - både af pressen og det britiske folk - set som hertuginde Meghans værk, fortæller Lone Theils.

- Hendes kritikere mener, at hun har været for det britiske kongehus, hvad Yoko Ono var for The Beatles. Altså, at hun var grunden til, at de splittede fra den kongelige familie.

- Hun beskyldes for kun at ville have glamouren - ikke de hårde sider af at være gift med en britisk kongelig, som blandt andet betyder, at man skal finde sig i det ene og det andet fra den britiske presse, siger Lone Theils.

Men hertuginde Meghan er ikke kun blevet udsat for kritik gennem årene. Hun har også mange tilhængere, som elsker hendes stil og fremgangsmåde.

- Dem, der elsker hende, siger, at hun er meget elskelig, og at hun har reddet prins Harry ud af kløerne på den her følelseskolde britiske kongefamilie, som nærmest ikke har noget begreb om den virkelige verden.

- Groft sagt hader briterne hertuginde Meghan, mens amerikanerne elsker hende, siger Lone Theils.

Det eksplosive Oprah-interview

Det leder os frem til den nære fortid, hvor prins Harry og hertuginde Meghan har rykket teltpælene op, er flyttet til Los Angeles og fuldstændig har brudt alle forpligtigelser til den kongelige familie.

Fra deres selvvalgte eksil i Californien gav parret i marts i år et yderst sprængfarligt interview med talkshow-værten Oprah Winfrey.

I marts måned gav parret et imødeset interview med Oprah Winfrey, som i ugerne efter stjal alverdens overskrifter. (© Scanpix)

Parret fortalte, at allerede før de blev gravide med deres første barn, havde medlemmer af kongehuset delt deres bekymringer om, hvor mørk hudfarven på parrets eventuelle børn mon ville blive.

- Bekymringerne omhandlede, hvor mørk barnets hud potentielt ville blive, hvad det ville betyde, og hvordan det ville se ud, fortæller hertuginde Meghan i interviewet.

Her afslørede hertuginden også, at hun kæmpede med selvmordstanker i sin tid som kongelig.

- Der var tidspunkter, hvor jeg følte, at nu kan jeg ikke føle mig mere ensom, fortalte hun og tilføjer, at hun havde afleveret sit kørekort, bilnøgler og pas, da hun sluttede sig til kongefamilien.

- Jeg havde bare ikke lyst til at leve mere. Og det var en meget tydelig og skræmmende, konstant tanke, fortsatte hun i interviewet.

Hvad så nu?

Hvordan fremtiden uden de kongelige forpligtelser kommer til at se ud for hertuginde Meghan og prins Harry må tiden vise.

Men noget kunne tyde på, at parret satser på en fremtid i Hollywood.

Sidste år indgik parret en aftale med streaminggiganten Netflix, hvor de de kommende år skal producere blandt andet dokumentarer, spillefilm, tv-serier og børneprogrammer.

Hvad parret økonomisk får ud af aftalen vides ikke, men den har helt sikkert ikke været billig for Netflix, er Lone Theils overbevist om.

- De skal finde en anden måde at leve på, fordi de ikke længere kan være kongelige. De skal leve af det brand, de i noget tid har været ved at opbygge.

- Det bliver spændende at se, om de kan opretholde en indtægt, de vil have. For uanset hvordan man vender og drejer det, vil de altid være verdenskendte, og det vil deres børn også være. Der vil derfor altid være behov for beskyttelse, og det skal de selv kunne betale, siger Lone Theils.

Facebook
Twitter