Indehaver af modelbureau: Tynd model har ikke anoreksi

Bente Lundquist fra Scoop Models ærgrer sig over, at Cover bragte billede af ultratynd model. Men modellen ikke syg, slår hun fast.

Cover
Billedet her af den unge model har skabt stor forargelse på de sociale medier og antagelser om, at hun lider af anoreksi. Men pigen er sund og rask, siger indehaveren af Scoop Models, der har pigen i stald. (Foto: dr)

Billedet af en meget tynd model, som er bragt i magasinet Cover, har ført til voldsom kritik af modemagasinet på de sociale medier.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade har også kritiseret billedet, som foreningen anklager for at være ”direkte usmageligt” – og mange brugere på sociale medier lufter deres mistanke om, at den unge model må være anorektisk og syg.

Men det er ikke sandt. Det siger indehaveren af det danske modelbureau Scoop Models, som den unge model er i stald hos.

- Hun har ikke anoreksi, og det er virkelig ulykkeligt, at hun bliver fremstillet sådan. Hun er en sund og intelligent pige, siger Bente Lundquist til DR Kultur.

- Cover skulle have valgt ikke at bringe

Ifølge Bente Lundquist vejede modellen dog mindre, end hun vanligt gør, under fotograferingen til Cover. Det skyldtes personlige årsager og Scoop Models fortalte derfor også Covers stylist, at modellen var tyndere end normalt.

- Som billedet er bragt, kan jeg godt se, at hun ser meget tynd ud, og at det kan se ud som om, hun har anoreksi. Cover har fået at vide, at de skal tage hensyn til, at hun har tabt sig. De behøves ikke vise hende tyndere, end hun er, men det gør de. Det er noget med stillingen og den lange nederdel, og at hun står helt hulbrystet på det billede – og Cover skulle ikke have valgt at bringe det. På de andre billeder i serien fremstår hun jo slet ikke ligeså mager, siger hun.

Men burde I måske ikke have overvejet ikke at lade hende arbejde, hvis I vidste, hun havde tabt sig?

- Hendes mor sagde, hun havde tabt sig lidt, og jeg vidste ikke, hvordan det var. Vi kan jo ikke tage alle modellerne ind og vurdere dem, hver gang de skal på job. Men vi taler sammen om det, og det er en uheldig og ulykkelig situation. Men som man kan se på de andre billeder, er det jo ikke sådan, modellen ser ud i virkeligheden, siger hun.

  • Sådan ser et af de andre billeder ud af modellen i Covers fotoserie. (Foto: dr)
  • Den unge model fremstår ikke lige så tynd på de andre billeder i serien, som hun gør på det udskældte og fremhævede fotografi, mener Bente Lundquist fra Scoop Models. (Foto: dr)
1 / 2

- Vi er ikke med til at sætte et for tyndt ideal

Bente Lundquist synes dog den meget kritik af Covers modelfoto er ”pisket fuldstændig vanvittigt op”.

- Jeg er dybt rystet over, at vi skal hænges ud for, at vi sælger tynde modeller i en periode, hvor vi har noget så alvorligt som terror. Der bliver taget massivt fat i ét enkelt billede, men hvis du går ud i den internationale modeuge, kan du finde mange billeder, hvor pigerne ser så tynde ud. Det sker ind i mellem, siger hun.

Bente Lundquist mener heller ikke, som flere kritikere på de sociale medier har ytret, at Scoop Models med deres tynde model, er med til at promovere et usundt kropsideal.

- Vi er ikke med til at sætte et for tyndt ideal. Det er ikke os, der bestemmer idealet, det er designerne, der bestemmer målene, som de syer kollektionerne efter. De syr i størrelse 34-36, så vi finder en model, der passer til det, siger hun.

Modebranchen giver ikke unge anoreksi

Overordnet set er det heller ikke tynde modeller, som er med til at promovere anoreksi, som flere brugere på de sociale medier ellers mener, siger Bente Lundquist.

- Det er utroligt. Der er en meget stor tendens til at give modebranchen skylden, og det er en nem måde for forældre at sige ”nå, det er også derfor”, hvis deres børn har anoreksi. Men jeg tror, folk får anoreksi af helt andre årsager; hvis de ikke bliver set i familien, eller hvis der ikke bliver interesseret sig for dem, siger hun.

Facebook
Twitter