'I bliver nok ikke så glade for det, jeg skal fortælle jer nu...' Børn reagerer på, at 'Disney Sjov' stopper

Program formåede at samle de danske børnefamilier i flere årtier, fortæller redaktør bag.

I 31 år har fredag klokken 19 været et af ugens højdepunkter for børn, når 'Disney Sjov' ruller over skærmen.

Men det er snart fortid.

Fra januar 2023 stopper DR med at sende det legendariske fredagsshow.

På Husum Skole videregav DR's reporter nyheden - til stort chok for Ainoa Garcia Janell og William Christian Nickson fra 2.v. og Anton Rudkjær, Mattias Werk Ravnsmed og Dagmar Skovgaard Pathuel fra 3.b.

- Det er ikke sikkert, I bliver så glade for det, jeg skal fortælle jer nu, for 'Disney Sjov' lukker.

- Hvad?

- Kommer der ikke mere 'Disney Sjov'? Hvorfor gør der ikke det?

- Man vil prøve noget andet, svarer reporteren.

Programmet, der samlede familien Danmark

Efter nytår vil den velkendte intro og outro, som du kan høre i videoen nedenfor, nemlig ikke længere strømme ud i stuen hos landets børnefamilier.

I stedet bliver det et nyt program - 'FredagsTamTam' - der fremover skal samle børnefamilierne.

Umiddelbart modtager børnene på Husum Skole nyheden med skepsis:

- Det lyder mærkeligt, siger en.

- Hvad er det for noget 'FredagsTamTam'?

- Jeg vil gerne fortsætte med at se 'Amphibia' (Disney-serie, red.).

Redaktøren på 'Disney Sjov', Jakob Stegelmann, kan godt forstå, hvis lukning af det velkendte program vækker følelser.

- Der er da helt klart nogen, der vil blive ærgerlige over beslutningen. Men tiden er inde til, at der sker noget nyt, siger Jakob Stegelmann.

I mange danske familier kan man nynne med på introen til Disney Sjov.

Danmark har 'usædvanlig stærk' tradition

Han begrunder lukningen med, at mange andre er begyndt at lave animationsfilm i høj kvalitet verden over. Det er ikke længere forbeholdt Disney.

Men det er ikke uden overvejelser, at DR lukker et program, der har præget generationer af børn, fortæller Jakob Stegelmann.

- Jeg kender ikke nogen andre lande, hvor man har en så stærk tradition med Disney Sjov, som vi har i Danmark, siger han

Danskernes første møde med 'Disney Sjov' var i 1991. Her blev programmet sendt en fredag aften i oktober med Peter Plys og 'Rip, Rap og Rup på eventyr' på skærmen.

- Meningen var at lave en hel times ren tegnefilm. Intet andet end animation og de gode historier, siger Jakob Stegelmann, der stadig frem til lukningen er redaktør for enmandsredaktionen for 'Disney Sjov'.

Han har været med siden programmets spæde start og har i 31 år stået for at vælge, om det nu var Anders And eller Mickey Mouse, der skulle være med i aftens fredagsshow.

- Vi ville samle børn og familie om de gode tegnefilm, siger han.

Og familien blev i den grad samlet.

Skeptiske seere

Men i første omgang var familien Danmark skeptisk over for formatet. Seerne syntes, at en hel times tegnefilm var al, al for meget, fortæller han.

- Der var mange, der betvivlede indholdet. Om Disney nu kunne lave godt nok tv til DR's bedste sendetid, siger Jakob Stegelmann.

- Der var dem, der helst ville se det "gamle" Disney, som Anders And, og så dem, der rynkede på næsen over det "nye" Disney, som dengang var Nøddepatruljen og Rip, Rap og Rup på Eventyr, siger han.

Derfor var seertallene også noget lavere, end de er i dag. Men der gik ikke lang tid, før de danske børnefamilier bukkede under for DR's nye fredagsprogram.

Allerede i midten af 90'erne var Disney Sjov en stor succes hjemme i stuerne.

- Disney Sjov skulle lige bevise sig selv. Men det var sindssygt underholdende, siger han.

Og derfra tog det for alvor til.

Men så blev det aflyst

Disney Sjov blev i den grad et fast etableret element i fredagshyggen, og i årevis samlede det de danske børnefamilier foran tv'et fredag aften.

I de tre årtier, programmet har kørt, er det meget sjældent blevet aflyst. Det skete senest i 2020, da statsministeriet afholdt coronapressemøde.

Også i 1999 blev showet aflyst - blot 8 år efter dets debut, da DR og producenten, Disney, sad fast i forhandlinger og ikke kunne blive enige om en pris.

Hvordan reagerede seerne på det dengang?

- Ikke så voldsomt. Der var ikke mange voksne endnu, der havde set det som børn og derfor knyttet sig til programmet, siger Jakob Stegelmann.

Men efter fire måneder vendte programmet tilbage til dets faste sendetid fredag aften klokken 19 efter en seerstorm.

- Det siger noget om, hvor glade folk var for programmet, siger Jakob Stegelmann.

Børnenes reaktion, da de havde fået lejlighed til at fordøje nyheden.

Fredagshyggen består

Men nu er det en gang for alle aflyst.

Der vil stadig blive vist animationsfilm for børn fredag aften fra 19-20 på DR1. Og det nye program, 'FredagsTamTam', har også ambitionen om at samle de danske børnefamilier foran tv'et fredag aften.

Men det bliver uden Mickey Mouse og Anders And. I stedet vil familien Danmark blive introduceret for nye animationsfigurer.

- Tegnefilm er et vidunderligt medium, hvor man kan fortælle underholdende og eventyrlige historier på kort tid. Det er præcis samme opskrift, vi kommer til at følge med 'FredagsTamTam', siger Jakob Stegelmann.

Efter det umiddelbare chok har lagt sig, sniger omstillingsparatheden sig da også ind hos børnene i sofaen på Husum Skole.

- Jeg har det sådan, at det er øv, at 'Disney Sjov' lukker, men det er også fedt det der 'Fredags', så man ikke hele tiden ser Disney, siger Dagmar Skovgaard Pathuel.

- Jeg kommer til at savne 'Disney Sjov', men jeg tror, jeg kommer til at elske 'FredagsTamTam', lyder det fra William Christian Nickson.

Her kan du se traileren til 'Disney Sjov's afløser, 'FredagsTamTam'.