Ingen fattede hendes idé: I dag er Rebecca på 31 succesfuld iværksætter

Rebecca Vera Stahnke vil med sit genbrugsunivers have dig til at tænke over dit tøjforbrug.

Rebecca Vera Stahnke ville starte en revolution.

Hun ville have os til at tænke over vores overforbrug.

Under navnet 'Veras' opfandt hun et genbrugsunivers, der både bestod af en online-platform, butikker og markeder.

Idéen var, at man nemt og billigt skulle kunne købe, sælge, reparere og bytte brugt tøj via et pointsystem.

Der var bare lige et lille problem:

- Jeg startede noget op i et samfund, hvor ingen forstod, hvad fanden jeg havde gang i. De syntes nærmest, at det var dumt. Det var ikke prøvet før, at man handlede med point i stedet for penge. Alle havde svært ved at forstå, hvad mit koncept var. Jeg ville have, at folk skulle forstå, at brugt tøj er meget sejere end nyt tøj.

Den dengang 26-årige Rebecca Vera Stahnke var projektleder hos Copenhagen Fashion Week, men følte, at hele hendes identitet lå i jobbet, så derfor havde hun svært ved at forlade det. Af frygten for, hvad eller hvem hun så skulle være.

- Det var bare mit

drømmejob
, så jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg så skulle lave. Jeg brugte det mod mig selv og slog hele tiden mig selv i hovedet og sagde: "Hvorfor kan du ikke bare gøre dit arbejde og performe?".

Men til sidst fandt Rebecca Vera Stahnke modet til at sige op og besluttede sig for at starte sit eget univers under navnet Veras.

  • Ligesom hendes lejlighed er malet i skrigende gul, lyserød, mørkegrøn, mørkeblå og lyseblå, elsker Rebecca Vera Stahnke også at gå i farverigt tøj. Genbrugstøj selvfølgelig. Hun har altid følt sig lidt anderledes og forkert og fået at vide, at hun er lidt for meget. Det var frustrerende, men også Rebecca Vera Stahnkes drive. - De sagde, at jeg havde for meget farvet tøj på, at jeg var for højtråbende, for vild, for farverig, for ærlig, for ligetil, for umiddelbar og fyldte for meget, siger hun. (Foto: Betina Garcia)
    1 / 12
  • Hele idéen til Veras startede med, at Rebecca Vera Stahnke lavede et genbrugstøjmarked i forbindelse med sit frivillige arbejde hos Distortion, hvor hun fandt på at lave et loppemarked kun med brugt tøj, som hun kaldte for 'Veras Market', som blev en kæmpe succes. - Jeg kiggede på alt det tøj, der ikke var solgt og tænkte, at det jo var for godt tøj til, at det ikke kunne gives videre. Lige dér gav det mig troen på, at der var brug for et nyt koncept. Min stedfar sagde: "Rebecca, gør det, jeg har din ryg. Det eneste, du vil fortryde, er, at du ikke gør det". Rebeccas stedfar gav hende en lille sum penge, som hun brugte på at lave en hjemmeside og gik straks i gang. (Foto: Betina Garcia)
    2 / 12
  • Rebecca Vera Stahnke ønskede at arbejde i modebranchen. Hun drømte både om at være designer, model og stylist, men fandt hurtigt ud af, at hendes talent var at lede projekter, og hun havde et godt øje for at sætte ting sammen og har altid elsket at gå i genbrugstøj. Hun var blogger i tre år for Eurowoman, og i arbejdet hos Copenhagen Fashion Week gik det op for hende, hvor dårlig tøjbranchen er for miljøet. Og som blogger var hun selv en af dem, der fik smidt tøj i nakken. - Jeg fik så dårlig smag i munden af at være en del af det, siger hun. (Foto: Betina Garcia)
    3 / 12
  • Rebecca Vera Stahnkes far kommer fra Israel. Gennem sin opvækst var familien i Israel flere gange om året, hvor Rebecca Vera Stahnke elskede at gå på loppemarkeder og købe anderledes tøj. Meget af Rebecca Vera Stahnkes inspiration kommer fra hendes mormor, der var vokset op under krigen og lærte Rebecca om værdier om genbrug. - Hun lærte mig, at alt har værdi og kan genbruges eller laves om til noget nyt. Man behøver ikke at købe nyt, man kan ændre formen eller lappe hullet. Og så så hun altid vildt godt ud, og var helt vildt farverig og gennemført fra top til tå.
    4 / 12
  • Noget af det, der har været særligt svært for Rebecca Vera Stahnke, er ikke at lade sig gå på af folks kommentarer om hendes person og farverige tøjvalg, som kunne blive kommenteret på arbejdspladsen. - Jeg har altid haft sådan en 'I don’t give a fuck'-attitude. Hvorfor skal du åbne din mund, hvis du ikke har noget pænt at sige, tænker jeg. Det er jo menneskeligt, at man gerne vil anerkendes og gerne vil have, at folk skal synes, at man er sød og rar. Folks mening betyder desværre nok mere, end man lige vil indrømme. Det betyder i hvert fald meget for mig. I dag har jeg lært, at jeg først og fremmest skal gøre mig selv glad. (Foto: Betina Garcia)
    5 / 12
  • Rebecca Vera Stahnkes hjem er fyldt med genbrug. På marmorbordet i stuen står en række vaser med falske blomster, der kommer fra Samsø, hvor hun var på ferie i sin barndom. - Jeg synes, at det er meget sjovere at indrette med noget, der har minder, som har haft et liv og lidt patina. Det gør det meget mere personligt, siger Rebecca Vera Stahnke. (Foto: Betina Garcia)
    6 / 12
  • Rebecca Vera Stahnke er født op og opvokset i Virum og var konkurrencedanser som barn. I dag bor hun på Vesterbro i en farverig lejlighed, hvor hendes kæreste for nylig er flyttet ind. Tilbage i 2016 var hun single og måtte udleje et værelse på Airbnb flere gange om måneden for at kunne betale sin husleje. (Foto: Betina Garcia)
    7 / 12
  • Rebecca arbejdede non-stop de første par år. Der var rigtig mange svære tider og bump på vejen og flere måneder, hvor hun ikke kunne udbetale løn til sig selv. Hun tænkte slet ikke over, hvor svært det var, og fokus var kun på at komme fremad. - Puha, hvor havde jeg det bare ikke godt. Jeg tænkte kun på, at det skulle lykkes. Når man er så målrettet med noget, så forsømmer man sig selv. Jeg havde behandlet mig selv så dårligt i en periode og var endelig begyndt at gå til psykolog og holde fri, men så kørte jeg bare direkte ind i samme mølle bare gange hundrede. Det er altså sygt, siger hun. (Foto: Betina Garcia)
    8 / 12
  • På kontoret bugner det med poser af tøj, som er blevet håndsorteret og udvalgt til salg på det næste marked, der foregår hver søndag. En af de ting, der altid har motiveret Rebecca Vera Stahnke, er kampen mod det massive overforbrug og modeverdenens hurtige forbrugsmønster. En gennemsnitlig dansker køber 14 kilo tøj om året, som er det højeste forbrug i Norden. - Alle forskere siger, at vi skal reducere vores forbrug med 70-80 procent. 80 procent af det tøj, vi bruger, har vi kun brugt i 20 procent af dets levetid. 30 procent af tøjet, vi har i skabet, har vi ikke brugt det sidste år. Modebranchen og sociale medier har virkelig skabt en usund tendens med, at hvis du ikke har det nyeste nye på, så er du ikke smart nok, mener Rebecca Vera Stahnke. (Foto: Betina Garcia)
    9 / 12
  • Rebecca Vera Stahnke har altid haft meget høje forventninger til sig selv. - Når jeg ser tilbage, kunne jeg måske godt have skruet mine forventninger til mig selv ned med 50 procent og været bedre til at sige: "Rebecca, du er god nok, som du er". Jeg har en popcorn-hjerne, det popper hele tiden med idéer til, hvordan jeg kan gøre det bedre. Jeg prøver at skabe rum til mig selv, hvor jeg bare kan være mig selv og ikke skal være på, og give mig selv lov til at holde fri. Jeg bliver et bedre menneske, en bedre iværksætter og leder af at holde fri engang imellem. (Foto: Betina Garcia)
    10 / 12
  • Udover et online univers, hvor man kan shoppe genbrug, har Veras også en fysisk butik i københavn og Odense, som er indrettet i flere farver. For Rebecca har det handlet om at skabe et sted, hvor der er plads til alle, uanset hvilket socialt lag man kommer fra. - Jeg føler, at tiden endelig er med mig i forhold til menneskelige værdier. Det er fucking nice at være anderledes. Jeg føler, at jeg har været med til at gøre genbrug smart i Danmark, og det er bare så rart, at folk endelig fatter det, og forstår, at tøjspild er et kæmpe problem. Det er vigtigt for mig, at folk føler sig selv. Uanset hvem de er, og hvor de kommer fra, og hvor store eller små armbevægelser de har, at de tror på sig selv (Foto: Betina Garcia)
    11 / 12
  • - Jeg føler mig ikke forkert på samme måde mere. Folk forstår mig nu; forstår, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil. Jeg niver mig selv i armen over, at det faktisk lykkedes. Det skete faktisk. Man skal tro på sig selv og følge ens drømme. Jeg har følt mig forkert hele mit liv. Nu har jeg fundet min plads, siger Rebecca Vera Stahnke. (Foto: Betina Garcia)
    12 / 12
Facebook
Twitter