I nat går det atter løs: Derfor er denne røde løber 'årets største modebegivenhed'

The Met Gala blev aflyst i 2020. I nat er den opsigtsvækkende modebegivenhed tilbage.

Skuespilleren Billy Porter, der er kendt fra serien 'Pose', er blandt dem, der altid vækker opsigt til Met Gala. (Foto: Mario Anzuoni © (c) Ritzau Scanpix)

Der findes masser af fantastiske røde løbere med festklædte, funklende stjerner.

Men ingen slår den røde løber til Vogue-dronningen Anna Wintours årlige velgørenhedsevent - Metropolitan Museum of Art Costume Institute Gala - eller bare The Met Gala.

Det er her A-kendisser såvel som designere dyster om at imponere resten af verden.

- The Met Gala er årets største modebegivenhed, fordi det er nogle meget stærke kræfter, der står bag.

Det mener den danske designer Morten Ussing, der selv designer særligt kjoler til blandt andet tv-shows og den røde løber.

I øjeblikket designer han blandt andet kjolerne til Vild med Dans-værtinderne Christine Schaumburg-Müller og Sara Grünewald, men han har også tidligere designet til Kronprinsesse Mary og står sågar bag Sofie Lindes nu berømte blå kjole fra Zulu Comedy Galla 2020.

I 1999 stod Anna Wintour i front for sit første Met Gala i samarbejde med Metropolitan Museum of Art Costume Institute Gala. Velgørenhedseventen startede tilbage i 1948. Her ses hun fra festen tilbage i 2016 - og uden de ellers ikoniske store, sorte solbriller, hun plejer at optræde med. (Foto: Eduardo Muñoz)

Er du i tvivl om, hvorvidt det nu også er så vildt, som modeverden synes at gøre det til, så tillad os at nævne nogle højdepunkter.

Som da popstjernen Katy Perry troppede op i en lysekrone-kjole.

Eller da skuespiller Billy Porter klædt som en egyptisk gud blev båret frem af seks mænd med bare overkroppe.

Eller da musiker Harry Styles skabte overskrifter med sin sorte, gennemsigtige blondeskjorte, malede negle og store perlesmykker.

Ovenstående er bare et udvalg fra den røde løber alene i 2019.

Musiker Katy Parry og designer Jeremy Scott fik stor opmærksomhed med denne specielle lysekronekjole i 2019. Årets dresscode var 'camp'. (Foto: Mario Anzuoni © (c) Ritzau Scanpix)

Og der er en ganske god grund til, at cremen af kendis-cremen går til yderligheder, når de planlægger deres outfit til det fashionable gallagilde.

- Det er helt uvurderlig PR at blive set på den røde løber. Både for stjernerne men også for designerne bag. Det er noget af det mest fotograferede og ikoniske tøj, der har været vist frem til Met Gala, mener Morten Ussing, der udover at være designer også er adjunkt på Designskolen i Kolding.

Det betyder også, at man gerne lader sig transportere til festen på en lidt alternativ manér.

- Ved the Met Gala er udfordringen ofte transporten fra hotellet og hen til museet, fordi kjolerne er så store, forklarer Morten Ussing.

- Nogle ankommer faktisk i varevogne og busser for at få plads til kjolerne. Det er uden tvivl en opvisning og parade i ekstravagante rober.

At man desuden skal inviteres personligt af modedronningen Anna Wintour for at få adgang til løberen, gør ikke begivenheden mindre eftertragtet.

- Det er en kæmpe blåstempling af ens person, og hvor man er i sin karriere, forklarer Morten Ussing om den eftertragtede invitation.

I 2015 var temaet for festen 'China: Through the Looking Glass'. Rihanna bar derfor en kjole med en ret overdådig gul kappe til, af den Beijing-baserede designer Guo Pei. En kjole der dog hurtigt blev et meme, da mange mente, at den nærmere lignede et stykke pizza. (Foto: Lucas Jackson © (c) Ritzau Scanpix)

Den udfordrende dresscode

Hvert år udstikkes der et særligt tema for velgørenhedseventet, som bestemmes af den modeudstilling, der er det officielle omdrejningspunkt for Met Gala.

Og det er særligt stjernenes og designernes fortolkning af temaet, som Morten Ussing personligt ser mest frem til, når han hvert år følger med i den ikoniske røde løber på The Metropolitan Art Museum i midten af New York.

- Det er noget af det mest outrerede og vilde tøj, der vises frem. Det er altid ret sjovt at se, hvordan designerne har løst opgaverne, forklarer han og tilføjer med et grin:

- Men jeg elsker også at se Oscar-kjolerne. Ja, jeg elsker faktisk at se de fleste røde løbere.

Sidste gang, der var inviteret til bal, var blandt andre Lady Gaga medvært på festlighederne. Og selvom hun normalt er værd at holde øje med på den røde løber, så var det særligt ekstravagant i 2019, mener Morten Ussing: - Hun er altid fuldstændig vild, men her havde hun flere kjoleskift undervejs. Jeg husker særligt hendes gigantiske pink kjole. (Foto: Mario Anzuoni © (c) Ritzau Scanpix)

I modebranchen er det dog ikke alle, der ser frem til showet på samme måde som 34-årige Morten Ussing.

- En del af branchen har en større ironisk distance til det og mener ikke, det er specielt 2021 at bruge så mange penge og skabe så meget overdåd. Men for langt de fleste er det årets begivenhed, slår han dog fast.

Måske endda særligt i år, efter det sidste år blev aflyst og i år udskudt fra 'den første mandag i maj', hvor det altid er blevet afholdt, til nu den 13. september på grund af pandemien.

- Der er virkeligt lagt i kakkelovnen til lidt af et brag i år, mener Morten Ussing derfor.

Årets tema

Den store fest finder sted mandag aften i New York, og det overordnede tema for den modeudstilling, der danner rammere for årets indsamling, er 'amerikansk mode'.

Et tema som chefkuratoren ved The Costume Institute, Andrew Bolton, har valgt sammen med Anna Wintour, af en særlig grund:

- Jeg har været virkeligt imponeret af de amerikanske designeres input til det sociale og politiske klima, særligt når det kommer til flydende kønsidentitet og kroppositivisme, udtalte Bolton til Vogue forud for velgørenhedseventen.

På de særligt udvalgte gæsters invitation lyder selve dresscoden i år "American Independence". Hvordan de vælger at udtrykke det, vil tiden og den røde løber vise.

Hvem, de særligt udvalgte gæster er, er desuden altid en del af overraskelsen.

I år er det dog allerede afsløret, at man i hvert fald vil kunne finde skuespiller Timothée Chalamet, musiker Billie Eilish, tennisspiller Naomi Osaka og digter Amanda Gorman på den røde løber, da de er Anna Wintours medværter til den fashionable fest.

Facebook
Twitter