Ingen troede på Anna og Martins klaustrofobiske idé: I dag er de gode for millioner

Anna Grantland og Martin Høeg driver i dag fem escape rooms i Danmark - og har et sjette på vej.

(Foto: ASTRID DALUM © dr)

- Så sent som i går sagde mine forældres nabo til mig, at "det kan man da ikke leve af."

Det er 26-årige Anna Grantland, der fortæller.

Sammen med sin tidligere studiekammerat og nuværende forretningspartner, ligeledes 26-årige Martin Høeg, har hun stiftet oplevelsesvirksomheden Locked, der laver escape rooms rundt om i Danmark.

Escape rooms er et teambuilding- og underholdningskoncept, hvor man gruppevis låses inde i et rum. Her skal man i fællesskab løse en gåde, et mysterium eller en anden form for opgave for at slippe ud af rummet igen.

Modsat naboens opfattelse så er det faktisk noget, man kan tjene penge på.

På bare tre år har de to iværksættere skabt permanente escape rooms i fem danske byer – og de har et sjette på vej. Lige før coronakrisen og forsamlingsforbuddet gjorde livet svært for virksomheden, låste de årligt 50.000 gæster inde i deres gådefulde universer.

Nu har Grantland og Høeg desuden sikret sig en investering på en million kroner for 20 procent af virksomheden fra investorerne Jan Lehrmann og Mia Wagner i DR1-programmet 'Løvens hule'.

Studiekammerater med en god idé

Anna Grantland og Martin Høeg mødte hinanden, da de læste til diplomingeniører i forretningsudvikling i Herning.

I 2017 fik de på studiet til opgave at vise, hvordan Givskud Zoo kunne optimere deres flow af mennesker i parken ved hjælp af nye, innovative tiltag.

I deres research af trends inden for oplevelsesøkonomien stødte de på konceptet escape rooms. Martin Høeg havde selv prøvet det på en ferie i Spanien, så han kunne forklare konceptet til studiegruppen, der i udgangspunktet var lidt skeptiske over for det – for hvorfor ville man gide at betale penge for at blive låst inde?

- Men der var et stort potentiale i det. Ikke mindst fordi det er en indendørsaktivitet, der passer godt til det danske klima, fortæller Anna Grantland.

På trods af at hverken deres undervisere eller iværksætterkonsulenter kunne se forretningspotentialet, valgte de to iværksættere, at de efter at have færdiggjort deres uddannelse nu ville gå fuld tid på at skalere virksomheden til hele Danmark.

- Heldigvis er Anna og jeg lige stædige, så vi er faktisk bare blevet motiveret af folks tvivl og har i stedet tænkt "nu skal vi bare vise dem", griner Martin Høeg.

Anna Grantland og Martin Høeg foran deres andet escape room, der holder til i Randers i den bygning, der tidligere husede Randers Amtsavis. Det var åbningen af lige netop denne afdeling, der har været virksomhedens største udfordring, hvis du spørger Anna Grantland: - Det sværeste har faktisk været at skalere forretningen fra ét sted til to. Det kom virkelig bag på os, hvor meget det kræver. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Da de afleverede opgaven på studiet i december 2017, var hele studiegruppen, der ud over Anna Grantland og Martin Høeg også talte studiekammeraterne Søren Vedstesen og Kristoffer Nielsen, nemlig blevet så begejstrede for konceptet, at de blev enige om at afprøve teorien i praksis.

- Og Martin er altid meget målrettet, siger Anna Grantland med et grin fra en delt telefonlinje.

- Vi afleverede studieopgaven i december 2017, i januar 2018 fandt vi lokalerne i Herning, og 28. februar samme år åbnede vi vores første Locked-afdeling, fortæller hun.

Forskellighed som styrke

Når man taler med de to tidligere studiekammaerater, fornemmer man tydeligt en helt særlig gensidig respekt for hinanden. På samme måde som man tydeligt fornemmer, at de på mange punkter er vidt forskellige.

Det er eksempelvis oftest Martin Høeg, der svarer på spørgsmålene først. Og sådan var det også, da de stod foran "løverne" i 'Løvens hule', hvor det hovedsageligt var Martin Høeg, der styrerede deres præsentation.

- Martin snakker meget, men det er jo også tit guldkorn, han kommer med, siger Anna Grantland med et kærligt, let grin blottet for ironi, mens partneren ler og takker.

For det er en forskellighed, de er bevidste om – og som de bruger til deres styrke.

- I forhold til arbejdsfordelingen er det helt naturligt, at det er Anna, der har styr på alt det, der sker i dag og en måned frem, mens jeg har styr på det, der sker et år frem, fortæller Martin Høeg, der er virksomhedens udviklingsdirektør, mens Anna Grantland bærer titlen økonomidirektør.

Og på trods af forskellighederne er de enige om det meste.

- Vi har mange af de samme holdninger til tingene, så vi bruger ikke unødvendig tid på at diskutere, fortæller Anna Grantland.

- Fordi vi har samme uddannelse, har vi desuden et fælles sprog og samme værktøjer, hvilket er en kæmpe fordel – særligt når vi er så forskellige, mener Martin Høeg.

Det handler om at løse forskellige mordgåder, mysterier og problemstillinger, når man gæster Grantland og Høegs escape rooms. Men lige netop det at udvikle gåderne er ikke partnernes spidskompetence. Til det har de i stedet hyret Daniel Thiesen, der med en universitetsuddannelse i gaming og systemarkitektur forstår at skrue "en god historie sammen", mener Martin Høeg. Han tilføjer, at ansættelsen af Thiesen for to år siden er en af de beslutninger, de er mest tilfredse med. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Den ultimative eksamen

At træde frem foran de fem løver og rullende kameraer står stadig som en stærk oplevelse for makkerparret.

- Det var den ultimative eksamen at stå foran fem skarpe "censorer". Det var sateme en vild oplevelse, siger Martin Høeg i dag om at deltage i tv-programmet, der blev optaget i august.

De mange måneders forberedelser op til tv-optagelserne siger i øvrigt også en hel del om duoens tilgang til deres virksomhed.

- Vi havde skrevet pitchen (salgstalen) flere måneder inden. Vi havde printet den ud og var blevet enige om, at vi hver især skulle øve den mindst en gang om dagen. Jo tættere på optagedagen, jo oftere øvede vi den, griner Anna Grantland om deres minutiøse forberedelse af deres virksomhedspræsentation, der i øvrigt også betød, at de hele tre gange fik ændret og printet nye papplancher til deres præsentation.

- Vi havde også et Word-dokument på 20 sider med alle virksomhedens tal, tilføjer Martin Høeg.

Makkerparret havde desuden allieret sig med virksomhedsledere fra Herning-området og bedt om deres input til salgstalen, så de var sikre på, at de leverede den absolut bedste præsentation for løverne.

- Det var det, der fungerede allerbedst for os. At lave generalprøver med nogle af de direktører, som vi syntes havde gjort det godt, og så tage imod deres input, fortæller Martin Høeg.

Det er Anna Grantland, der som økonomidirektør tager sig af "alt hvad der sker i dag og en måned frem", mens det er Martin Høeg, der som udviklingsdirektør står for at lave de langsigtede planer – og desuden også er ansigtet udadtil, når de eksempelvis laver store teambuilding-arrangementer for virksomheder. Før pandemien, vel at mærke. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Iværksætteri ind med modermælken

At Anna Grantland og Marting Høeg er endt som iværksættere i en forholdsvis ung alder, kommer ikke bag på dem selv. Og nok heller ikke på dem, der kender dem bedst.

Anna Grantland har gennem hele sin opvækst i Hvide Sande set både sin bedstefar, sine forældre og sin storebror være selvstændige. På godt og ondt.

- Jeg har både oplevet mine forældre gå ned med en virksomhed, men også set, hvordan det hele spiller, når det kører godt. Og da jeg hjalp min bror i opstarten af sin restaurant, lærte jeg for alvor, hvad hårdt arbejde er, siger hun.

- Jeg blev på ingen måde skræmt af det. Tværtimod fik jeg lysten til selv at mærke stoltheden i at skabe noget, som folk gerne vil betale penge for.

Hvor Locked er Anna Grantlands første virksomhed, startede Martin Høeg sin første forretning i begyndelsen af ingeniørstudiet. Det var dog i en væsentlig anderledes branche end den, der nu optager alle hans vågne timer:

- Jeg startede med at lave plankeborde. Men der var alt for stor konkurrence, fordi folk selv lavede dem derhjemme. Men til gengæld manglede folk ben til de borde, de selv havde lavet.

- Som ingeniørstuderende var det derfor lige til at lave en produktion af bordben i stedet.

En forretning han kørte sideløbende med studierne i to år, men som han solgte, da Locked begyndte at tage fart.

- Det var en fint fritidsjob, men det var altså også lidt kedeligt at være soloiværksætter, fortæller han i dag, hvor han er glad for at dele iværksætterlivet med Anna Grantland.

Om du er kidnappet, hemmelig mordefterforsker eller angrebet af zombier, så har du og dit hold en time til at undslippe de låste rum i Anna Grantland og Martin Høegs escape rooms. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Ligesom produktionen af bordben var Locked faktisk også først tænkt som et sjovt fritidsjob ved siden af studierne, da de oprindeligt fire studiekammerater åbnede dørene i Herning i 2018.

Men det viste sig hurtigt, at deres studieprojekt var en langt mere succesfuld idé, end de havde regnet med:

- Det første år omsatte vi for 1,8 millioner – og tjente en million, fortæller Martin Høeg.

Penge, som alle fire medstiftere var enige om at sætte til side på en fælles opsparing, så de kunne investere dem i deres næste lokation.

Den store succes var også grunden til, at de fire studiekammarater valgte at gå hver til sit, da de i januar 2020 blev færdiguddannet. For det ville kræve fuld dedikation at løfte virksomheden til næste niveau.

- Det blev tydeligt, at Anna og jeg skulle køre det alene, så vi købte de to andre ud af virksomheden, fortæller Martin Høeg om reduktionen fra fire til to ejere.

- Og der er no hard feelings i dag, tilføjer han.

Vil være Danmarks bedste

For at vende tilbage til den skeptiske nabo i Hvide Sande, der ikke mente, at man kunne leve af at drive en forretning som Locked, ja, så er der desværre noget om snakken i disse nedlukningstider.

Faste udgifter til både store lokaler og ansatte kombineret med en nedlukning, der gør det umuligt at invitere gæster indenfor, betyder, at der helt rigtigt ikke er penge at tjene for makkerparret for tiden.

- Lige nu brænder vi 250.000 kroner af på faste udgifter hver måned – uden at tjene en øre, fortæller den tydeligt frustrede økonomidirektør, Anna Grantland.

- I september sagde vi for sjov, at vores worst case scenario ville være, hvis vi skulle lukke ned igen i januar måned. Og så grinte vi lidt af det, fortæller hun, mens Høeg tilføjer:

- Det er en helt surrealistisk oplevelse af, at worst case hele tiden bliver værre.

- Det har været svært at få vendt det inde i hovedet, så man ikke kører sig selv ned over, hvor negativt hele situationen er for os lige nu, indrømmer han.

Sammen med deres to tidligere medstiftere brugte Anna Grantland og Martin Høeg halvandet år på at perfektionere deres første afdeling i Herning. Lige så lang tid havde de på ingen måde, da de åbnede deres anden afdeling. En afdeling, der ligger i det, der tidligere var rammerne for Randers Amtsavis i 195 år, indtil avisen i 2018 flyttede ud - og Locked flyttede ind. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Selvom det er en svær tid at drive oplevesleøkonomi i, er det alligevel ikke pandemien, der nævnes først, når makkerparret bliver spurgt ind til den største udfordring i deres iværksætterrejse med Locked.

Det er derimod åbningen af deres afdeling i Randers, som var første gang, de skulle skalere deres virksomhed fra én til flere afdelinger.

- Det kom virkelig bag på os, hvor meget det kræver – særligt når man ikke længere kan være en del af driften hver dag, men i stedet skal udlicitere opgaver, siger Anna Grantland.

- Det var sindssygt svært. Vi har snart over 30 medarbejdere, og der er meget at holde styr på. Vi må bare acceptere, at vi ikke længere kan have fingeren på pulsen på samme måde, som vi kunne i begyndelsen, supplerer Martin Høeg.

Siden begyndelsen af 2018 har arbejdslivet kørt med speederen i bund for de to tidligere studiekammerater. I en sådan grad, at de knap nok når at anerkende de resultater, de har opnået undervejs.

- Man glemmer nogle gange at stoppe op og reflektere over det, man har været igennem, siger Anna Grantland, der bakkes op af partneren:

- Ja, og jeg da er virkelig stolt over at kunne sige, at vi lige nu har 25 medarbejdere og snart 30. For det er jo i bund og grund helt vildt. Men i vores egne planer og tanker er vi bare altid et skridt bagud i forhold til det, vi gerne vil opnå.

- Og det gør det svært dels at leve op til egne forventninger og dels at nyde resultater undervejs, mener han.

- Vi er meget bevidste om at holde fokus på det, vi laver - og at blive Danmarks bedste til det, vi nu har kastet os ud i.

Anna Grantland og Martin Høeg ser frem til at kunne byde gæster velkommen i deres snart seks escape rooms, når landet åbner igen. (Foto: ASTRID DALUM © dr)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk