Hun var ven med Albert Einstein og skrev breve til Joseph Stalin: Katinka synger om kontroversiel dansk forfatter på de skrå brædder

Teaterforestilling og bogudgivelse skal give ny dansk dramatik mere bevågenhed og levetid.

Hun udgav omkring 70 bøger og levede et vildt og frit liv i starten af 1900-tallet, og hendes bøger er oversat til 20 sprog.

- Karin Michaëlis er i virkeligheden et af vores største danske forfatterskaber nogensinde, siger teaterchef på Baggårdteatret i Svendborg Jakob Bjerregaard Engmann.

Alligevel er hun ikke en af de forfattere, de fleste har hørt om. Men det vil Baggårdteatret gøre noget ved.

- Historien om Karin, som er totalt ufortalt, fortjener at komme ud i verden, og det var oplagt for os som det fynske egnsteater, siger Jakob Bjerregaard Engmann.

Hendes

kontroversielle
livsstil og hendes foredrag i især Tyskland og USA om tabuiserede emner som kvindefrigørelse, kvinders ret til fri seksualitet og børneopdragelse gjorde hende unik i samtiden.

  • Katinka Bjerregaard spiller Shen Te i 'Jagten på det gode menneske'. Shen Te leder efter guderne, som leder efter et godt menneske. (Foto: Ard Jongsma / www.stillwords.com © Ard Jongsma / Still Words)
  • Anders Budde Christensen spiller alle mænd i forestillingen, herunder Karins to ægtemænd, Sophus Michaëlis og Charles Stangeland samt Bertolt Brecht.. (Foto: Ard Jongsma / www.stillwords.com © Ard Jongsma / Still Words)
  • Forestillingen 'Jagten på det Gode Menneske' spiller for øjeblikket på Baggårdteatret. (Foto: Ard Jongsma / www.stillwords.com © Ard Jongsma / Still Words)
  • Josephine Nørring spiller alle kvinder i stykket udover Karin Michaëlis. Herunder Bertolt Brechts kone, skuespilleren Helene Weigel og skuespilleren Betty Nansen samt Karins mor. (Foto: Ard Jongsma / www.stillwords.com © Ard Jongsma / Still Words)
1 / 4

I årene op til 2. verdenskrig inviterede Karin Michaëlis politiske flygtninge som for eksempel den tyske dramatiker og forfatter Bertolt Brecht i

eksil
fra Tyskland til Thurø, hvor de boede i barakker i hendes baghave. Og hun skrev breve til Joseph Stalin for blandt andet at fortælle ham, at han skulle opføre sig ordentligt.

- Så hun var en verdenskvinde, fortæller Jakob Bjerregaard Engmann.

Karin Michaëlis' bøger var så

kontroversielle
, at de blev forbudt af Nazityskland.

Tre års arbejde forløses

Den 21. februar var der premiere på forestillingen 'Jagten på det gode menneske' på Baggårdteatret, og det glæder teaterchefen, at forestillingen endelig er ude.

- Det er tre års arbejde. Det er en stor ting, når vi føder sådan et projekt her, som vi har arbejdet på så længe, siger Jakob Bjerregaard Engmann.

Den 6. marts udkommer forstillingen også som litterært værk. Teaterstykket, som handler om, hvad der er et godt menneske, kan læses i sin helhed i bogen sammen med musiker Katinka Bjerregaards sange til forestillingen. Derudover indeholder bogen også syv essays om Karin Michaëlis’ liv og betydning før og nu.

Målet er at udbrede kendskabet til den halvglemte forfatter.

- Hun var svær at

håndtere
, og det gjorde hende ikke særlig populær. Men man kan undre sig over, at der skulle gå 70 år, før hun nu kommer frem, og det er da helt klart det, vi har som vision her fra teatret, siger Jacob Bjerregaard Engmann.

Bogen udgives på Politikens Forlag den 6. marts. I bogen indgår manuskriptet til forestillingen skrevet af Reumertvindende Julie Maj Jakobsen, sangtekster af Katinka Bjerregaard og nye essays af blandt andre Amalie Langballe og Bo Tao Michaëlis .

Inspiration for nutiden

Hendes måde at agere på kan være til inspiration for nutiden, mener Jakob Bjerregaard Engmann.

- En kvinde, som på den måde sætter sig op imod et nationalistisk styre i Tyskland og siger, det kan ikke være rigtigt, det er også noget, vi for eftertiden kan bruge til refleksion.

Sangerinde Katinka Bjerregaard - kendt som musikeren Katinka - har været med til at skrive og komponere musikken til forestillingen.

Hun fandt også Karin Michaëlis inspirerende og fascinerende, så da hun blev kontaktet af teaterchefen på Baggårdteatret med henblik på at være med i en forestilling, sagde hun ja. Hun havde faktisk allerede kendskab til Karin Michaëlis, fordi hun med begejstring havde læst en af hendes bøger.

- Det er en bog, hun skrev som krigskorrespondent. Hun fik lov til en masse ting, fordi hun gav sig selv lov. Det gjorde man ikke dengang, fordi alt var så lukket til. Så hun var en meget spændende kvinde, der ikke tog et nej for et nej, og det, synes jeg, er meget inspirerende, fortæller Katinka Bjerregaard.

Katinka som de fleste kender hende - her ved en tidligere koncert på Northside. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

En ny sang for hver ny ting om Karin

I arbejdet med sangene til forestillingen har Katinka Bjerregaard skrevet en ny sang om Karin Michaëlis, for hver gang hun lærte nye ting at kende om hende.

- Jeg har aldrig prøvet at skrive andet end om mig selv. At lære en anden kvinde at kende og skulle skrive fra hendes synspunkt, var en meget vild udfordring for mig, fortæller Katinka Bjerregaard.

Og udfordringer er der nok af for den scenevante musiker, for det er noget andet at stå i rampelyset som skuespiller end som musiker.

- Det er totalt angstprovokerende at stå at spille skuespil. Men det er både spændende og ekstremt farligt, siger hun.

Det undrer dog ikke Katinka Bjerregaard, at det netop var hende, der blev udvalgt til at være med i forestillingen.

- Jeg har et meget teatralsk udtryk, når jeg spiller koncert, og det har jeg ligesom skullet

begrænse
, men det gør jeg ikke længere. Nu giver jeg den fuld smadder, siger hun om sin optræden på de skrå brædder.

Teaterstykket sættes også op både på Aveny T i København og på Randers Egnsteater i marts, inden forestillingen vender tilbage til Sydfyn.

Om Karin Michaëlis

  • Blev født i Randers i 1872 og døde i København i 1950.

  • Boede fra 1939 til 1946 i eksil i USA.

  • Som ung flyttede hun til København for at uddanne sig til pianist. Her mødte hun forfatteren Sophus Michaëlis, som hun blev gift med.

  • I 1898 debuterede Karin Michaëlis som forfatter, men uden stor succes.

  • Gennembruddet kom først med romanen 'Barnet' i 1902.

  • 'Den farlige alder' fra 1910 gav hende et stort internationalt gennembrud.

  • I løbet af de 50 år, hun var aktiv som forfatter, skrev hun en masse noveller, 36 romaner, 9 børnebøger - og 2 selvbiografier.

  • I 2006 blev Karin Michaëlis Selskabet stiftet med det formål at udbrede kendskabet til hendes liv og forfatterskab.

  • I en periode boede hun på Thurø på Sydfyn, og det er også her, hun ligger begravet.

  • Kilde: Karin Michaëlis Selskabet

Facebook
Twitter