Ihsan har fået nok af danske museer: 'Der er nogen, der skal afgive deres magtpositioner'

Der skal flere ikke-hvide mennesker ind på danske kunstmuseer – både i udstillingerne og i ledelserne, mener Ihsan Ihsan.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

I to måneder viede Ihsan Ihsan sit liv til et tophemmeligt projekt.

Kunstneren brugte nærmest alle sine vågne timer på det. Dag ud og dag ind.

For Ihsan Ihsan var fast besluttet på at overraske sin ven, forfatteren Deniz Kiy, med en helt særlig gave: en minikopi af naturområdet Pamukkale, som ligger i Tyrkiet, i keramik.

Forfatteren har nemlig været på ferie der som barn – og Ihsan Ihsan vidste, at stedet har en helt særlig betydning for ham.

Så Ihsan Ihsan barrikaderede sig nærmest i et formningslokale, og så knoklede han uge efter uge for at genskabe Pamukkale-landskabet med sine hænder.

Her ses Ihsan Ihsans værk, der er inspireret af Pamukkale. Pamukkale er et område i Tyrkiet, hvor turkisblåt vand har samlet sig i kar af kalksten. Med lidt god vilje kan det sammenlignes med Faxe Kalkbrud, fortæller Ihsan Ihsan. (Foto: PRIVATFOTO)

- Jeg kaldte værket for 'Det som blegner i midnatssolen (Deniz)', og titlen betyder meget for mig. Den skulle være en form for sørgende kommentar til det, der sker med nogle af os danskere, der bor uden for vores oprindelige hjemlande.

Han uddyber, at titlen er en henvisning til midnatssol – et fænomen, som vi har i dele af Skandinavien, men som man ikke har ret mange andre steder.

- Titlen henviser til, at mange af os får lov at blegne lidt her. På mange punkter bliver vi en skygge af os selv, fordi vi mister meget af os selv, når vi kommer hertil, siger han.

Men kunstneren ville ikke have, at det skulle blive en skrøbelig historie, og derfor valgte han at lave det i noget stærkt – keramik.

Og da overraskelsens time endelig var kommet, gik gaven rent ind.

- Han blev enormt rørt. Og jeg tror også, det har bragt os tættere sammen, siger Ihsan Ihsan.

Men det var først bagefter, at det slog ham, hvad der egentlig var sket.

At han havde brugt to måneder af sit liv på en gave, der dybest set ikke handlede om ham selv.

Og at det føltes godt.

Det blev starten på et nyt tema i hans kunst. Fra det øjeblik var han klar over, at han ville beskæftige sig med omsorg og samarbejde som et hovedtema.

For han mener, at det er en mangelvare – både på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han studerer, men også i samfundet i det hele taget.

- Jeg tror, det her samfund er bygget op på en måde, som gør, at vi ikke skal være omsorgsfulde over for hinanden. Der er en fortælling om, at vi skal jage succes og lykke som individer i stedet for at samarbejde på tværs af forskelligheder. Jeg tror, det er en undertrykkelsesstrategi, som ikke tjener andre end de få i toppen, siger han.

Det forsøger han at gøre op med i sin kunst.

- Jeg tror meget på, at vi kommer igennem verden ved at finde hinanden og arbejde sammen.

Værket 'Det som blegner i midnatssolen (Deniz)' blev udstillet på førsteårsudstillingen på Det Kongelige Danske Kunstakademi – en udstilling, som er en vigtig og velbesøgt milepæl for skolens elever. Så på den måde havde Ihsan Ihsan også selv noget på spil, fortæller han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Aldrig et fuldgyldigt medlem af flokken

Ihsan Ihsan, hvis forældre begge stammer fra Irak, voksede op og gik i folkeskole i Nivå - en nordsjællandsk by, der både huser boligblokke og strandvejsvillaer, og hvor klasseværelset duftede af alle fire verdenshjørner, når det var madpakke-tid.

Og netop i skolen fik Ihsan Ihsan et særligt kaldenavn.

- Jeg blev kaldt for "Dansker-Ihsan" af de arabere, tyrkere, iranere og persere, der gik på min skole, siger han.

Ihsan Ihsan fortæller, at han fik navnet, fordi han i høj grad opsøgte danske værdier, havde mange etnisk danske venner og i det hele taget var "dygtig til at være dansk".

I dag er han overbevist om, at han gjorde det af nød.

- Jeg tror, det er en overlevelsesstrategi. Et forsøg på at passe ind i et dansk samfund, som på mange måder behandler folk som mig lidt ubarmhjertigt, siger han.

Men det er ikke gratis at tilpasse sig en anden kultur end den, man selv har med sig i bagagen.

Ihsan Ihsan fortæller, at han hurtigt kom til at tale perfekt dansk – men det betyder på den anden side også, at han aldrig helt er kommet til at mestre arabisk.

Han beskriver det som en slags kulturelt hukommelsestab. Han har været så optaget af at tilpasse sig den danske kultur, at han et stykke hen ad vejen har mistet forbindelsen til den arabiske i svinget.

Men selvom han gjorde alt, hvad han kunne for at passe ind blandt sine danske venner, var det, som om han aldrig blev et fuldgyldigt medlem af flokken.

Det er her i denne sofagruppe, at Ihsan Ihsan og hans medstuderende holder frokostpause. De spiser sammen, men der bliver ikke som sådan lagt op til, at de skal samarbejde på studiet. - Der er ikke en samarbejdskultur på kunstscenen generelt. Det er med til at skabe en idé om, at den enkelte er bedst på egen hånd, siger han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

- Mine venner tog godt imod mig på mange måder, og de vil sikkert blive kede af det, hvis de læser det her... men de så mig stadig som noget andet end dem og behandlede mig som noget andet.

Hans kammerater kaldte ham for eksempel øgenavne rettet mod hans arabiske baggrund. Og selvom de gjorde det i sjov, gjorde det ondt.

Så Ihsan Ihsan følte, at han havde givet afkald på sit ophav – vel at mærke for at passe ind i en dansk kultur, som ikke helhjertet ville tage imod ham.

Han faldt imellem to stole og følte aldrig, at han var helt med nogen af stederne.

- Det er hårdt. Men det har også gjort mig til den person, jeg er. Så jeg er også glad for det, siger han.

Lige nu arbejder han på et værk, som blandt andet behandler hans egen opvækst, familieliv og hans dragning til rapmusik.

Den skal munde ud i en række store keramikvaser og et keramisk relief, og han gør det både for at forstå sig selv bedre – men også for at generobre ejerskabet over den måde, hans kultur bliver skildret her i Danmark.

Ihsan Ihsan vil gerne lave kunst, som er tilgængelig for alle. Men han fortæller, at hans kernemålgruppe er personer, der ligesom ham selv har oplevet at være spændt ud imellem forskellige kulturer. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Vil tage ejerskab over sin kultur

Ihsan Ihsan er nemlig vokset op med mange positive historier om Irak, hvor hans forældre mødte hinanden som unge akademikere.

De fortællinger, jeg hører om Irak derhjemme, rummer en rig kultur og en viden, som er fuldstændig udvisket i de vestlige medier, siger han.

Tværtimod er det en ganske anden historie, der hersker på vores breddegrader, mener han.

- I Danmark og Vesten er min kultur nærmest kun repræsenteret gennem olie eller krig. Det er ligesom det, der er fortællingen om det land, siger han.

Han fortæller, at det har været fremmedgørende for ham at være vidne til. Særligt på grund af Danmarks deltagelse i Irak-krigen fra 2003 til 2007.

- Det er svært at sidde her og se på Irak igennem dansk mediedækning. Særligt fordi Danmark er gået ind i Irak sammen med USA – og dermed har været med til at destruere rigtig meget af landets kultur, siger han.

Da Irak blev invaderet i 2003, blev flere af landets kulturskatte og historiske steder plyndret eller destrueret under urolighederne. Blandt andet forsvandt 15.000 artefakter fra landets nationalmuseum, hvoraf mange af dem senere er dukket op i flere vestlige lande, både på museer og i private samlinger.

Det er ikke første gang i historien, at kulturskatte bliver røvet for senere at dukke op på vestlige museer.

Eksempelvis har British Museum i London en stor samling af artefakter fra alverdens lande, som briterne igennem tiden har plyndret fra forskellige kolonier.

Ihsan Ihsan mener, at de genstande skal returneres til deres oprindelseslande.

- Det er stjålne ting, som de holder indespærret. Det er et skræmmende vidnesbyrd om forfærdelige hændelser og underkendende magtstrukturer. Og det er et udtryk for mangel på respekt, at de ting ikke bliver afleveret tilbage, siger han.

Han fortæller, at de vaser, han selv arbejder på, er et opgør med både den ensidige mediedækning og de plyndrede kulturskatte.

- Med min kunst forsøger jeg at tage ejerskab over den måde, min kultur bliver skildret. Og så er jeg træt af at skulle tage ind på den slags museer for at kunne se min kulturarv, siger han.

Ihsan Ihsan mener, at det omsorgsfulde valg ville være, at sende kulturskatte tilbage til deres oprindelseslande. - Det ville ikke kun være omsorgsfuldt over for de mennesker, som savner dem, men også over for objekterne. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

En stejl kamp

For kunstneren er de omstridte kulturskatte kun en del af problemet.

Han mener, at vi i Danmark har en stor skævvridning i kunstverdenen, hvor man bliver forfordelt, hvis man er hvid.

Og det er problematisk, for vi går glip af vigtige budskaber, hvis vi kun viser én type kunst på vores museer, mener Ihsan Ihsan.

- Vi får kun én historie fortalt. Vi får en historie af hvide mænd om hvide mænd for hvide mænd.

Ihsan Ihsan mener, at det i højere grad skal være ikke-hvide mennesker, der får ledende stillinger i kulturlivet. - Hvis der skal laves en ny filmskole, kan det for eksempel være, at man skulle sætte filmfotografen Catherine Coleman til at lave den i stedet for Jørgen Leth, siger han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Dermed er kunstverdenen med til at opretholde en magtbalance, som automatisk undertrykker mennesker, der ikke er hvide – den laver et klasseskel baseret på hudfarve, mener Ihsan Ihsan.

For museerne sender et signal om, at det er den hvide mands historie, der er vigtigst at fortælle, argumenterer han.

Derfor synes han, at museerne skal have mere fokus på at hyre kunstnere med forskellige baggrunde. Og når man så hyrer en kunstner ind, som ikke er pæredansk, skal der ikke gøres et nummer ud af, at personen ikke er hvid.

- Det skal ikke politiseres, at sådan en som mig er med. Man skal ikke kalde udstillingen "Arabiske forfædre", for eksempel. Så er man med til at opretholde problemet, siger han.

Det skal blive den nye norm, at museerne repræsenterer mennesker med mange forskellige baggrunde og hudfarver. Og den eneste måde at gøre det på, er ved… ja, at gøre det, mener han.

Men det er kun en del af løsningen, mener kunstneren, der også efterlyser flere ikke-hvide mennesker i ledende stillinger på landets museer og kulturinstitutioner.

- Der er nogen, der skal sige op og afgive deres magtpositioner. Eller også skal vi i stedet skabe nogle nye stillinger og gøre plads til flere, så vi kan få nogle flere mennesker ind, der ikke er hvide, siger han.

- For det er tydeligt, at det ikke er alle, der har de samme vilkår for at få de stillinger. Det er hvide mennesker, der sidder på de stillinger. Og hvide mennesker er mere tilbøjelige til at ansætte andre hvide mennesker, så præmissen er ikke ens for alle.

Ihsan Ihsan håber, at vi i fremtiden kommer til at repræsentere flere kulturer mere nuanceret, både på vores museer og i medierne. For som han siger:

- Ellers bliver det svært at være den næste Ihsan fra Nivå, hvis han ikke har nogen at spejle sig i.

Og han er fast besluttet på selv at bidrage til den udvikling, som han ønsker sig.

- Det er en stejl kamp, men jeg håber på at kunne være en af dem, der skal gøre op med statistikken.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
FacebookTwitter