Ikke for sarte sjæle! Ny teknologi forvandler din egen stue til en hjemsøgt gyserhistorie

'Haunted by the Future' er et nyt, digitalt teaterformat, som blander augmented reality og teater.

Det bliver hurtigt uhyggeligt, når teater og teknologi blandes i den ny miniforestilling 'Haunted by the Future'. (Foto: © Søren Meisner, Teater Sort/Hvid)

Hvad gør man egentlig, når en verdensomspændende coronapandemi forhindrer én i at gå i teatret?

Tjo, man undværer, kunne man fristes til at sige.

Men det har Teater Sort/Hvid gjort noget ved i samarbejde med Khora Virtual Reality. For selvom vi nu igen kan sætte os til rette i en sal, hvor der står ægte, levende mennesker foran os oppe på scenen, så har coronapandemien tvunget kulturbranchen til at tænke kreativt.

Det er nu blevet til miniforestillingen 'Haunted by the Future', der bedst kan beskrives som en blanding af augmented reality og teater – et slags digitalt teaterformat, om du vil.

Forvirret? Så hæng lige på. For hvis du vil opleve den ti minutter lange 'Haunted by the Future', skal du faktisk ikke gøre andet end at downloade appen af samme navn, og så er du i gang.

Via appen interagerer fiktionen med de reelle opgivelser, du som publikum befinder dig i. Karaktererne i fortællingen bevæger sig virtuelt rundt i publikums egen stue og taler direkte til dem.

Det ekstra lag af fiktion – augmented reality eller holographic video – er udviklet af firmaet Khora Virtual Reality, som har animeret effekter, tillagt filtre og skabt et lydspor, som forstærker gyserfortællingens uhygge.

Det fortæller Simon Lajboschitz, der er administrerende direktør for Khora Virtual Reality.

- Det er lidt ligesom, når Obi-Wan Kenobi kommer frem i 'Star Wars'-filmene som et hologram. Det er en superspændende teknologi. Det er stadig helt, helt nyt, og derfor virker det kun på nyere iPhones og iPads.

- Det ligner ikke noget, vi har set andre steder, og mig bekendt er det her den første app nogensinde med holographic video, der ligger i AppStore.

Det er ikke for sarte sjæle at begive sig ind i miniforestillingen 'Haunted by the Future'. (© Teater Sort/Hvid og Khora Virtual Reality)

Simon Lajboschitz sammenligner den digitale teaterform med dengang, hvor folk gik fra kun at kunne gå i biografen til pludselig også at have et tv hjemme i stuen.

Med andre ord er teknologien med til at gøre teatret mere tilgængeligt, mener han:

- Måske går teater nu fra at være et fysisk begrænset rum til ét stort, digitalt rum. Det er ikke, fordi jeg har noget dårligt at sige om fysisk teater, men der gemmer sig nogle muligheder i at kunne gøre det digitalt på den her måde.

- Tænk, hvis man kunne købe teaterbilletter gennem AppStore, og så havde et givent teater pludselig et globalt publikum. Det, synes jeg, er meget, meget interessant. Og det her er ligesom det første spadestik til det.

Uden at afsløre for meget, kan vi godt røbe, at forestillingen kredser om et mord. (Foto: © Søren Meisner, Teater Sort/Hvid)

Inspireret af den indespærrede corona-situation

Og det første spadestik er til og med et uhyggeligt ét.

For 'Haunted by the Future' er, ganske som titlen antyder, en fortælling, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, idet den kredser om et mord. Den er skabt af Teater Sort/Hvid, hvor direktør Christian Lollike længe gerne har villet arbejde med de virtuelle og augmenterede digitale formater, som Khora Virtual Reality netop er specialister i.

Christian Lollike har skrevet manuskript og instrueret app-forestillingen, hvor skuespillerne Ann Crosset og Mercedes Claro Schelin medvirker.

- Vi forestillede os et format, der brugte teknologien til at flytte historien ind i publikums hjem. På en måde blev værket inspireret af den her indespærrede situation, som vi har befundet os i on-off siden marts 2020, udtaler Christian Lollike i en pressemeddelelse

- I 'Haunted by the Future' er publikum ikke bare hjemsendt; de er også hjemsøgt.

Simon Lajboschitz uddyber overfor dr.dk:

- Det er en spøgelseshistorie, hvor der kommer spøgelser ind i dit rum, når du ser forestillingen. Men jeg vil ikke sige så meget mere. Jeg vil undgå at spoile plottet, lyder det fra Khora-direktøren, der allerede har travlt med de næste mange projekter.

- Vi har rigtig mange ting i støbeskeen. Vi har 48 projekter foran os. Men jeg ved ikke, hvor mange af dem, jeg må fortælle om, slutter han med et grin.

Herunder guider han til tre andre AR-oplevelser, du kan kaste dig over:

  • 'Mission to Mars AR': - Her man kan gå rundt på Mars' overflade og lære mere om den røde planet på en virkelig cool måde. Jeg vil anbefale, at man går udenfor og så går på opdagelse i appen. Den er ret fed. Appen er i øvrigt gratis.

  • 'Wonderscope': - Det er også en AR-app, hvor historiefortælling er i fokus. Den er rettet mod børn, hvor man så kan købe nogle historier. Her kan man tale direkte til karaktererne, der springer frem for øjnene af én. Det er rigtig spændende.

  • 'VR Space Safari med Andreas Mogensen': - Vi har lavet en 360-graders film for Ørsted, som hedder 'Space Safari', hvor man kommer ud i rummet. Den har noget, som går ud over at være en normal reklame. Den handler om at se verden ude fra rummet i et rumskib, og taler til folks ansvarsfølelse for vores planet. Astronaut Andreas Mogensen guider folk gennem den danske version af filmen.