I årevis kæmpede Liva fra 'Bagedysten' med angst - men en dag fik hun nok: 'Det var min tur til at gøre noget, jeg elskede'

13-årige Liva led af angst og ocd. Nu er hun med i 'Den store juniorbagedyst'.

(Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

"Det er jo bare en kage".

Du er måske selv én af dem, der har svært ved at forstå, hvordan man kan græde over spildt kagedej, men Liva Hansen forsikrer dig om, at hvis du selv stod i bageteltet, ville du kunne forstå, at det ikke "bare" er en kage.

13-årige Liva er ét af de otte unge bagetalenter, der er med i den første udgave nogensinde af 'Den store juniorbagedyst', og selvom hun har været presset, stået i køkkenet til sent om natten og fældet mange tårer, så har hun slet ikke fortrudt.

- Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, siger Liva som noget af det første, da vi møder hende i hjemmet i Kastrup på Amager.

For uanset om hun løber af sted med trofæet eller ej, har deltagelsen i sig selv været den største sejr for den bageglade pige.

Ikke nok med hun er blevet bedre til at bage kager og pynte dem, så har deltagelsen også givet hende en tro på sig selv og en kæmpe oplevelse, hun i dén grad havde brug for.

Liva har nemlig, siden hun var helt lille, kæmpet med angst og ocd. I dag er hun fri for det – og 'Bagedysten' har været med til at sætte en stor, tyk streg under "fri".

Men det her er ikke en historie om, hvordan hun har fundet ro ved at bage. Nej, tværtimod – det er historien om, hvordan hun presser sig selv til det yderste, når hun bager – ligegyldig om det er i 'Bagedyst'-teltet eller i familiens køkken.

Liva kan mærke, at hun har fået det bedre, efter hun begyndte på en sundere livsstil. Derfor lod hun også være med at spise for meget kage, når de var færdige med at bage under optagelserne. - Selvfølgelig smagte jeg på mine mousser og bunde i programmet, men jeg prøvede at holde lidt igen. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Angst og ocd har stået i vejen

Det var da også i køkkenet i Kastrup, Livas kærlighed for kager og særligt 'Den store bagedyst' startede... og måske har du allerede regnet det ud.

Det er nemlig ikke første gang, at et familiemedlem fra villaen er draget af sted mod 'Bagedysten' med opskrifter og kagegrej. Liva deler faktisk køkken og røremaskine med en tidligere 'Bagedyst'-deltager.

Sidste år stod hendes far, Morten Hansen, selv og kæmpede med kagemousser og tempereret chokolade i det hvide bagetelt – og Liva var med på sidelinjen hele vejen.

Hun stod og vinkede farvel til sin far tidligt om morgenen, når han skulle af sted på optagelse som en af deltagerne til niende sæson af 'Den store bagedyst', mens hun drømte sig væk.

- Jeg syntes bare, det lød helt fantastisk. Jeg mødte alle de andre 'Bagedyst'-deltagere og oplevede, hvilket sammenhold de havde fået. Der tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg kunne få samme oplevelse, siger den bageglade pige.

Livas far, Morten Hansen, har selv stået og kæmpet i det hvide bagetelt. Og dommerne kunne ikke undgå at sammenligne far og datter - i hvert fald imponerede Liva Markus Grigo til sin audition til 'Den store juniorbagedyst'. Han sagde til hende, at hendes kage var bedre, end den hendes far lavede til audition, da han var med. (© dr)

Så da DR søgte deltagere til juniorversionen, var Liva ikke i tvivl om, hun ville være med.

Men det var faktisk på et hængende hår, at hun overhovedet fik lov til at komme med.

For Liva blev diagnosticeret med angst og ocd, da hun var seks år gammel. Mens andre børn havde travlt med at lege og tænke på, hvilken Barbie-dukke de skulle have næste gang, var hendes liv – fra hun var helt lille – fyldt med tankemylder, remser, hun skulle sige, og hun var plaget af anfald, hun ikke kunne styre.

Og det har gjort, at hun er gået glip af mange ting, hun rigtig gerne ville have været med til.

- Jeg har måttet tage tidligere hjem fra fødselsdage, aflyst legeaftaler, og jeg måtte have min far med på hele min lejrtur – der er virkelig mange ting, hvor jeg ikke har fået samme oplevelse, fordi min angst har stået i vejen for det, siger Liva.

Kan man besøge en bagedystdeltager, uden man bliver budt på bagværk? Svaret er nej. Liva havde i hvert fald bagt nøddestollen, da dr.dk besøgte hende i huset i Kastrup. - Der står ofte tre kager i køleskabet. Vi kan ikke nå at spise dem alle, så naboerne nyder godt af det, fortæller Liva. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Nu var det Livas tur

Hendes angst og ocd blev heldigvis opdaget tidligt.

Hun startede til psykolog, begyndte til dans og trappede gevaldigt ned på sukker, som hun ikke følte gjorde noget godt for hende.

Efter mange samtaler med psykologen og mange måneder med sin nye livsstil vågnede hun op en dag og tænkte: "Nu gider jeg ikke have angst mere".

- Jeg kan huske dagen meget tydeligt – jeg havde bare fået nok. Nu havde det plaget mig hele mit liv, og jeg gad ikke gå rundt resten af mit liv og have det dårligt. Det er svært at vide, hvad man skal gøre, fordi man føler, man har gjort alt. Men jeg tror, jeg besluttede mig for, at nu ville jeg bare være glad, siger Liva.

Liva havde været fri for angst og ocd i et år. En sommerdag sidste år tikkede så en mail ind i hendes indbakke: Hun skulle være med i 'Den store juniorbagedyst', og hun var lykkelig.

Men forældrene var ikke parat til at dele glæden endnu. Hendes far vidste nemlig præcis, hvilket pres der rammer en, når man træder ind i det hvide bagetelt – for han havde jo stået der selv.

De frygtede, at hendes angst og ocd ville komme tilbage.

Men Liva ville af sted, og hun har et livsmantra, der får tankerne hen på en rødhåret, svensk pige med fletninger strittende til begge sider.

- Jeg tænker tit, at hvis jeg ikke har prøvet det, så kan jeg nok godt – ellers ville jeg jo aldrig finde ud af, hvad jeg kunne klare. Det var min tur til at gøre noget, jeg elskede, for jeg havde en del af indhente – og det har jeg stadig, siger Liva og fortsætter:

- Jeg havde i lang tid ikke turde komme ud af min comfortzone, fordi jeg var bange for angsten. Men jeg blev nødt til at komme helt derud, hvor jeg virkelig blev presset for endelig at kunne vinke farvel til det.

Liva elsker at bruge sin krop, og dans og træning har hjulpet hende til at komme af med angst og ocd. - Jeg elsker at få pulsen op og presse min krop. Jeg kan tænke nok så meget, men når pulsen kommer op, så kan hjernen ikke længere, og så er det kroppen, der tager over. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

'Bageteltets tudeprinsesse'

Og presset, det blev hun.

Allerede aftenen inden Liva skulle af sted på optagelse til det første afsnit, stod hun oppe sent om natten og kæmpede med nogle cupcakes, der ikke sad lige i skabet.

Formiddagen efter, da de nybagte cupcakes stod på bordet i bageteltet – flotte og lige som hun havde forestillet sig dem – begyndte tårerne at trille ned ad hendes kinder.

- Jeg havde været så nervøs op til. Jeg havde spænet rundt i køkkenet og ville så gerne gøre det godt. Jeg var så presset, ked af det og spændt på samme tid, og jeg kunne bare ikke mere, fortæller Liva.

- Men det trickede ikke noget angst. Der gik fem minutter ligesom alle de andre, og så var jeg jo glad igen. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg kunne blive nok så presset, men det trickede mig ikke.

Det, der til gengæld trickede hende, var, at de unge bagetalenter et par timer forinden havde stået og lovet hinanden, at de altså ikke skulle græde på fjernsyn. Nu havde de set granvoksne mennesker tudbrøle over kager i alle programmets sæsoner, og det ville de lave om på.

- Men der stod jeg efter den første udfordring og kunne simpelthen ikke holde det tilbage. Og det er nok også derfor, jeg blev kåret som "'Bagedystens' tudeprinsesse".

- Når folk ser, man græder over en kage, tænker de: "Ej, men det er jo bare en kage". Men i virkeligheden er det slet ikke kagen, man græder over. Man græder af lettelse: Den hårde forberedelse, man har lagt i den, og at de andre er nået i mål med deres kager, fortæller Liva.

Det er nok de færreste familier, der kan prale med at have en skuffe fyldt med chokolade. Men det har Liva og hendes familie, og den bliver åbnet tit. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Håber på at hjælpe andre børn og unge

Når bagning fylder hele ens liv, er der ikke tid til meget andet – heller ikke skolearbejdet. Men Liva var heldig, at hendes lærere tilfældigvis var kæmpe 'Bagedyst'-fans.

- Jeg har virkelig fået opbakning fra dem. Jeg er på grænsen til at sige, at de er mine største fans. De synes, det er mega sejt, og de har været meget overbærende med lektier, der ikke blev lavet til tiden – for der var da et par matematikafleveringer, der blev udskudt et par dage, siger Liva.

Og så kan hun også takke sin viljestyrke, der har fået hende igennem.

- Når der er ting, der næsten er fysisk umuligt for mig, tager min viljestyrke over. Sådan var det med min angst, og sådan havde jeg det også her. Der er flere gange, jeg har stået og tænkt: "Nu kan jeg vælge at sætte mig ned og græde eller prøve at fikse det her". Det har været en kæmpe fordel for mig, siger Liva.

Og en sjat viljestyrke skulle der også til, for at Liva turde stå frem og fortælle åbent om sin angst og ocd. Men hun synes, det er meget vigtigt at være ærlig om det.

- Jeg tror, der er mange, der ikke er helt klar over, hvad angst og ocd er, og nogle tror måske, jeg skammer mig over det. Folk siger nogle gange: "Ej, det giver mig mega meget ocd det der", hvis der for eksempel er noget, der ligger skævt, og det gør mig lidt ked af det. Når man selv har haft det, er det ikke særlig sjovt, for ocd kan være meget mere end det.

Men hun håber, at hvis hun fortæller sin historie, kan det være med til at hjælpe andre børn og unge til også at åbne op omkring det.

- Det er selvfølgelig stadig sårbart for mig i dag, men jeg plejer at beskrive det, som om arret stadig er der – men såret er helet.

- Det er virkelig svært at være barn med angst, men man kommer ikke særlig langt, hvis man ikke tør være ærlig omkring det, siger Liva. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)