Hvor mange gange kan man genudsende Barnaby?

Danskerne er tilsyneladende vilde med engelske krimiserier og har været det i mange år. Englænderne har til gengæld nu fået øjnene op for danske tv-krimiers kvaliteter.

Kriminalkommissær Barnaby er nærmest blevet fast inventar på DR1 lørdag aften og har været det i mange år. Med mord, der er mere hyggelige end de er uhyggelige, er Barnaby en krimiserie, hvor man både kan småsove lidt undervejs og hvor det ikke gør så meget, hvis man kan huske, hvem morderen er.

Danskerne er tilsyneladende vilde med engelske krimiserier og har været det i mange år. Samtidig, på den anden side af kanalen, har englænderne til gengæld fået øjnene op for den danske tv-krimi "Forbrydelsen" - eller "The Killing", som serien hedder på engelsk. Den alvorlige Sarah Lund er blevet så populær, at aviser som The Times både har en leder og artikler om Forbrydelsen - og sågar strikkeopskrifter til den berømte uld-sweater.

Henrivende reaktionær

- Barnaby-rollen er normaliteten selv. Og landsbymiljøet er drømmen om at være et sted, der ikke forandrer sig.

Det siger Lotte Frederiksen, når hun skal forklare hvad, der er så fascinerende ved Barnaby-serien. Og hun ved, hvad hun taler om, for udover at være lektor, er Lise Lotte Frederiksen også guide på de populære Barnaby-rejser, hvor hun tager folk med rundt til de forskellige locations i serien. Fortællingerne om Barnaby foregår i små ordnede samfund, der nok bliver forstyrret af et mord eller to, men hvor den sociale orden altid genoprettes, når mordet bliver opklaret.

Bo Tao Michaëlis, der er kritiker og anmelder ved Politiken finder det interessant, hvordan krimiserien Barnaby har overlevet mange af de mere hårdkogte amerikanske serier:

- Barnaby-serien er jo henrivende reaktionær - en pære, der henkogt i egen saft. Og den kan jo fortsætte i uendelighed.

Men hvor kriminalkommisær Barnabys største personlige problemer typisk drejer sig havefliser og konen, der har lavet dårlig mad, så har de skandinaviske detektiver gerne nogle helt anderledes personlige problemer.

Nordic Noir

Ifølge Bo Tao, er de skandinaviske krimier populære, fordi de handler om det moderne menneske. De nye skandinaviske detektiver er ofte ensomme kvinder i storbyen, som Lisbeth Salander, Sarah Lund og senest Saga Norén fra den svensk-danske tv-krimi "Broen". Bo Tao siger:

- Den nordiske krimi afspejler, at de skandinaviske samfund er nogle af de mest frigjorte i verden. Jeg har den teori, at krimierne afspejler, hvordan den skandinaviske kvinde både er den mest frigjorte, men hun er også den, der har sværest ved kærligheden. Det koster noget og det er dybt fascinerende.

En anden tendens i de nyere skandinaviske tv-krimier er, at vi ikke får altid får det hele at vide om hovedpersonen og at det hele ikke nødvendigvis ender godt. Derfor er den nye nordiske krimi-genre blevet kaldet for "Nordic Noir-genren".

Hvordan bor Sarah Lund?

Hovedpersonens hemmeligheder og personlige problemer er også et vigtigt del af "Forbrydelsen". Både i sæson 1, 2 - og det bliver det også i 3'eren, når den kommer. Det lover Piv Bernth, der er netop nu er i gang med at producere de sidste 10 afsnit.

I "Forbrydelsen III" flytter Sarah Lund i hus og det har affødt en stor diskussion på filmholdet. For et hjem afslører meget om en person:

- Hvor meget har man egentlig lyst til at vide om Sarah Lund? Det bliver vi nødt til at spørge os selv om. Vi skal opretholde en vis form for kompleksitet omkring hende - ellers dementerer vi hele karakteren og historien.

Det siger Piv Bernth og spørger:

- Ville du ikke blive skuffet, hvis Sarah Lund flyttede i parcelhus med mand, børn og stokroser i haven?

Facebook
Twitter