Ikke-læsende får egen læseklub

Blinde læser mere end resten af befolkningen viser en undersøgelse, som Nota har fået lavet. Derfor får de blinde på tirsdag deres helt egen læseklub.

Alle dem, der ikke kan læse bøger, får nu en læseklub. Det er Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder, Nota, der står bag det nye initiativ.

Og med til læsegruppen hører både et radioprogram om ugens emne, chat med en forfatter og onlinedebat mellem brugerne.

Indtil nu har Notas næsten 40.000 brugere kunne låne lydbøger og bøger i punktskrift, men med læseklubben og radioprogrammet forventer biblioteket at nå et bredere publikum og give sine brugere en ny tilgang til kulturen.

- Vores brugere gør kun lidt brug af kulturtilbud, derfor vil gerne bringe kulturen ud til dem, fortæller Vibeke Rieneck.

De blinde læser mest

Derfor var det også naturligt for Nota at udvide med en radioudsendelse. Og fremover kan man en gang om ugen på Nota Radio høre interviews og debat i forbindelse med læseklubbens aktuelle romaner.

På den måde håber Vibeke Rieneck, at biblioteket bliver mere levende.

- Vores blinde brugere er meget vidende, de læser faktisk mere end resten af befolkningen. Og de er vilde med at chatte på nettet, siger Vibeke Rieneck.

Brugerne bestemmer temaet

Læseklubbens første tema handler om Anden Verdenskrig - et tema som Nota har udvalgt ud fra brugernes interesser.

- Vi kan se, at Anden Verdenskrig, ligesom hos resten af befolkningen, er et af det allermest populære emner, og derfor har vi valgt det, siger Vibeke Rieneck til DR Kultur.

Desuden spiller brugernes egne forslag også ind, når der skal skabes nye værker til biblioteket, der for øjeblikket rummer 17.000 værker på lyd.

Nota Radio låner sendetid af Radio Jazz, der sender i Storkøbenhavn på 102,9 mhz og programmet kan høres hver tirsdag fra 10-12.