Hykleri og en glidebane: Netflix’ rygeforbud bliver sablet ned af den danske filmbranche 

- Vi boller udenom, vi er fordrukne, og vi ryger. Det er der, historierne er, siger Zentropas filmproducent Peter Aalbæk.

I Netflix' serie 'Stranger Things' bliver der pulset igennem. Alene i sæson 2 var der 262 tilfælde af cigaretrygning, hvilket er en stigning på 44 procent i forhold til første sæson. Men nu skal smøgerne skodes, meddeler den amerikanske streamingtjeneste. (© Netflix)

    Der bliver tyndet ud i cigaretterne i Hollywood, efter at Netflix i USA har meldt ud, at de fremover kvitter smøgerne i deres egne film og tv-serier.

    Årsagen til Netflix’ initiativ kommer efter en kritisk rapport fra antirygergruppen Truth Initiative, som viser, at der i den populære Netflix-serie 'Stranger Things' bliver pulset løs i flere hundrede scener, og at der generelt bliver røget i 79 procent af de mest populære tv-shows for 15-24-årige.

    Samtidig viser en undersøgelse fra 2012, at unge, der ser film med mange rygescener, har dobbelt så stor risiko for selv at begynde at ryge.

    Men herhjemme får vi ikke røgfri skærme. Ingen skal nemlig blande sig i, om skuespillere skal pulse løs på det store lærred eller ej, lyder det enstemmigt fra de filmfolk i den danske filmbranche, dr.dk har talt med.

    Hos Nordisk Film er man helt afvisende overfor at følge i Netflix' fodspor og indføre en overordnet rygepolitik for at mindske røgen i tv-serier og film.

    Det er mere reglen end undtagelsen, at en eller flere ryger i de mest populære tv-serier for unge, viser ny undersøgelse fra Truth Initiative. Her tager Sidse Babett-Knudsen en rygepause i den populære serie Westworld på HBO. (© HBO)

    - Netflix må gøre, som Netflix finder bedst. Vi har ikke nogen centralt fastsatte regler om rygning i de film, vi producerer. Der er fuld kreativ og kunstnerisk frihed på det enkelte filmprojekt, og sådan skal det også være. Det kunstneriske overtrumfer til enhver tid det moralske, når det gælder sådan nogle ting som rygning, siger Henrik Zein, der er direktør for Nordisk Films produktionsselskab, Nordisk Film Production.

    - Vi har glemt, hvor meget folk røg og drak på film i gamle dage, og så bliver vi pludselig puritanske i forhold til film, så der er noget moralsk i det - men at opstille regler eller holde igen mener jeg vil være en glidebane, siger direktøren.

    Det stopper aldrig

    Filmselskabet Zentropas medstifter og udviklingsproducer, Peter Aalbæk kalder Netflix' rygepolitik for 'hykleri'.

    - Jeg synes, det er bizart, når jeg nu ved, at den amerikanske mediebranche har brugt millioner af dollar på at påvise, at vold i tv-serier ikke genererer vold for unge tilskuere. Så virker det fuldstændig absurd og hyklerisk, at det skulle være tilfældet for cigaretter, siger Peter Aalbæk, som mener, et sådan forbud vil give kedeligere film.

    Zentropas Peter Aalbæk giver ikke meget for Netflix' rygepolitik. Her ses han til filmfestivalen i Cannes med høj cigarføring. (Foto: BENT MIDSTRUP © (arkivfoto) Scanpix)

    - Mennesket er jo belastet med dårskab. Vi boller udenom, vi er fordrukne, og vi ryger. Det er der, historierne er. Og vi svælger os i det og elsker at se det. Den medrivende historie i et vegansk miljø, hvor alle lever i harmoni, er ikke lavet. Og hvad så med druk og tykke personer. Det stopper aldrig, og derfor skal man lade være med at gå ned ad denne vej på nogen som helst punkter, slår han fast.

    Smøger, joints og absint

    I den yngre generation af filmskabere tyder det heller ikke på, at fremtidens film ser røgfri ud.

    31-årige Aske Bang er uddannet instruktør fra den danske filmskole og var i 2016 nomineret til en Oscar for sin kortfilm 'Silent Nights'.

    Han er i fuld gang med optagelserne til sin første danske spillefilm, der hedder 'Welcome to the Moon'. I filmen er der en scene, hvor Lars von Trier og Erik Clausen har en lille rolle, hvor der både bliver røget smøger, joints og drukket absint. Og det skal der ikke laves om på.

      - Generelt går jeg ikke ind for nogen former for censur i film. Jeg er bange for, at tingene kan gå hen og blive for kedelige, hvis der kommer så mange regler for, hvad der må og ikke må være i voksenfilm. Jeg går ind for, at der er fri fortælling, siger filminstruktøren.

      Selv har Aske Bang røget, siden han var 17 år og understreger, at han på ingen måde opfordrer unge til rygning.

      - Jeg anbefaler ikke nogen at ryge, for jeg ved godt, hvor usundt det er og går stadig og håber, jeg stopper en dag. Det er bare fucking svært at komme af med vanen. Så jeg kan godt forstå tanken bag censuren, jeg tror bare ikke, det er i kunst og film, hvor man skal sige til folk, at de skal stoppe. Jeg vil gerne have lov til, at folk kan ryge i mine film, når jeg vil, slår han fast.

      Farligt at censurere

      29-årige Lea Lykke er producer på den selvstændige filmuddannelse Super16 og mener, filmbranchen bør tage et medansvar. Bare ikke på den her måde.

      - Jeg synes, vi alle har et ansvar for, at unge ikke begynder at ryge, men om det er den rigtige måde, tror jeg ikke. Jeg mener, det er farligt at censurere på den måde. Skal man så også gå ind og bestemme, hvad folk skal spille af computerspil i deres fritid, siger Lea Lykke, som understreger, at hun udtaler sig om emnet som privatperson.

      - Jeg kan ikke tale for hele min generation, men for mig selv, og her mener jeg, folk skal have lov at lave film på den måde, de har lyst til, siger hun.

      'Tag et medansvar'

      Hos Kræftens Bekæmpelse roser man Netflix' initiativ og mener, at den danske filmbranche også bør påtage sig et ansvar.

      - Jeg synes, det er ærgerligt, at man i den danske filmbranche er fuldstændigt afvisende i forhold til at være mere bevidste om, hvor meget rygning fylder i deres produktioner. Det handler ikke om at forbyde rygning, men at se på, hvornår man bruger det, og om cigaretten behøver at spille den her hovedrolle, siger afdelingschef for forebyggelse og oplysning Mette Lolk Hanak.

      Hun bemærker, at i den norske successerie Skam, er der kun én rygescene. Men når det kommer til Danmark, stejler alle.

      I den norske tv-serie Skam er der masser af druk, men meget lidt røg. Og det sidste fremhæves som et godt eksempel af Kræftens Bekæmpelses afdelingschef, Mette Lolk Hanak. (© dr)

      - Jeg tror, der er en tendens til, at man herhjemme kun hører ordet 'forbud', og det hele bliver meget sort/hvidt. Men der er en masse nuancer i det her, for det handler jo ikke om, at man skal være sundhedsfanatiker, men at norm og kultur flytter sig og bør blive mere tidssvarende, siger hun og kommer med en opfordring.

      - En lidt større bevidsthed ville være på sin plads, så man også i den branche tager et medansvar for, at børn og unge ser rygning som noget, der både er sejt og naturligt. Undersøgelser viser, det har en betydning, hvad idoler og andre gør, lyder det fra afdelingschefen i Kræftens Bekæmpelse.

      Men det afviser Nordisk Film.

      - Mange af de film, vi laver, afspejler det aktuelle samfund og den tid, de er lavet i, og selvfølgelig tænker vi da over, hvordan der ageres, når det gælder film rettet mod børn og unge. Men jeg tror altså ikke, og det kan folk selvfølgelig være uenige i, at rygning på film er det, som får unge til at begynde at ryge, siger direktør Henrik Zein og uddyber:

      - Derfor vil jeg også holde fast i, at der er fuld kreativ og kunstnerisk frihed på det enkelte filmprojekt. Også når det handler om, hvorvidt personerne i en film skal ryge eller ej, slår han fast.

      Facebook
      Twitter