Hvorfor taler man om "Ugler i mosen"?

SPROG: Hvad laver uglerne, når de er i mosen? Få forklaringen på det underlige udtryk her.

Når der er "ugler i mosen", så er der noget galt. Et eller andet lumsk eller fordækt. Moser er jo ikke ligefrem det naturlige opholdssted for ugler, men på den anden side kan fulge jo flyve og lande, hvor det passer dem, så hvad er det, vi forestiller os, at uglerne laver derude i mosen?

Ved nærmere eftersyn, er udtrykket ikke så underligt, for det er nemlig slet ikke ugler, der er på færde.

Ulgerne kom, da ulven forsvandt

Uglerne er kommet med i mosen, efter at et andet dyr herhjemme var blevet udryddet, nemlig ulven.

Oprindeligt lød udtrykket: "Der er ulve i mosen".

Og ulve har ikke noget som helst fornuftigt formål i en mose.

Men efter at ulven blev udryddet i Danmark, flyttede uglen ind i mosen i stedet for. I hvertfald sproligt. I Sønderjylland havde man oven i købet en blandingsform, for der sagde man: "Der er uller i mosen". Det betyder egentlig ulve, men det lyder som ugler.

Uønsket gravid

Vi skal måske lige have en lille pudsig bibetydning af udtrykket om ugler i mosen med. For i en vis årrække var det, at der var ugler i mosen synonym med at være gravid - først og fremmest uønsket gravid.

Hos Gustav Wied hedder det for eksempel: "Du har intet Snøreliv paa i Dag, Vilde?.. Du er da vel ikke - Der er da ikke Ugler i Mosen?"

Ugleset og ulveset

Og så er det måske også nok værd at nævne, at ulven og uglen har byttet plads i endnu en sproglig sammenhæng, nemlig i ordet "ugleset".

Hvis man siger om en eller anden, at vedkommende er "ugleset" i denne eller hin forsamling, så mener man, at hun eller han ikke er velkommen. Ikke er accepteret på samme måde som ulven aldrig har været velkommen i fåreflokken.

Ugleset kunne man også forklare ud fra gammel overtro, for engang bragte det uheld at have set en ugle om dagen. Men faktisk er udtrykkets oprindelige form "ulveset".

Udtrykket er så gammelt, at de ærværdige romere som Plinius og Virgil brugte udtrykket.