I aften vender 'Bagedysten' tilbage i ny junior-udgave og med ny vært: Mød deltagerne her

Otte unge bageelskere er med i den første sæson af 'Den store juniorbagedyst'.

Otte unge bagetalenter er klar til at dyste om mesterbagerforklæder og vindertrofæet i den første sæson af 'Den store juniorbagedyst'. (Foto: Carsten Mol © dr)

Forklæderne er mindre, køkkenbordene lavere, og så der er en ny vært.

Men ellers er alt, som det plejer, når "Bagedysten" vender tilbage til skærmen lørdag aften - nu under titlen 'Den store juniorbagedyst'.

Bageglæden har nemlig også bredt sig til de yngre generationer, og deltagerne i den nye sæson er derfor mellem 12 og 15 år. Men selvom deltagerne er et par hoveder lavere end normalt, er dommernes forventninger stadig tårnhøje.

De unge deltagere bliver kastet ud i temperering af chokolade, kager i lag og pres på tid, når de skal imponere de to garvede dommere Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

De får i bageteltet selskab af Joakim Ingversen, der som ny vært får æren af at sige den kendte frase: "klar, parat, bag!".

Tag godt imod den nye bagedyst-generation og læs om de otte deltagere i den første sæson nogensinde af 'Den store juniorbagedyst' herunder.

1

Nora - Elsker alt med chokolade

(Foto: Carsten Mol © dr)

Nora bor med sine forældre og storesøster i Værløse. Når hun ikke spæner rundt på fodboldbanen, som hun gør tre-fire gange om ugen, står hun i køkkenet og bager.

Og det er ikke shake-and-bake, der bliver bagt i hjemmet i Værløse. 13-årige Nora elsker nemlig at udfordre sig selv.

- Jeg elsker alt med chokolade. Jeg laver tit flødeboller og fyldte chokolader - der er ikke super mange elementer i, men processerne er svære, og det kan jeg godt lide, fortæller Nora.

Og hun bager så meget, at familien næsten ikke kan følge med.

- Der går nogle gange en uge, før kagerne bliver spist, fordi jeg bager en del herhjemme. Jeg kan godt lide at spise kager, men jeg synes klart, det er federe at lave dem, siger hun.

2

Abbitha - Bager til alle familiefødselsdage

(Foto: Carsten Mol © dr)

Abbitha elsker kager, og det nyder hendes familie også godt af. Hendes forældre, tvillingesøster og to storesøstre er dem, der spiser de fleste af 15-årige Abbithas kager, hun laver i familiens hjem i Humlebæk.

Og når man spørger, hvad hendes yndlingskage er, er hun ikke i tvivl: chokoladedrømmekage.

- Det er en chokoladebrowniebund med drømmekagetopping. Den laver jeg hver gang, der er familiefødselsdage, eller bare når min familie har lyst til noget sødt, griner hun.

Og corona har bestemt ikke sat en stopper for bagningen.

- Jeg har bagt rigtig meget. Det er den eneste måde, jeg kan holde mig i gang på. Så underholder jeg mig selv på den måde, siger Abbitha.

3

Karl - Eksperimenterer med kageklassikere

(Foto: Carsten Mol © dr)

Han elsker at løse Rubiks terninger, men han elsker endnu mere at bage.

14-årige Karl bor med sine forældre og lillesøster på Amagerbro, og derfra drømmer han om at blive enten konditor eller madkundskabslærer, når han bliver stor.

Han er mest til de traditionelle smage, og derfor er hans yndlingskage gulerodskage – men han pepper den op med karamelsovs og macarons på toppen.

Og tid til at eksperimentere med kageklassikere har han haft meget tid til.

- Jeg har virkelig brugt meget tid hjemme på grund af corona, så jeg har bagt en masse. Jeg har lavet mousser, glaze og chokoladetemperering, fortæller Karl.

4

Liva - Var med i køkkenet som treårig

(Foto: Carsten Mol © dr)

Man kan være tilbøjelig til at tænke, at der løber dej og mousser i årene hos familien i Kastrup. Livas far, Morten, var nemlig med i den seneste sæson af 'Den store bagedyst', og nu følger hun i fars fodspor.

12-årige Liva og hendes far står tit i køkkenet og dyrker deres fælles passion for bagning. Hun har faktisk været med i køkkenet, siden hun var tre år, og det er også der, kærligheden til jordbærtærte startede.

- Min yndlingskage er jordbærtærte. Da jeg var lille, sad jeg og spiste jordbærene med creme på. Nu kan jeg selvfølgelig godt lide hele kagen, griner hun.

5

Andreas - Vild med glaze og mousser

(Foto: Carsten Mol © dr)

Andreas har mange fritidsinteresser: fodbold, løb, svømning, tværfløjte – og så elsker han at bage.

- Man skulle tro, at man bliver træt af at bage, men det gør man ikke, griner Andreas.

Den 12-årige dreng fra Nørre Nebel drømmer dog ikke om at være konditor – han vil bare gerne være megagod til at bage, og derfor øver han sig cirka tre gange om ugen.

Han elsker store kager, og hvis han skulle vælge en yndlingskage, ville han vælge en kage, han lavede for nogle uger siden med chokoladebunde, hindbær- og hyldeblomstmousse og glaze på toppen.

- Jeg elsker spændingen i, om glazen falder af, om den er for tyk eller for tynd. Og så bliver kagen så flot, når det lykkes, siger Andreas.

6

Emma - Kan altid spise en god gulerodskage

(Foto: Carsten Mol © dr)

14-årige Emma bor på landet i Sønderborg sammen med sine forældre og tvillingesøster. Og nu, hvor hendes badmintontræning har været aflyst, har hun brugt mange timer i køkkenet. Emma har lavet en æblelagkage med flødekaramelmousse én gang, og den er røget direkte ind på toppladsen over hendes yndlingskager.

- Jeg synes, æblelagkagen er vildt lækker, fordi den er dejlig frisk. Men en god gulerodskage kan man jo også altid spise, siger Emma.

Emma smager altid på sine kager, men hun har en masse naboer, der tit får lov til at spise hendes bagværk.

7

Malou - Bruger frikvartererne på at lave en bund

(Foto: Carsten Mol © dr)

Der bliver bagt, pyntet og glazet en masse i hjemmet i Thorsminde. 14-årige Malou bor med sine forældre og to brødre, og det er særligt hendes morfar, der er tidligere konditor, hun har arvet interessen for bagning fra, mener hun selv.

Malou kan næsten ikke vælge en yndlingskage, men hvis hun skulle vælge, er det cheesecake.

- Man kan lave så mange forskellige slags, det er en frisk kage, og så er den nem at lave, fortæller Malou.

Malou bager cirka fire gange om ugen og bruger selv frikvartererne mellem hjemmeundervisningen i køkkenet.

- Jeg går tit ud i pauserne og laver en bund eller en mousse. Så kan jeg samle den senere på dagen, fortæller hun.

8

William - Er mest til de traditionelle kager

(Foto: Carsten Mol © dr)

Hans yndlingskage er drømmekage eller kanelkage.

13-årige William elsker de helt traditionelle kager, for som han siger: "De smager bare godt". William bor med sin mor og lillebror i Vester Åby på Fyn, og herfra drømmer han om at blive konditor en dag – men det er ikke, fordi han elsker at spise kager.

- For det meste spiser jeg ikke mine egne kager – jeg bager, fordi jeg synes, det er sjovt, og særligt i coronatiden har jeg bagt ekstra meget. Min familie spiser mange af kagerne, men vi er blevet nødt til at give nogle af dem væk – de kan simpelthen ikke holde til det længere, griner William.

'Den store juniorbagedyst' har premiere på DR1 lørdag aften klokken 20. Allerede nu kan du se første afsnit på DRTV her.