- Ingrid var en modvillig stjerne

Ingrid Skovgaard Raben kom i fjernsynet under tvang, men var fantastisk til børnetv. Det fortæller produceren på ’Ingrid og lillebror’ om den afdøde stjerne fra børnetv.

Det var slet ikke meningen, at Ingrid Skovgaard Raben skulle i tv.

Faktisk nægtede hun det.

- Det er ikke mig, jeg er ikke skuespiller, sagde hun.

Alligevel endte hun med at blive landskendt som Ingrid fra 'Ingrid og Lillebror' - børneprogrammet, der blev sendt fra 1966 til 1976.

Og spørger man Thorkild Demuth, der var producer på 'Ingrid og Lillebror', var den nyligt afdøde børne-tv-vært fænomenal på skærmen. Ingrid Skovgaard Raben var nemlig fuldkommen sig selv og nægtede at gå på kompromis med det, hun stod for.

- Ingrid var en varm kvinde, men samtidig havde hun sine bestemte meninger. Programmet skulle være god og seriøs underholdning for børn. Det skulle være perfekt, hvis hun skulle lave det. Hun ville ikke lave sig om, fordi hun var i fjernsynet. Hun var en modvillig stjerne, siger han til DR Kultur.

Fandt aldrig en anden

At Ingrid Skovgaard Raben endte på skærmen trods sin modvilje, skyldes blandt andet Thorkild Demuth.

Han og hans kollegaer skulle finde en kvindelig vært til et børneprogram og fik overtalt Ingrid Skovgaard Raben til at forsøge sig.

Det kunne hun da godt gøre, hvis de ville have det - men hun ville altså ikke ende i tv, sagde hun. Da Thorkild Demuth så hendes prøve, vidste han med det samme, at det var hende, der skulle være på skærmen.

- Jeg skal nok gøre det, indtil I finder en anden, svarede hun så, da hun fik tilbudt jobbet.

Det gjorde de bare aldrig.

Kamp for åben skærm

'Ingrid og Lillebror' blev en kæmpe succes i Danmark.

Programmet blev sendt direkte og uden forudgående prøver, og som seer kunne man opleve, hvordan Ingrid og Lillebror kæmpede for åben skærm om, hvordan programmet skulle være.

Bob Goldenbaum, der lagde stemme til Lillebror, var ifølge Thorkild Demuth mest ude på at sige en sjov bemærkning, mens Ingrid forsøgte at trække det i den seriøse retning.

Droppede rampelyset på grund af datter

På trods af den store succes, som programmet fik, valgte Ingrid Skovgaard Raben alligevel at forsvinde fra rampelyset, da børneprogrammet stoppede.

- Ingrids datter begyndte på et tidspunkt at spille på, at hendes mor var i fjernsynet. Og da Ingrid hørte det, sagde hun: "så stopper jeg". Og det gjorde hun med dags varsel. Det var sådan, hun var. Hun var helt i kontakt med, hvad hun sagde og foretog sig.

Ingrid Skovgaard Raben vendte aldrig tilbage til fjernsynet, og har heller aldrig givet interviews til aviser eller blade.

Facebook
Twitter