Hvordan ser en fis i en hornlygte egentlig ud?

Har du undret dig over, hvorfor vi går rundt og taler om ugler i mosen, katten i sækken og ben i næsen? Ny udstilling giver dig svaret.

Hvordan ser en fis i en hornlygte egentlig ud? Og hvorfor går vi rundt og taler om ugler i mosen, ben i næsen og katte i sække?

Ordsprog forvandles til installationer

Det kan man faktisk få svar på netop nu på Esbjerg Museum, hvor tyve danske vendinger og ordsprog bliver forvandlet til fysiske installationer. Her kan museumsgæster gætte hvilken talemåde, de forskellige installationer dækker over og læse historien bag ordspillet.

- Vores sprog er en kulturhistorisk konstruktion. Det er ikke tilfældigt, at vi taler og udtrykker os, som vi gør. Det er vigtigt at kende rødderne - Hvor kommer det egentlig fra, og hvorfor hedder det sådan? fortæller museumsinspektør Mette Slyngborg om udstillingen.

Fastelavnstønde med barbiedukker

Så når man på udstillingen kan se en fastelavnstønde fyldt med barbiedukker, kan man undre sig lidt over hvilket ordsprog, det dækker over.....

Sild i en tønde! Lige præcis.

- Så begynder vi at overveje, hvordan vi bruger sproget i billeder. Og billeder kan tolkes på mange måder. Så overvejer man igen hvor alle dobbeltbetragtninger og dobbeltudtryk kommer fra, siger Mette Slyngborg.

En genvej til at fortælle noget

Men hvorfor bruger vi egentlig fortsat de her talemåder?

- Alle talemåder er en genvej til at fortælle noget ret hurtigt. Og det er en sjov måde uden at gå i detaljer. Og jeg tror, at det er derfor, at de stadig er populære. Fordi det giver sproget en farverigdom og en sprudlen, som vi ellers ikke ville have, fortæller Mette Slyngborg.

Udstillingen "En fis i en hornlygte" er lavet af Holstebro Museum og kan lige nu ses på Esbjerg Museum frem til 27. februar næste år. Den er også oversat til tysk og engelsk, så turister og udlændinge, der kommer til landet kan få lov til at undre sig over det danske billedsprog.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53275688a11f9d1b2c78b751

Facebook
Twitter