Infernal danner nyt band på dansk

Lina Rafn og Paw Lagermann fra det populære band Infernal har sammen dannet det nye band "Paw&Lina", hvor der kun synges på dansk.

I et stykke tid har det danske band "Infernal" hintet til, at der var noget nyt under opsejling. Og i dag kom så forklaringen på en række hemmelighedsfulde beskeder fra de to medlemmer, Lina Rafn og Paw Lagermann. De har nemlig dannet et nyt band.

- Paw&Lina er et sideprojekt til Infernal. Det er ikke en erstatning, og det er ikke "bare" Infernal på dansk, skriver bandmedlemmerne på deres nyoprettede facebookside.

Ordene kom på dansk

De to musikere havde ellers ikke forestillet sig at deres sange skulle skrives på dansk, for Lina havde ikke let til de danske tekster.

- Det startede med, at jeg (Lina) var i Caribien og lave Toppen af Poppen sidste sommer, hvor jeg sang en masse danske sange. Jeg fandt det svært med det danske, og da de andre deltagere spurgte, hvorfor jeg ikke skrev på dansk, sagde jeg "ordene kommer ikke til mig på dansk", skriver Lina Rafn og uddyber:

- Det viste sig så bare, at der kommer massevis af sangidéer på dansk inde i mit hoved. Jeg har bare aldrig hørt efter. Allerede dernede begyndte jeg at skrive tankerne og ordene ned, og da jeg kom hjem, begyndte Paw og jeg at eksperimentere med at skrive på dansk.

Vil bare være kreative

Men succesen med de danske tekster skulle ikke bare få lov at styre bandets fremtid.

- Vi valgte, at vi ikke ville tænke i, hvordan det skulle bruges. Vi ville bare være kreative og ubegrænsede, og vi lover jer, at det kun har virket som en inspiration for Infernal, skriver Lina Rafn og Paw Lagermann.

Den første - og måske eneste - single fra gruppen hedder "Stolt Af Mig Selv?", men hvornår den udkommer, er endnu ikke blevet meldt ud.

Infernal lever videre

Bandet lover dog, at de langt fra er færdige med Infernal. Og danske Paw&Lina kommer ikke til at erstatte det succesfulde band.

- Der er masser af nye Infernal-tracks i støbeskeen - bare rolig venner, skriver de.

/ritzau/

Facebook
Twitter