Hvorfor har politiet et salatfad?

Hvorfor hedder politiets køretøj til anholdte et salatfad? En af forklaringerne på navnet stammer fra en spydig kommentar fra en anholdt.

Når der er uro i byen eller eventuelt ballade efter en fodboldkamp, kører politiet salatfadet frem, så betjentene kan fragte de anholdte hen til politistationen.

Men når bilen nu ikke umiddelbart ligner et salatfad, hvorfor kalder man det så sådan? Svaret - eller rettere et af svarene - skal vi helt tilbage til 1880'erne for at finde.

Historien om det kendte udtryk går ifølge T. Vogel-Jørgensens bog "Bevingede Ord" fra 1940 således, fortæller Carsten Wiedemann, der er vært på Spørgehjørnet på P1:

Betjente var "sure som eddike"

- En mand var i omkring år 1880 blevet arresteret af politiet og anbragt sammen med en række andre urostiftere i en fangetransport, der dengang var grønmalede. Om denne mand siges det, at han kommenterede betjentenes humør på følgende måde: "Fordi vognen er grøn som et salatfad, behøver d'herrer da ikke at være sure som eddike".

Ifølge Carsten Wiedemann skal udtrykket derefter på en eller anden måde, der desværre ikke fremgår af historien, have fundet vej til en journalist, der brugte det første gang i Politiken i 1887.

En anden historie vil vide, at fangetransporterne fik tilnavnet salatfad, fordi politiets engang grønne - og frem til 1911 hestetrukne - vogne til forveksling lignede de vogne, som man kørte salat til markedet på.

Fra salatslynge til hoppetur over brostenene

Den sidste forklaring, der er opgivet i både "Ordbog over det danske Sprog" og i Gyldendals etymologi, stammer fra G. Brøchner-Mortensens bog "Danske Studier" fra 1920.

- Her fortælles det, at ordet stammer fra det franske panier à salade, som er en lille ståltrådskurv, hvori man svinger de skyllede salatblade for at få vandet af dem. Altså, med andre ord en salatslynge. Heller ikke her er metaforikken til at tage fejl af. Fangerne blev lukket ind i et lille bur, for derefter at blive rystet hen over brostenene på vej til arresten, forklarer Carsten Wiedemann.

Sådan lyder altså de mere eller mindre utrolige fortællinger om det køretøj, som det forhåbentlig er de færreste af os, der har fået en tur i. Og så må man i øvrigt helt selv bestemme hvilken af disse anekdoter, man vil underholde sit næste middagsselskab med.