Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i tredje afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så hop over på DRTV.
- Mette, jeg tænker, at der faktisk er noget, vi skal tale om. Jeg synes jo, du er ret lækker. Vi er jo i 2021, så jeg vil faktisk gerne have, du underskriver en samtykkeerklæring, inden vi har sex.
Ordene kom fra 46-årige Morten Stokholm og var rettet mod hans nye hustru, 42-årige Mette Kragh Nielsen i tredje afsnit af 'Gift ved første blik'.
Parret havde lige mødt hinanden ved alteret for to dage siden, og det var tydeligt, at der var kemi. Faktisk var tiltrækningen mellem dem så god, at Morten en eftermiddag på bryllupsrejsen til Læsø valgte at tage næste skridt i forholdet: At hive sin iPad frem og finde en blanket på nettet med samtykkeerklæring til sex og samleje.
Men selvom det var ment som en sjov spøg, hvor han ville demonstrere, hvor akavet det er med sådan en seddel, var der rent faktisk flere tanker bag stuntet. Det forklarer Morten i dag.
- Sex bliver i min verden sjovere, hvis man kan tale om, hvad der er rart og ikke rart. På bryllupsrejsen snakkede vi lidt om sex, og så tænkte jeg "det kunne fandme være sjovt at hive spørgsmålene frem". Så det gjorde jeg, siger han.
Han var spændt på Mettes reaktion og glad for, at hun gik med på hans gimmick.
- Det føles jo nærmest karikeret med den samtykke-seddel, for hvornår er det lige naturligt at tage den frem? Men jeg synes også, at selve samtykke-samtalen er en interessant snak at have. Mette og jeg er voksne mennesker, og som hun selv siger, kan hun godt sige ja og nej. Men hvad med en 16-årig, som er på date, spørger han.
Morten har selv to børn på 15 og 17 år med sin ekskone. Og han fortæller, at han taler åbent om grænser, samtykke og billeddeling med sine store børn.
- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi på forhånd lærer vores børn at sætte og mærke grænser. Jeg kommer ikke til at ændre kloden, men jeg håber, det her kan give en snak med forældre og deres store børn om, hvad samtykke egentlig betyder, hvis de ser 'Gift ved første blik'.
Interesseret i kvindekroppen
Morten lægger ikke skjul på, at han godt kan lide kvinder, og på den obligatoriske rundtur i deltagernes hjem afslørede han, at han har et par billeder af nøgne kvindekroppe på hans vægge - samt et helt særligt maleri af grevinde Alexandra. Og det er ikke, fordi Morten er royalist, han har købt maleriet.
- Jeg er interesseret i kvindekroppen. Jeg synes, det er spændende at snakke om seksualitet, og hvordan det kan udvikle os som par, som han siger.
Selv begyndte han at reflektere over samtykke-spørgsmålet, da han for halvandet års tid siden atter blev single efter et seriøst forhold.
Han har altid været aktiv og social og aldrig haft problemer med at møde kvinder i det virkelige liv - indtil corona ramte, og Danmark lukkede ned. Efter noget tid gik han så på datingsites.
- Det var jo det her med at skrive sammen, gå en tur og se, om der var kemi. Og så var min næste tanke så, at hvis der nu opstår nogle behov og nogle lyster, hvornår og hvordan skal man så lige få taget hul på den snak? Hvornår sidder du over for den anden og siger "hvad må jeg - og hvornår?".
Men det emne har han nu selv sørget for at tage hul på med sin hustru Mette, som tog det hele med et smil.
- Det er typisk Morten at bringe sådan en ind. Han er jo en spøjs fætter, siger hun og griner.
- For mit vedkommende var det ikke nødvendigt med en erklæring, jeg skulle skrive under på. Jeg har ikke selv haft dårlige erfaringer med situationer, hvor det kunne have været rart. Men jeg er også god til at udtrykke mig og sige fra og til, og det er der desværre andre, der ikke kan, og som bliver misforståede, siger hun.
Om folk virkelig kommer til at bruge en printet samtykkeerklæring i praksis, stiller hun sig tvivlende overfor. Men hun mener, det kan give en større bevidsthed om grænser, jo mere det bliver italesat.
- Det går jo også begge veje, hvor yngre mænd måske også synes, det er rart at få tydeliggjort, hvad man må og ikke må, siger hun.
Konge i sengen, humor og modspil
I modsætning til de andre brudepar i tv-eksperimentet holdt Mette ikke tale for sin mand til brylluppet. I stedet havde hun skrevet en sang, som handlede om sine ønsker til sin nye brudgom og forventninger til det fremtidige ægteskab.
Og der bed Morten mærke i, at der var en længere liste af ønsker. Blandt andet skulle han være en konge i sengen, have humor, dufte godt og give modspil.
- Der er jo mange krav til den moderne mand, som man skal leve op til, siger Morten og fortsætter:
- Generelt skal man være en blød handyman, som kan give modspil, men ikke være for hård, og jeg oplever, at nogle finder det usexet, hvis manden spørger om lov til alt. Det kan være lidt svært at navigere i.
Så hvordan vælger du at håndtere det?
- Mette får lov til at være Mette. Og tro mig, jeg skal nok sige fra.
Ekspert: Samtykke kan ikke reduceres til et ja eller nej
National chef i Sex & Samfund, Lene Stavngaard, hylder vigtigheden af en åben snak om sex og samtykke. Men hun vil ikke råde nogen til at hive en samtykkeerklæring frem foran sin partner.
- Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at Mortens intention om at tale med sin partner om samtykke og om at åbne samtalen om sex er god og vigtig. Men at tage en samtykkeerklæring frem virker umiddelbart useriøst og tonedøvt.
Hvorfor synes du det?
- Fordi samtykke ikke kan reduceres til et ja eller nej. Det er ikke et afklarende spørgsmål, en kontrakt eller en fast aftale. Tænk, hvis du får lyst til noget helt andet, efter aftalen er indgået? Samtykke er en kommunikationsproces, siger hun.
Lene Stavngaard er med på, at Mortens stunt var ment som en spøg, men hun mener stadig ikke, at det kan gøre noget godt for samtalen om lyst, grænser og sex.
Hvad foreslår du, vi så skal gøre, hvis vi er på en date og vil tage hul på emnet?
- Jeg synes sagtens, man kan bruge samtykke som samtaleemne til at åbne for en snak om sex. Det kan være: "Der har været al den her debat om samtykke, og vi har fået en ny lov - hvad tænker du om det?". Start et sted, hvor det ikke handler om dig, mig og en kontrakt. At starte med: "Nu skal vi lige have styr på det her samtykke" er ikke måden, man får styr på det på.
Kan du forstå, det kan være svært at starte sådan en samtale med en ny date?
- Ja. Vi lever i et visuelt seksualiseret samfund, men den gode og sårbare samtale om køn, krop og seksualitet mangler. Vi kan ofte kun tale om sex, hvis det handler om det, der lykkes, er sjovt, eller om de "perfekte" kroppe på Instagram. Alt det svære ved sex, og ens egen usikkerhed, taler vi ikke åbent om. Samtidig bliver den obligatoriske seksualundervisning i grundskolen ikke løftet, siger hun.
- Men jeg kan ikke forstå, hvis nogen har en frygt for at overskride andres grænser i forhold til at begå en voldtægt, fordi det er utrolig sjældent, at du går så langt over grænsen uden at have fået signaler om, at det ikke er okay, understreger Lene Stavngaard.
Så hvad er dit bedste råd?
- Find et seksuelt sprog sammen med din partner, vær opmærksom på hinandens signaler og tjek ind, hvis du er i tvivl, siger Sex og Samfunds nationale chef.
'Gift ved første blik' bliver vist hver torsdag klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 06 samme dag på DRTV.